Speaker Bite Me har aldrig været for alle og enhver. Dertil er den synlige glæde for Sonic Youths skæve klangflader og genstridige påfund for stor. Hvad Speaker Bite Me til gengæld altid har været garant for, er et interessant lydbillede som giver meget igen hvis du bare gider investere din dyrt opsparede ti på det. Sådan er det også med "Action Painting", et album der har været længe undervejs, hvilket blandt andet skyldes forskellige medlemmers soloprojekter.
Signe Høirup Wille Jørgensen er måske i dag mere synonym med alteregoet Jomi Massage end med sig selv, men her er hun i hvert fald som hun er, under eget navn og med gamle legekammerater. Albummet vil meget og gør meget ud af det, men de steder det virker bedst, er alligevel når bandet tillader sig at være så tilnærmelsesvis tilnærmelige, at det ikke kun er intellektet, men også hangen til det mere eller mindre lettere fordøjelige der tilfredsstilles. "Bongo Bizarre" er i sin sfæriske dansen om sig selv, en af den slags sange som kiler sig ind i hjertekulen på mig, uden at ville give slip igen. Samme højder når også singleforløberen "Teach Me Tiger". Der er meget opstemt pathos omkring de to vokalers legen med hinanden, og det lette elektroniske islæt klæder dette nærmest syng-med-bare(!) nummer.
Action Painting sætter sig på sin vis et ret godt sted mellem det umiddelbare og svært tilgængelige. Det er en smagssag hvor meget besvær man vil have med at skulle lytte sig ind på albums, men her er der i hvert fald et som viser sig besværet værd. Oveni købet bliver heller ikke de "lette" numre dårligere med tiden, de flytter sig bare endnu nærmere øret. Bredt appellerende bliver Speaker Bite Me nok aldrig, men med dette "comeback", burde de i hvert fald stadig kunne holde på den faste fanskare, og så forhåbentlig lure et par stykker til ind i folden.