I går udsendte udvikleren Rebellion en besked om at de ville afsløre en række nyheder om Sniper Elite-serien, og vi kan nu konstatere at de virkelig har leveret.
Via en række pressemeddelelser sendt til Gamereactor fremgår det, at en række Sniper Elite-projekter er i støbeskeen. Først og fremmest ankommer Sniper Elite V2 i remaster-format, der tilbyder 4K, HDR, samtlige udvidelser og masser af andre visuelle opgraderinger på PC, PlayStation 4, Xbox One og Nintendo Switch senere på året.
Desuden kommer Sniper Elite 3 til Nintendo Switch senere på året, og også dette fås med samtlige udvidelser.
Rebellion har yderligere to projekter i støbeskeen, men de har ikke fortalt synderligt meget om dem. De har dog sagt at det ene er VR-orienteret, og at de vil tale mere om det senere på året.


