I 2008 udkom Sons & Daughters' sidste plade, This Gift, fik en pæn modtagelse af anmelderne, men kom et lille stykke vej op ad den engelske hitliste. Det var en vellydende og helstøbt hyldest til de gamle rockdyder, pakket ind i en glimrende produktion fra den gamle Suede-guitarist Bernard Butler. Efter tre års pause rører bandet på sig igen med Mirror Mirror, hvor stilen er blevet skiftet ud med mere minimalistisk indierock.
Mirror Mirror er en samling minimalistiske rocksange, der bliver ført an af Silver Spell, som mere eller mindre består af et trommebeat med sang over. Stilen på pladen er meget minimalistisk, og sjældent består musikdelen ikke af meget mere end to instrumenter, udover sangen. De to forsangere, Adele Bethel og Scott Paterson, gør deres bedste for at lyde mystiske og unikke, men det lykkes bare aldrig rigtig. De fleste steder ender de bare med at lyde fjollede og påtagede.
Jeg ved ikke helt om tanken med Mirror Mirror har været at markedsføre Sons & Daughters som en mindre poppet, mere indie-orienteret udgave af The Ting Tings, men uanset hvad, er det ikke gået særlig godt. Der er nogle enkelte steder, hvor bandet rammer nogle gode momenter, men i langt de fleste tilfælde er det bare kedeligt og intetsigende. Et positivt øjeblik er The Model, der rammer nogle gode takter, men som falder igennem på en kedelig, småirriterende melodi.
De ting, som Sons & Daughters gør skidt, gør de virkelig skidt, og de ting de gør godt, har andre gjort bedre. Og så er der altså temmelig lang vej hjem. Det var nok meningen, at Sons & Daughters skulle være mystiske, dystre og indiesmarte, men de virker mere selvfede, påtagede og træls, som vi siger i Jylland. Det er ærligt talt ret belastende at høre på. Det er ærgerligt, for hvis man ser på bandets tidligere udgivelser, virker de til at have meget mere at byde på.