Sonos har i adskillige omgange, ligesom diverse smartphone-producenter, udgivet billigere versioner af deres eksisterende produkter med henblik på at udfolde et bredere line-up, der appellerer til forskellige dele af prisstigen.
Det seneste skud på stammen hedder Era 100 SL, og det er præcis som navnet antyder; en SL-version af den eksisterende Era 100. Det betyder, i brede træk, at du her "bare" køber en Era 100, hvor der mangler mikrofoner, som i den normale højtaler bruges til at anråbe en stemmeassistent, eller til Sonos' Auto Trueplay feature, der netop bruger mikrofonerne til aktivt at kalibrere lydbilledet.
Der er et lille problem, som vi lige så godt kan få af vejen til at starte med. Prisen er lidt mærkelig i det her henseende, for Era 100 SL er ankommet til en introduktionspris på 1499 kroner herhjemme, bare 200 kroner billigere end Era 100's 1699. Du ofrer ikke meget mellem de to modeller her, men omvendt er den ikke meget billigere. Faktisk er de her 200 kroner, 13%, så lidt, at man lige så godt kunne sige; "hvorfor ikke tage mikrofonerne med - du ved jo ikke om du vil bruge dem hen ad vejen?"

Når det så er sagt, så er Era 100 SL billigere, og hvor meget den her 13%'s besparelse betyder, må et eller andet sted være op til den enkelte. Det gode er jo så bare, at hvis du ved at mikrofonerne ikke interesserer dig, så er det en let købsbeslutning.
Den her højtaler er nemlig, stadig, genial. Opsætningen består af tre Klasse-D forstærkere, to vinklede diskantenheder og en mid-woofer, der er 25% større end den gamle Sonos One. Disse er pakket ind i det samme perforerede gitter i enten matsort eller hvid, og de ser begge classy ud. Den vejer 2 kilo, står relativt lille med 18 centimeter i højden, og vil uden tvivl passe ind stort set alle steder. Der er WIFI 6, Bluetooth 5 og AirPlay 2-understøttelse, og naturligvis er selve placeringen i Sonos' velfungerende app-økosystem totalt selskrevet.
Alt fra afspilningskvaliteten til pålidelighed, og funktionaliteten gennem appen er imponerende, og kommer udelukkende fra Sonos' stædighed - at stå på at holde højtalerne indenfor deres eget software-økosystem har båret frugt, og at bruge Sonos-appen er i dag decideret glimrende.

Det er dog rart at se Bluetooth-opkobling her, og understøttelse af eksempelvis Spotify Connect eller bare AirPlay, der gør Era 100 SL øjeblikkeligt tilgængelig. Førnævnte pålidelighed er dog det store trækplaster. WIFI-højtalere har det med at være... ja, "flimsy". Pludselig virker de ikke, eller pludselig reagerer de bare ikke i det øjeblik hvor man virkelig har brug for det. Men sådan er det ikke her - Sonos virker bare altid i min optik, og det er penge værd.
Era 100 SL er lidt fanget mellem to stole. Måske burde Sonos have fjernet nogle features, så de kunne tilbyde en højtaler til 1000 kroner, for besparelsen på bare 200 kroner synes lettere minimal. Men omvendt er det her virkelig en genial lille højtaler, og vi har ikke manglet mikrofonerne i testvinduet.