Sony har pt. 46 forskellige hovedtelefoner I deres over-ear-program, og 27 in-ear-produkter. Det er voldsomt mange, især for et firma der faktisk laver alt muligt andet også.
Det kan måske forklare hvorfor at denne anmeldelse er nødt til at påpege det tvivlsomme i det marketingsmateriale/produktbeskrivelse der findes på Sony's hjemmeside, og som umiddelbart er skrevet af en amerikansk PR-mand, og i Danmark blevet oversat af praktikanten Frode, der endnu ikke har lært at bruge Google Translate.
For den nette sum af 1.525,- får man XB950BT EXTRA BASS Bluetooth®-hovedtelefoner med Beat Response Control og Elextro Bass Booster.
Electro Bass Booster er ikke rigtigt defineret, men ud fra teksten at dømme, er det Sony's marketingssprog for at man har en DSP-chip indbygget, der kan hæve basniveauet. I hvilket frekvensområde eller med hvor mange dB, eller anden relevant information findes dog ikke.
Beat Response Control defineres heller ikke rigtigt, men er muligvis det der beskrives med volapyksætningen;
"Styring af rytmerespons anvender formede luftkanaler for ren og forvrænget bas. Disse ventilationskanaler optimerer den lavfrekvente luftstrøm, så dybe rytmer gengives præcist."
Hvis vi ser bort fra, at første halvdel ingen mening giver, så er "ren" og "forvrænget" i audiosammenhæng hinandens modsætninger, ventilationskanaler er noget man har i et hus, men hvad der muligvis menes er, at man har forsøgt sig med en basreflekskonstruktion som det kendes fra mange stuehøjttalere. Dette har dog intet at gøre med om bassen er præcis eller ej. Traditionelt set er hovedtelefoner enten lavet helt åbne eller helt lukkede, så ideen med at lave en art basreflekskabinettet i forbindelse med hovedtelefoner er ikke dum.
Driveren er en "stor, kraftfuld" 40mm-driver. Hvis vi ser bort fra at selve driveren ikke kan afgive effekt, og dermed ikke være kraftfuld, så burde Sony måske kigge lidt på både egne og konkurrenternes produkter, for 40mm har været standard i mindst et årti, og flere er gået over til 50mm-enheder i stedet. Den beskrives også som "højenergisk", hvilket ikke giver så meget mening, og den er åbenbart ansvarlig for en "afbalancerer effekt" hvilket igen må påpeges er fuldemandssnak uden mening.
MDR-.XB950BT byder også på et "udvidet frekvensområde", altså hvis de er tilsluttet kabler, fra 3Hz-28kHz. Der er dog ikke opgivet niveau, referencelydtryk eller gengivet en frekvenskurve, og heller ikke oplyst hvad det er udvidet i forhold til, så oplysningen må siges at være ret tom og ligegyldig.
Der bydes også på en stemmespole i iltfri kobber, men vi ved ikke hvad en stemmespole er, men mon ikke det er det engelske udtryk for svingspole, voice coil, der er blevet fejloversat. Svingspolens effekthåndtering, altså hvor mange watt man kan hælde i den, er her 1.5 watt, men den har dog intet med basgengivelsen at gøre.
Der er også "X-bass for klublignende lyd". Dette er dog ikke defineret nærmere, men lyd på diskoteker og lignende er typisk karakteriseret ved at være hævet voldsomt i frekvensområdet 60-90Hz, der giver den velkendte dunkefornemmelse i brystkassen. Umiddelbart er det dog lidt mere end bare 60-90Hz der er blevet øget, og også en del mere end bare de 6-9dB man kender fra diskotekerne.
Det er umiddelbart ikke beskrevet særlig præcist, men selve ørekopperne er skumbeklædte med kunstskind, og det er meget behageligt, og samme materiale findes også i toppen af metalbøjlen. På trods af en relativt høj vægt er de dog ganske komfortable, og der kommer ikke megen lyd ud, så det er meget stille for omgivelserne.
Tilslutningen er nem, for der er både NFC og Bluetooth, og begge dele virker nemt og problemfrit. Batteriet er opgivet til 20 timer, og det passer meget godt, men der ryger procenter når man vælger at kører med Bass Boost slået til. Herudover er der naturligvis også en kablet forbindelse.
Selve hovedtelefonen er faktisk ganske fornuftigt lavet, der er en metalhovedbøjle, og en metalramme om selve hovedkopperne der dog er i plast. Det hele kan betjenes fornuftigt fra højre ørekop, og her kan der samtidig reguleres volumen og skiftes nummer.
Lyden uden BassBoost
Lindemanns "Cowboy" mangler en del nuanceringer i toppen. Bækkengengivelsen er næsten væk, men til gengæld er der hørbar efterklang på lilletrommeanslagene. Fylden og detaljen i stemmen er ligeledes forsvundet, til gengæld er den væsentligt mere grov og upoleret, og det samme er guitaren hvor strengene ikke længere lyder af metal, og hvor man ikke kan differentiere det ene anslag fra det andet. Man kan lige ane lilletrommeanslagene mens at stortrommen er et stort mudderskred. Når stortrommen får lov at stå alene er der dog noget dynamik og transientgengivelse at spore, men næppe noget der vil få den kritiske lytter til at klappe i hænderne.
Amy Whinehouse-klassikeren "Back to Black" har en meget dæmpet og lukket diskant, til gengæld er der en masse bas der overdøver det meste af nedre mellemtone, og de små bækken- og klokkeanslag findes reelt ikke. Hendes stemme kæmper desperat for at komme til overfladen hvor den ligger og afventer en grim kompressionsdruknedød.
Dire Straits' "Sultans of Swing" løfter lidt, og her kan man faktisk høre bækkenslag, men bassen er desværre ekstremt ulden, og mange tam- og guitar-anslag er forsvundet fra gengivelsen, kombineret med en Mark Knopfler der åbenbart er på bunden af en tønde.
Infected Muhsroom's "Albibeno" er noget lukket i toppen. Bassen er massiv, men dog lige blød nok, og en del af effekterne i mellemtonen måtte gerne have været mere tydelige.
Lyd med BassBoost
Lindemanns "Cowboy" er et stort inferno af ensartet monoton bas uden nogen form for differentiering eller nuancering, og så runger det af pommeren til. Man kan lige præcis høre hvad der bliver sunget, og så ikke mere da, Lindemann's stemme er så dyb, at den går i et med den oppustede bas. Mellemtonen er for længst druknet, og guitaren høres reelt ikke.
Amy Whinehouse "Back to Black" nyder her ikke godt af boosted, tværtimod flyder stortromme og bas sammen til en stor unuanceret sovs, og halvdelen af Amy Whinehouse' stemme mangler, ligesom de øvrige instrumenter.
Dire Straits' Sultans of Swing lyder nu som var det spillet igennem en transistorradio med dårlig subwoofer. Bassen er altoverdøvende, komprimeret, og tonerne fra stort set alt andet får kun få toners levetid hvis det ikke volumenmæssigt er væsentligt højere end alt andet.
Infected Mushrooms' Albibeno har ikke så meget andet end rungende bas, den er til gengæld meget ensformig og drukner alt på sin vej.
Bare fordi at der er meget af noget, er det ikke ensbetydende med kvalitet, og det er MDRXB950BT desværre et glimrende eksempel på. Prisen er meget høj når man tager lydgengivelsen i betragtning, og det trækker desværre yderligere ned. Hovedtelefonerne er godt bygget og komfortable, og det trækker op, men det nytter bare ikke når det primære, lyden, er prioriteret sidst.
