Snoop Dogg er blevet en institution. Det er efterhånden en halv menneskealder siden den langlemmede rapper bragede gennem lydmuren og fik alle med på hans doggystyle. Dengang var han så street, at der kom socialt boligbyggeri ud, hver gang han åbnede kæften. Sådan er det ikke længere. Snoops musik har i dag taget bagsædet til fordel for hans personlighed. Det drejer sig om, hvad han er som brand, mere end hvad han laver. Sådan er det bare, når man nu engang er født som en af de bedste til det, man gør.
Desværre betyder denne ikonisering oftest, at kreativiteten ebber ud. Hvis man allerede er sikker på, at ens næste cut vil blive hyldet som da shizzle fo’ rizzle, hvorfor så prøve at overgå sig selv? I min ydmyge mening, har Snoop ikke lavet et mesterværk siden debuten. Det faktum (i mine øjne), laver The Blue Carpet Treatment ikke om på. Men det ændrer dog ikke på, at albummet er ganske udmærket. Vi får, hvad vi forventer. Et par enkelt klasse tracks, blandet med usandsynlig meget fyld, som tilsammen bringer spilletiden langt over smertegrænsen. 21 skæringer fyldt med gæsteoptrædener, sprød funk, og så selvfølgelig Snoop Doggs overlegne flow, som gang på gang formår at redde dagen.
Der bydes på produktioner fra alle de varmeste navne. Neptunes, Dr. Dre og Timbaland har alle deres sprøde fingre nede i kagedejen. Men ingen af dem formår at hæve sig over gennemsnittet. Det lugter af, at Snoop har brug for nye legekammerater, men hvem tør byde ind? Og igen, hvorfor prøve noget nyt, når det gamle så mange gange før, har vist sig at være nok? The Blue Carpet Treatment er på gaden på samme tid, som Jay-Z smider sit længe ventede comeback ud til den hungrende pøbel. Det er den gamle garde der vil vise, hvordan lortet skal skæres. Desværre falder den gamle garde i dette tilfælde tilbage til de gamle dyder. Det er svært at skulle forklare et koryfæ, at det måske var på tide, han fornyede sig selv. Det ville jeg ikke desto mindre gerne forklare hr. Dogg, hvis jeg ellers kunne. Jo, The Blue Carpet Treatment er da et ganske godt album, men det lyder som en samling af en masse forskelligt, vi har hørt før, og det er sgu ikke helt godt nok.