Sony lancerer PS5-udlejning i England
Det gør det lettere for nogle at få fat i en konsol, men er forbrugere virkelig interesserede i at leje?
Sony har sammen med leasingselskabet Raylo lanceret en ny ordning i Storbritannien, hvor gamere kan leje en Playstation 5, med den billigste model tilgængelig for lige under ti pund om måneden - hvis man binder sig til en 36-måneders kontrakt.
Udover selve konsollen er andet Playstation-hardware også tilgængeligt, lige fra ekstra controllere til VR-headset, men i modsætning til afbetalingsordninger er dette et rent leasing-arrangement. Det betyder med andre ord, at når kontrakten udløber, ejer spilleren ikke konsollen, men skal returnere den eller fortsætte med at betale månedligt. Ikke ligefrem en særlig smart løsning for den langsigtede gamer.
Men for dem, der bare vil stikke tæerne i økosystemet og spille et spil i ny og næ, kan det meget vel være en fornuftig løsning. Samtidig er det også en indikation på, hvordan konsoller, der førhen var noget, de fleste havde råd til, i højere grad er ved at blive et luksusprodukt.
Tilbuddet er i øjeblikket begrænset til Storbritannien, men Sony har testet lignende ordninger på andre markeder før. Måske er det en forsmag på, hvad fremtiden bringer?
Kan du se denne type udlejningskoncept blive populært for hardware?

