En ransomware-gruppe har angiveligt brudt igennem Sonys sikkerhedssytemer og kompromitteret "alle systemer" i virksomheden. Selvom det endnu ikke er blevet bekræftet, rapporterer cybersecurityconnect.com, at den cyberkriminelle gruppe på deres hjemmeside påstår, at de vil sætte de kompromitterede data til salg.
Hackerne har som bevis delt skærmbilleder, der bekræfter angrebet den 28. september, selvom billederne ikke afslører nogen oplysninger, der kan påvirke virksomheden direkte. De ønsker dog at sætte mere end 6.000 filer til salg, som kan være blevet hentet ulovligt fra Sonys servere. Disse omfatter systemlogfiler, Java-ressourcer og HTML-filer.
I øjeblikket har de ikke sat en pris på nogen af delene, men de har dog efterladt flere kontaktlinjer til potentielle købere af de stjålne oplysninger.
Tilbage i 2011 blev Sony udsat for et andet stort hackerangreb, hvor mere end 77 millioner brugerkonti og personlige data og bankdata blev kompromitteret, hvilket førte til en nedlukning af PlayStation Network i tre uger. Denne gang er Sony ikke kommet med en officiel udtalelse, der bekræfter angrebet, men vi vil fortsætte med at overvåge situationens udvikling og melder straks ud, hvis der er noget i denne uheldige sag, der kan påvirke forbrugerne.