Serious Sam 4: Planet Badass

Den ret så eksplosive og "over-the-top" action-serie Serious Sam er nu tilbage, og det er med skarpladte våben efter en pause på hele ni år fra rampelyset. Serious Sam 4 lover at levere samme hårdtpumpende underholdningsværdi som sin forgænger, men spillet er dog konstrueret til at drage udbytte af nyere hardware.

Selve plottet agerer forgænger til Serious Sam 3, og her skal Sam og hans bande af militære stereotyper tage afsted på en rejse på tværs af Europa for at finde den Hellige Gral, og beskytte verden fra en endeløs horde af aliens. Selve historien giver så absolut ingen mening, og karaktererne selv bryder den fjerde væg flere gange for at påpege, hvor langt ude mange af spillets begivenheder og segmenter egentlig er. Min anke her er ikke selve præmissen, men snarere hvor ringe sammensat og kedelig dialogen er, når alt kommer til alt. Det hele er utrolig stift og tilnærmelsesvis kedeligt, som siger en del, når nu der bogstavelig talt ingen grænser er. Én sekvens består eksempelvis af karaktererne, der forsøger at finde ud af, hvem der kan producere den bedste one-liner. Den sekvens er ikke bare kedelig, den varer for evigt, og eksemplificerer desværre lidt for ærgerligt, nogle af de narrative beslutninger.

Ja, historien taber sig selv lidt på gulvet, desværre, men heldigvis er den pumpende action præcis lige så hårdtslående, som den altid har været. Selve håndteringen af våbnene føles ganske solid, og det var tydeligt igennem mine timer med spillet, at fjendedesignet også fungerer, som det skal. Blandt mine nye favoritfjender er uden tvivl vampyrerne, som kaster sig imod dig og ryster skærmen voldeligt. Også de store Brutes er værd at nævne. De bærer kæmpe hammere og kan kun skades, hvis du bevæger dig bagom deres ryg. Der er ofte mere end 20 fjender ad gangen på skærmen, og da din ammunition er begrænset, så skal du ofte lige tage dig tid til at finde ud af, hvad det bedste værktøj er til den udfordring, du står overfor.

Selve fjenderne er samlet set et af spillets stærkere aspekter, men til tider er den kunstige intelligens bag dem direkte dum. I visse situationer reagerede de bare ikke, når jeg skød dem, og der var også mange øjeblikke, hvor de konstant virrede imellem Sam selv og hans kompagnonger, som så direkte grinagtigt ud. Det er også værd at nævne her, at selve bosserne viste sig at være alt for lette, selvom der dog opbygges tilfredsstillende mængder intensitet frem imod hver af disse. Eksempelvis får du en rullekanon med uendelig ammunition, i det du skal op imod den første, og dermed besejrer du den med lethed.

Dog er selve udvalget af våben acceptabelt, og dertil kommer et nyt Skill Tree, som er noget nyt, Serious Sam 4 tilføjer til formularen. Her kan du spendere point på ret brugbare evner, der tillader dig at ride på fjenderne eller at modtage livspoint for at smadre bestemte fjendetyper. Du får kun point ved at finde bestemt ting og sager rundt omkring i verdenen, men netop dette system tilføjede dog lidt mere kød på oplevelsen, som jeg håber bliver bibeholdt i fremtidige kapitler. Desuden får du også adgang til nogle ret sjove stykker grej, der blandt andet tillader dig at kreere dit eget sorte hul, der opsluger alt omkring sig.

Der er i alt 16 baner i selve kampagnen, og disse følger stort set præcis samme struktur; du følger en lineær sti og indgår i ildkampe med fjender, og så når du til en boss henimod slutningen, og så er det sådan set det. Det er dog i brede træk sjovt, som jeg sagde før, netop fordi det at bruge våbnene er ret underholdende. Det føles dog, det til trods, lidt som om, at meget at indholdet er fyld, altså lidt drøjt fedt der er smækket på for at kunne tilbyde en længere oplevelse. Ja, længere - ikke bedre. Det føles særligt tydeligt, når man kommer til områder, hvor fjenderne bare bliver ved og ved med at spawne. Der er dog små sidemissioner hist og her. der bryder det monotone design, men det er bare ikke spændende nok til, at man samlet set kan give spillet et skulderklap med på vejen. Så sjovt er det bare ikke.

Og visse designelementerne var desuden ret gammeldags. Eksempelvis starter du fra der, hvor din save-fil er blevet etableret, når du dør, i stedet for at der er et reelt checkpoint. Din health bar regenererer ikke, og det betyder ,at du til tider kan sidde fast det samme sted i timevis.

Som om dette ikke er nok, så var Serious Sam 4 tætpakket med tekniske knaster, der endnu ikke var høvlet af selv dage efter launch, hvor jeg satte mig for at anmelde det. Fjender sad fast i omgivelserne, teksturer poppede ind og ud, og loading-tiderne var til tider længere, end jeg har set længe. Udviklerne har noteret mange af disse fejl og arbejder på at rette dem, men stadig. Det er bare ikke okay.

Heldigvis er musikken tilforladeligt effektiv, men den stopper pludselig, efter du har ryddet en bande af fjender, som om at nogle har trykket stop på ghettoblasteren. Desuden, selvom visse omgivelser i Rom og Frankrig var ret flotte, så ser karaktermodellerne ret gammeldags ud, nærmest som om at de er blevet trukket ind fra et andet spil.

Hvis vi skal tage alt med ind i en samlet dom, så er Serious Sam 4, lige meget hvordan man vender og drejer det, seriens største fejltagelse. Dialogen er ringe, indholdet synes skævvredet, og hele pakken mangler bare knofedt og mere tid i ovnen. Jo, der er der dele af den samlede oplevelse, der er underholdende, men disse aspekter gør det kun mere tydeligt, hvor ringe hele pakken er. Ærgerligt, Serious Sam-fans, ærgerligt.