Sony befinder sig i en lidt mærkværdig situation på markedet. Hvor imod de fleste kan blive enige om at OLED-panelerne fra LG leverer vidunderlig billedkvalitet, og at Sonys videreudvikling af lyd ved at bruge hele det fysiske panel som ræsonnerende højtaler er genial, så er flagskibene dyre, og de står som regel uden for hovedkampen, der oftest beskrives som værende imellem LG og Samsung.
Samtidig har Sony sin faste fanskare, der ikke kan forestille sig noget andet end at have et Bravia. Så hvilken vej er vejen frem? Sonys seneste Master Series-fjernsyn giver os det enkle svar - Sony Bravia AG9 holder fast i alt det som serien har konstrueret indtil nu, og skruer op for varmen der hvor det er muligt. Med andre ord er AG9, ligesom andre Master Series-fjernsyn, markedsført til kenderne, til dem der ønsker at komme så tæt på hvad skaberne bag billederne der glider gnidningsfrit henover skærmen ønsker, og som betaler det det koster for at nå dertil.
Men først en lille "disclaimer". AG9 erstattede AF9 som Sonys nyeste flagskib efter bare seks måneder, og anmelder og tech-ekspert Vincent Teoh også påpeger, så betyder det efter al sandsynlighed at modellerne er udviklet samtidig. Dette har Sony sidenhen bekræftet. Forskellen imellem de to er omtrent 4000 kroner igennem Pricerunner, men er anslået fra Sonys til begge at hænge omkring de 25.000 for 55 tommer modellen. Nu ved du det i hvert fald.
Lad os starte med de fysiske dimensioner. Det er nemlig igennem det fysiske design at størstedelen af forskellene imellem disse to nærtliggende generationer kan ses. Præcis som sin forgænger er Sony Bravia AG9 et fjernsyn der sidder utroligt lavt, som i nærmest ikke en millimeter imellem panelets kant og overfladen det står på - dog står det denne gang vertikalt opad, i stedet for at "læne" sig op af den kickstand, som sidste års model benyttede. Det er så sandelig ikke en visuel identitet der vil behage alle, og ved sidde så lavt så er den umiddelbare fordel at fjernsynet nærmest svæver. For den mere skeptiske forbruger kan det dog også ligne, at man har glemt at sætte stander på, og at panelet egentlig bare står op ad væggen bagved. Dog er den tunge jernstander tung og af skyhøj kvalitet, og den tilbyder faktisk indbygget kabelhåndtering via et tilhørende plastikpanel.
Selve panelet er dog smukt at betage fra et fysisk standpunkt med helt tynde skærmkanter hele vejen rundt på 8 millimeter. Omme bag på er vi endnu ikke sluppet af med plastikomslaget der huser al den vigtige elektronik, men Sony har gjort den så anonym som det er set muligt. Der er ingen ekstern kabelboks som ovre hos Samsung, men de forbindelser du bruger befinder sig i venstre side, og består blandt andet af to højtalerstik, så man direkte kan bruge fjernsynet som centerhøjtaler i et mere traditionelt set-up. Det kan vi kun bifalde, og er med til at slå fast, at her er der tale om en model for entusiasten. Desværre er det ikke helt blevet tid for HDMI 2.1-standarden at blive implementeret, og vi har også her at gøre med HDMI 2.0b-porte med HDCP. Der er dog Enhanced Audio Return Channel, som officielt er en feature implementeret med 2.1-standarden, men udover det skal vi fortsat vente.
Desuden er fjernbetjeningen blevet ændret en smule, og har ikke længere noget tykt, usexet sort 80'er design, men er snarere et moderne udtryk og er blevet ren at se på. Funktionel er den desuden også, med responsive knapper, en flot metalfinish og en mere ergonomisk form.
Klagepunkter fra tidligere Master Series-fjernsyn er desuden også blevet adresseret, dog er det ikke udelukkende Sonys fortjeneste. Det rene Android-styresystem, der for få år siden var en lille smule haltende i forhold til hvor responsiv brugerfladen var, samt hvilke features der egentlig virkede, er blevet forbedret med tiden. Der er Google Assistant-knap der faktisk virker glimrende, indbygget Chromecast og mulighed for at forvandle hele fjernsynet til én stor Google Home, der automatisk tænder når du beder om det. 8.0 Oreo er en del bedre end tidligere, men det lille halve sekunds input lag der fortsat er bør forsvinde.
Før vi så taler billede, så lad os kort tale lyd. Som sagt benytter AG9 den samme Acoustic Surface-teknologi som tidligere modeller i samme serie, og ideen er sådan set at placere en 2.2-konfiguration bestående af to 20 watt aktuatorer, to 10 watt subwoofere, der forvandler hele skærmen til én membran. De skarpeste læsere vil påpege at det gamle AF9 faktisk havde en 3.3-konfiguration med to ekstra aktuatorer i midten, men Sony siger faktisk at de kan skabe mindre støj og en mere klar lyd med en mindre opsætning, og så gør det også bagpanelet slankere, så du kan hænge det tættere op af væggen. Pointen er at lyden ganske enkelt er fantastisk, og selvom vi aldrig ville påstå at Acoustic Surface slår et gedigent højtaler set-up, så befinder AG9 sig i et helt andet univers end de konkkurrende modellers indbyggede højtalere.
Masters Serien handler dog lige så meget om suveræn billedkvalitet som Acoustic Surface, og her er Sony faktisk ret godt stillet. Pointen er, som sagt, at komme så tæt på det billede som indholdets skaber ønsker. De kalibrerer fjernsynet fra fabrikken ved brug af CalMAN, og ved at bruge Custom-profilen (som adskillige andre medier anbefalede os at gøre) kan man komme uhyggeligt tæt på noget nær perfekt farvegengivelse. Vi målte 94% DCI-P3, og en generel peak brightness på omkring 720 NITS, dog har visse andre tests placeret panelet på en peak af omkring 850 NITS. Takket være OLED-panelet fra LG er der desuden ganske smukke og dybe sortniveauer, og takket være kalibreringen har Sony formået at fjerne noget af den billedstøj der opstår i de dele af farvespektrummet der sidder lige før en egentlig slukning af den enkelte pixel. Det giver mere kontrast og mere præcision. HDR10, HLG og Dolby Vision er desuden en del af pakke, men ikke HDR10+. Til sidst er det desuden værd igen at notere at MotionFlow-systemet, som behandler videobevægelse simpelthen er markedets bedste løsning. Det er ikke altid at disse ekstra teknologier kan forbedre oplevelsen, men eksempelvis i spil er det ret så lækkert. Gråtoner er virkeligt godt gengivet, og vi oplevede væsentligt mindre farve-ringe ved materiale der blev opskaleret fra sub-1080p materiale.
Det er svært ikke at kigge på Sony Bravia AG9 og ikke være ret imponeret over hvilken vej Sony har valgt at gå med deres Master Series-modeller. Nej, Acoustic Surface er ikke for alle, særligt ikke hvis man bruger soundbar, men nu hvor det er muligt at benytte fjernsynet som centerhøjtaler er brugbarheden pludselig en helt anden. Samtidig betyder kalibreringen at billedet uden tvivl at blandt de flotteste på markedet, hvis ikke det flotteste. Du betaler også for det. Ret meget også. Men det er også (næsten) vores yndlings OLED på markedet. Dog går vi snart i gang med vores test af LG C9, så det bliver ganske spændende. Indtil da fortjener Sony et alvorligt skulderklap.