SNK var en legende i arkadehallerne, særligt i Japan, tilbage i 90-erne, og sammen med Capcom var de kongerne af 2D-kampspil. Efter årtusindskiftet fik de dog svært ved at følge med, og måtte dreje nøglen om. Igennem Playmores opkøb genopstod de, og har siden forsøgt at vinde sig tilbage i hjerterne hos alle fans af 1-on-1 beat'em ups. De har især kørt hårdt på for at få etableret Fatal Fury-serien igen med Fatal Fury: City of the Wolves fra sidste år, bl.a. igennem fede crossovers med Street Fighter (Street Fighter 6 har fået fanfavoritterne Mai Shiranui og Terry Bogard, og Fatal Fury har fået Chun-Li og Ken Masters), samt nogle mere tvivlsomme og desperate kendisgæster, en DJ og en fodboldspiller (ja, du kan spille som Ronaldo).
Selvom spillet i første omgang ikke fik den ønskede succes, har det dog fået en plads i rotationen hos mange kampspilsentusiaster, og SNK forsætter med at tilføje nyt indhold. Senest har de annonceret at sæson 3 starter d. 23. juli, og den første karakter vi får lov at møde, er Rick Strowd.
Strowd er en bokser der havde sin debut tilbage i 1998 i Real Bout Fatal Fury 2: The Newcomers. Hans stil er en hurtig bokseteknik med fokus på rappe komboer.
Spiller du Fatal Fury, og ser du frem til flere karakterer?
