Selvom Sonic Frontiers ser mere langsomt og, ja, nærmest meditativt ud, så betyder det langt fra, at den ikoniske platformhelt har lagt al action på hylden.
Den seneste trailer til spillet fremviser spillets kampsystem, der virker langt mere udpenslet, end hvad der tidligere har været tilfældet for serien.
Ved spillets begyndelse har du adgang til klassiske angreb som Homing Attack, Drop Dash og Stomp, men når du senere møder mere hårdkogte fjender, skal der lidt ekstra til.
I den forbindelse kan du benytte dig af Sonics nye færdighedstræ, der lader dig låse op for yderligere evner såsom zigzag-angrebet Wild Rush og Sonic Boom, der lader dig skyde fjenderne fra sikker afstand.
For at lære nye evner skal du samle "Skill Pieces" ved at besejre fjender, smadre objekter eller spille et fiskeminispil.
