Shotgun Cop Man

For omkring seks år siden blev jeg fuldstændig betaget af et skørt, men ubesværet sjovt indie-actionspil ved navn My Friend Pedro. Denne herlige idé tog alle de flydende og kaotiske kampe, som film som John Wick gjorde umådeligt populære, og leverede dem derefter på en side-scrolling, blodig og voldelig måde, der var perfekt for fans af Hotline Miami og lignende oplevelser. Den dag i dag er My Friend Pedro et af mine foretrukne indiespil, og derfor behøvede jeg ikke mere overbevisning, da DeadToast Entertainment annoncerede, at de havde et nyt spil i støbeskeen.

Det hedder Shotgun Cop Man, og det er et meget bogstaveligt navngivet spil med et lignende setup og flair som i My Friend Pedro. Du spiller igen som en pistolbevæbnet hovedperson, der skal skyde sig igennem fjendtlige styrker og fældefyldte baner for at nå et slutmål, men i stedet for at begå voldelige grusomheder på opfordring af en sansende banan, har du nu et meget mere moralsk klart mål; at finde og arrestere Satan ved at vove dig dybere og dybere ned i Helvede.

Jep, dette spil handler om en lovhåndhæver, der er på vej ned i underverdenen for at finde og arrestere djævlen, og det er virkelig alt, hvad der er at vide om dette spil ud fra et narrativt synspunkt. Selv Steam-siden er brutalt ærlig om denne strømlinede historie, da vi blot får at vide, at vi skal "go to Hell, arrest Satan". Faktisk - og det er en af mine yndlingsdele af Shotgun Cop Man - er der stort set heller ingen dialog, bortset fra når du gennemfører en af de ni hovedniveauer og kommer længere ind i Helvede for kortvarigt at løbe ind i Satan, og helten råber en eller anden form for juridisk trussel, og Satan svarer hver eneste gang med "Fuck you, Shotgun Cop Man", mens han svinger en langfinger mod spilleren. Jeg kunne stoppe her, og det ville stort set være alt, hvad du behøver at vide om Shotgun Cop Man ud fra et narrativt perspektiv.

Men nu til gameplayet. Det er her, DeadToast endnu en gang viser deres evner. Shotgun Cop Man er en simpel oplevelse, og det kan ikke benægtes. Der er ni kapitler at gennemføre, som hver har omkring 17 baner, der skal overvindes, og banerne tager alt mellem 30 sekunder og 2 minutter at gennemføre. På hvert niveau er hovedformålet at nå en slutmarkør, undgå farer, løse mindre miljømæssige gåder og besejre fjender undervejs. Hagen er, at gameplayet er meget hurtigt og typisk ret krævende, hvilket betyder, at der er yderligere mål for at klare i hver bane inden for en tidsgrænse, dræbe alle fjender undervejs, gøre det uden at tage skade og endda gennemføre alle tre på én gang, for at banen kan betragtes som klaret. Det kan virke rudimentært, og det er det på mange måder også, men det er også langt mere udfordrende at gennemføre, end det umiddelbart ser ud til, og det er sådan, spillet får liv og når nye højder. Drivkraften til at blive bedre og mestre mekanikken er det, der gør, at dette spil forbliver så spændende og engagerende hele vejen igennem.

For at holde tingene friske søger DeadToast konstant at udstyre spilleren med nye våben. Du har altid dit trofaste haglgevær ved hånden, fordi bevægelsesmekanikken drejer sig om at bruge dine våben som en måde at skabe opdrift på, f.eks. ved at affyre haglgeværet mod gulvet, så det fungerer som et pseudohop. Det andet våben er det, der kan skiftes ud, og det giver adgang til maskingeværer, miniguns, snigskytterifler og utallige andre måder at sprænge fjender og omgivelser i stumper og stykker på. Våbnene droppes og spawnes tilfældigt, hvilket betyder, at du kan tage en længere tur med kun dit trofaste haglgevær og din basispistol, eller du kan være udstyret med de bedste værktøjer i flere niveauer ad gangen. Det sidste vil være en god idé, for de forskellige fjendetyper bliver flere og flere, efterhånden som spillet skrider frem, og det samme gør de fælder og problemer, du skal undgå, hvilket forvandler det, der engang var en meget grundlæggende og rudimentær spilstruktur, til nærmest en bullet hell-kaosfest, hvor dit stressniveau når sit højeste, mens du forsøger at undgå enhver form for skade.

Det er for det meste en platformudfordring, som spillerne skal overvinde, med side-on-niveauer fyldt med fælder og miljømæssige farer, men der er tidspunkter, hvor bosskampe sniger sig ind i ligningen. Hvert af de ni hovedkapitler har to boss-situationer, den ene er et rum, hvor du er fanget med snesevis af fjender og farer, og den anden er et rum, hvor du faktisk står over for en ny, stærk fjende med nye angreb og evner. Begge dele er hårde, stressende og hurtige, men også nogle af højdepunkterne i Shotgun Cop Man. De har også en tendens til at afspejle hastigheden på de almindelige baner, da du typisk kan skyde dig igennem dem på højst et par minutter, hvilket giver et spil, der kan gennemføres på et par timer (måske det dobbelte for færdiggørere, der søger efter de undvigende 100 %). Den eneste store afvigelse fra dette er Satan selv, som er en meget mere krævende bosskamp, der kan tage 10+ minutter at overvinde, medmindre du er perfekt hele vejen igennem.

DeadToast er en udvikler, der ved, hvordan man gør enkle ting, men meget, meget godt. Shotgun Cop Man er ligesom My Friend Pedro et gennemført underholdende action-platformspil, som ikke kræver meget af din tid, men som alligevel føles ubesværet og sjovt at spille igen. Det dunkende metal-soundtrack og den enkle art direction er en stor fordel for spillet (selv om bullet hell til tider er lidt for meget at følge med i, men hvornår er det ikke tilfældet med bullet hell-spil?), og den måde, det hele tiden formår at opbygge og introducere nye systemer, fælder, fjender og våben på, betyder, at man aldrig keder sig eller bliver træt af formlen. Dette er endnu et fabelagtigt indie-actionspil fra en udvikler, som jeg virkelig ville ønske, vi kunne se spil fra oftere end hvert femte eller sjette år.