Det er blevet juli, det er det altså, og selvom at der findes et lettere spartansk udvalg af større spiludgivelser frem mod udgangen af august, så kan de fleste vist blive enige om at spilbranchen, ligesom alle andre brancher, er gået lidt på sommerferie. Derfor sparker vi også gang i vores sommerkonkurrencer, hvor du kan vinde et par præmier om ugen. Det fungerer på samme måde som vores julekalender - spørgsmål i kommentarfelt der skal besvares - og vi ser frem til at læse jeres besvarelser.
Det eneste vi vil sige på faldrebet, og vi indsætter denne generiske besked i hver af konkurrencerne henover juli, er at vi trækker vindere som noget af det første når Magnus vender tilbage i begyndelsen af august. Vi forsøger derefter at bevæge os langt hurtigere end sidst, og vi beklager igen ventetiden sidste år. Okay, lad os komme i gang.
Denon har i flere omgange imponeret os her på redaktionen, og nu sætter de en lækker, kompakt Home 200-højtaler på højkant fra deres nyeste serie. Med indbygget HEOS kan du streame alt din yndlingsmusik direkte via Wi-Fi, AirPlay 2 eller Bluetooth, og du kan nemt koble den sammen med andre HEOS-enheder for at fylde hele huset (eller terrassen) med ægte sound-atmosfære og lynhurtig touch-betjening på toppen.
Hvilket soundtrack skal fylde dit hjem? Hvis du vinder, hvilken specifik sang eller kunstner skal så have æren af at være det allerførste, der brager ud af din nye Denon Home 200?
