South Park: Snow Day

Byen South Park er endnu engang i kaos i Snow Day, den seneste spilfortolkning af den animerede serie, udviklet af Question Games. Snow Day afviger fra de mere traditionelle RPG-rødder fra forgængerne Stick of Truth og The Fractured but Whole og er en roguelike brawler, der kan spilles med op til fire spillere. Det er også bemærkelsesværdigt, fordi det er det første 3D South Park-spil, der er blevet udgivet i de sidste to årtier.

Snow Day fortsætter direkte efter begivenhederne i de to foregående South Park-rollespil. Her har en voldsom snestorm opslugt byen, hvilket har lukket skolen og fået indbyggerne til at købe toiletpapir i vildskab. Da skolen er aflyst, vender drengene tilbage til deres Dungeon and Dragons-inspirerede narrestreger, men de er tvunget til at spille endnu et fantasy-spil, efter at den nye unge i byen (spilleren) bestemmer. Historien tager en back-to-basics-tilgang med fokus på børnenes fantasier og ikke politisk satire. Det betyder samtidig at det hele er meget sikrere, bare lige så du ved det.

Selvom jeg var helt vild med den måde, hvorpå udviklerne blandede seriens visuelle udtryk med Snow Days 3D-præsentation, syntes jeg, at historien føltes temmelig tynd og uinspireret. Cutscenes er minimale under historiens kapitler, og tingene tager en utrolig forudsigelig drejning i den sidste halvdel, som ikke føltes smart eller sjov. Det er endda noget, som spillet selv gør grin med, når man låser op for et Trophy/Achievement, der hedder "Inevitable Betrayal". South Park har altid skulle gå på skillelinjen mellem sønderrivende parodi og selv at finde på innovative plot devices, men her er balancen helt skæv. Men måske værst af alt? Det hele er kedeligt at høre på, og spillet mangler al den edgy humor der fik særligt Fractured but Whole til at skinne.

Når det er sagt, selvom historien er ret svag, var der et par øjeblikke, der fik mig til at trække på smilebåndet som en stor fan af serien. Øjeblikke som Stans far Randy, der bakker ham op i hans kamp for at forsvare sin forsyning af toiletpapir, eller drengene, der genopfinder spillets regler undervejs, var hylende morsomme, men disse øjeblikke var få og langt imellem.

Som tidligere nævnt er Snow Day et co-op baseret brawler-spil, der kan spilles med op til fire spillere. Heldigvis for dem, der spiller alene, er AI'en ret kompetent, når den kæmper ved din side og hjælper dig med at komme dig efter at være faldet i kamp. Der er også mulighed for at slutte sig til tilfældige spillere (eller randos) i online co-op, men mærkeligt nok er lokal co-op ikke tilgængelig, hvilket føles som en virkelig forpasset mulighed, da det er vigtigt at spille som en gruppe.

Når det kommer til kamp, får du et nærkampsvåben, et distancevåben og to specielle kræfter, der kan bruges, når dit Pissed Off-meter er fuldt. Disse kræfter indeholder mange sjove referencer til serien og giver spillerne både defensive og offensive fordele. Cheesing-kraften får for eksempel fjender til midlertidigt at vende sig mod hinanden, og Fart Escape kan bruges, så du kan flyve i sikkerhed, hvis det bliver for meget.

Snow Day adskiller sig fra typiske brawlers ved hjælp af et kortbaseret system, der giver en følelse af variation. I løbet af den givne bane får du tilbudt kort, der kan forbedre styrken af dine angreb og særlige evner, og de kan opgraderes ved hjælp af toiletpapir, som du får. Der er også særlige Bullshit-kort, som giver dig og din modstander særlige begrænsede kræfter, men de kan kun bruges en håndfuld gange. Mine foretrukne Bullshit-kort var dem, der gav mig mulighed for at skyde lasere ud af øjnene, og et andet, der forvandlede mig til en kæmpe.

Der er nogle interessante ideer med den kortbaserede mekanik, men generelt synes jeg, at kampene var en kedelig omgang. Du bruger det meste af tiden på at hakke og snitte dig vej gennem den samme gruppe førsteklasseselever ved at trykke på firkant-knappen igen og igen. Du optjener ikke XP ved at slå bølger af fjender, og de dropper ikke noget som nye våben eller Perks, der kan udstyres, så det gentagne arbejde med at banke dem i hovedet føles aldrig tilfredsstillende.

Spillet gør også meget lidt for at variere handlingen i løbet af den ynkeligt korte kampagne med fem kapitler. Størstedelen af spillet går med at gå fra det ene område til det næste og rydde bølger af respawnende fjender af vejen, indtil du endelig kan komme videre. Snow Day forsøger af og til at krydre oplevelse med, at du skal forsvare et bestemt område under et bagholdsangreb eller samle et tilfældigt udvalg af genstande, men det er desværre sjældne begivenheder.

Da skaberne Matt og Trey tog tøjlerne på projekter som Stick of Truth og The Fractured but Whole, så det ud til, at den mørke tid for South Park-spil var bag os, men desværre markerer Snow Day et betydeligt skridt tilbage for serien. Historien på fem kapitler føles meget længere, end den burde, på grund af det uinspirerede manuskript og det kedelige og repetitive gameplay. Med dette i tankerne gør det spillet til en svær anbefaling for selv de mest hardcore fans.