De højtstemte spillemænd i Snow Patrol, har nu ramt den frostklare æter med deres femte studiealbum. Et album, der skal følge op på succesen fra forrige år, hvor de røg til tops på alle salgslister, med deres toptunede poprock-album Eyes Open. Med sig havde de nogle svært godt sammensatte singler, såsom You're All I Have, Hands Open og Chasing Cars, der alle indskriver sig i de banale krav, der gør det muligt at nå de bredere flader af befolkningen, og generelt være lige til og ikke for kryptiske at tolke. Det lyder måske simpelt nok, men det er alligevel en balancegang og en svær kunst at opnå netop det, der gør det tilgængeligt for en masse mennesker, uden at tabe højde eller dyrke de højtravende kærlighedsklichéer til døde. Det ser ud til, at Snow Patrol med yderst tilfredsstillende perfektion har ramt netop dette grænsefelt, hvor de slår de simple og lette knuder, men ender op med et udtryk, der er nuanceret og alsidigt nok til, at holde i lang tid.
Derfor skal dette album heller ikke gå usagt hen. Ved første smagsprøve på førstesinglen Take Back The City, fornemmer man hurtigt, at de er lige der, hvor de gerne vil være, og hvor de også befandt sig på Eyes Open. En hurtig antagelse kunne være, at så havde man vel egentligt hørt det før. Det er en delvist fejlagtig anskuelse, der senere på albummet bliver bragt yderligere til skamme, når man mærker intensiteten og Gary Lightbodys vokal vokse ind i en besynderlig spiral, der hele tiden vender tilbage til udgangspunktet, men alligevel udvikler sig og bliver mere end almindeligt tålelig. Det er en udefinerbar egenskab, der kunne tænkes at komme ud af, jah, ingenting. Men det er de små ting, der gør forskellen i Snow Patrols udtryk, og det er også her forandringerne skal findes. På nummeret Please Just Take These Photos From My Hands, som er et typisk eksempel på deres lyd og udtryk, fornemmer man denne forandring, der gradvist afslører sig selv, i takt med at nummeret får sat ordentligt af midt i herligheden, og ender ud med at blive et fantastisk sammensurium af alt det, Snow Patrol kan, og meget mere.
Senere vælter Disaster Button ind over pladen, og sætter et aggressivt offensiv ind overfor den ellers så pussenusse-agtige instrumentering, som Snow Patrol godt kan lide under indimellem. Det er et eksplosivt og kærkomment twist, der blot er med til at understrege, at de kan ramme uden for den gængse ramme, med ganske få virkemidler, og stadig formå at være tro mod deres lyd og image.
Albummet bliver afsluttet i et tredimensionelt nummer, der i alt tager 16 minutter af A Hundred Million Suns. Tre sange, der kobles sammen til én. Et ualmindeligt eksperiment, der lykkes og danner et udsøgt punktum for deres femte album.