Skip to main content
Hardware

Speedlink Descano Ergonomic Vertical Mouse

Selvom computermusen er populær, er den også et ergonomisk mareridt. Det prøver såkaldte vertikale mus som Descano at lave om på.
Rasmus Lund-Hansen 27 juli 2016

Selvom musen altid er noget af det første, der bliver fremhævet når det selverklærede PC-herrefolk skal forklare hvorfor deres foretrukne platform er bedre end konsolbøndernes ditto, så er musen også et af de mest udskældte stykker hardware i hele verden.

For nok er den lille gnaver smart og præcis, men den har bogstaveligt talt også ført mere smerte og lidelse med sig end noget andet stykke computergrej. Seneskedehindebetændelse og tennisalbue er nogle af de mest hyppige følgesygdomme, der hører til hyppig musebrug, og det er heller ikke uhørt med nerveskade og nedsat førlighed i armen.

Musen er en dræber.

Det svinger dog meget fra individ til individ, hvad man oplever af smerter og skader efter lang tids musebrug. Jeg har selv været musebruger i mere end 25 år, og har aldrig oplevet nogen problemer. Men andre har ikke været så heldige.

Af samme grund har der foregået en nogenlunde konstant jagt på bedre alternativer til den klassiske mus. Trackpads, trackballs, rollermouse, alternativer er der mange af. I den senere tid er der kommet et nyt forsøg på bedre ergonomi på banen i form af den vertikale mus.

Konceptet går i al sin enkelthed ud på at musen er væsentligt højere end normalt, og at alle knapperne sidder på siden frem for ryggen af musen. Det skulle give en langt mere naturlig arbejdstilling for armen og hånden, da man ikke drejer håndleddet når så meget.

Netop sådan en mus er Descano fra Speedlink, som jeg har brugt dagligt i omkring en måned nu. Den er som mus er flest: højre og venstre museknap, hjul, to knapper til tommelfingeren og en knap til at justere musens følsomhed.

Som de fleste andre Speedlink-produkter er den billig (vi har set den til 277,- online), men imponerer alligevel med god byggekvalitet og indmad. På intet tidspunkt i den tid, jeg har brugt musen, har jeg følt at jeg sad med et discountprodukt. Den ligger godt i hånden og tracker fornemt.

Den har dog krævet noget tilvænning. I starten kunne jeg ikke helt få placeret fingrene ordentligt i forhold til dens pasform, hvilket blandt andet betød at jeg tit trak min lillefinger henover underlaget. Men med tiden har jeg fundet en fingerstilling, der passer til Descanos form, og siden da har jeg ingen anmærkninger haft.

Om Descano er et ergonomi-mirakel skal jeg ikke kunne sige. Som sagt har jeg aldrig oplevet problemer med smerter i hverken håndled eller arm i forbindelse med musebrug, og det har Descano ikke lavet om på. Min oplevelse med musen, rent ergonomisk, har hverken været bedre eller dårligere end med de Razer og Steelseries-mus jeg har brugt derhjemme.

Men hvis tanken om en vertikal mus tiltaler en, så er Descano heldigvis så billig at den for manges vedkommende falder inden for impulskøb-rammerne. Og efter en måneds brug har jeg ikke følt det store behov for at vende tilbage til den mus, jeg brugte på arbejdet før.

Så selv om jeg måske ikke har et festfyrværkeri af superlativer at hælde ud over Speedlink Descano, så er det i høj grad en mus, der er god nok. Og til prisen er det rigeligt.

Fuld profil 10.089 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.