Er du stor spilentusiast, så kunne det godt blive et problem at balancere din hobby og dit socialliv i næste måned. Oktober er spækket med spændende udgivelser inden for alle mulige genrer, herunder horrorspil, racere, platformere, strategispil og meget mere. Der er simpelthen noget for enhver smag, og for at forberede dig på årets største spilmåned, kommer vi her med et overblik over oktoberspil, du bør have på din radar.
Assassin's Creed Mirage (PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series) - 5. oktober
Assassin's Creed-spillene er blevet større og større med årene, men Assassin's Creed Mirage hopper ikke med på den bølge. I stedet søger det nyeste spil i serien inspiration i fortiden og vil fokusere på de stealth- og parkourelementer, der gjorde Assassin's Creed berømt i første omgang. Alt imens historien handler om Valhallas Basim, og hvordan han gik fra at være en ussel gadetyv til en mestersnigmorder.
Detective Pikachu Returns (Switch) - 6. oktober
Da vi ikke får et nyt mainline Pokémon-spil i år, har Nintendo og The Pokémon Company i stedet valgt at genoplive Detective Pikachu-serien med et nyt spil. Denne opfølger bringer den vittige, hårdkogte og kaffedrikkende superdetektiv af en elektrisk mus tilbage i rampelyset og giver den til opgave at opklare en række besynderlige hændelser, der finder sted i hele Ryme City.
NHL 24 (PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series) - 6. oktober
Ligesom vi kan regne med, at bladene falder af træerne hvert efterår, kan vi også regne med, at EA udgiver et nyt NHL-spil. I år introducer NHL 24 en helt ny gameplay-oplevelse, der har til hensigt at give spillerne uovertruffen kontrol over deres spillere, alt sammen ved hjælp af Exhaust Engine. Ydermere har EA lagt flere kræfter i grafik og præsentation, og de introducerer endda også et par spritnye game modes.
Forza Motorsport (PC, Xbox Series) - 10. oktober
Det er blevet forsinket et par gange, men nu er Turn 10 endelig klar til at lægge det nyeste spil i deres racersimulationsserie i hænderne på fans. Forza Motorsport tilbyder en ekstremt detaljeret og dyb simuleret oplevelse for racerelskere. Spillet vil indeholde over 500 biler, 800 præstationsopgraderinger og 20 fuldstændigt ombyggede baner fra virkelige steder hele verden over. Turn 10 er gået all in på indlevelse, så racerfans bør bestemt ikke gå glip af dette spil.
Total War: Pharaoh (PC) - 11. oktober
Creative Assembly er tilbage og klar til at tage spillerne med på en rejse langt tilbage i fortiden. Total War: Pharaoh foregår i det gamle Egypten, hvor spillere skal styre en række ledere og generaler, mens de forsøger at forene og tage kontrol over det store ørkenrige. Farlige vejrsystemer at overleve, masser af fraktioner at møde og kæmpe mod, enorme landområder at erobre og meget mere - Total War: Pharaoh er et spil, der bør være på radaren for alle, der elsker strategispil.
Lords of the Fallen (PC, PS5, Xbox Series) - 13. oktober
Hvis du genkender navnet på dette spil, er det sikkert, fordi du har set det før, og ikke så længe siden igen. Hexworks genstarter Lords of the Fallen-serien med dette nye spil, der har samme titel som spillet, der startede serien tilbage i 2014. Spillet er et udfordrende Souls-lignende action-RPG, hvor spillere skal kæmpe mod grusomme monstre i to forskellige dimensioner, alt sammen i et forsøg på at overstyrte den magtfulde og hensynsløse dæmongud, Adyr.
Sonic Superstars (PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series, Switch) - 17. oktober
Mens det blå pindsvin sprang ind i en åben 3D-verden i sidste års store Sonic-spil, så vender maskotten og hans venner dette år tilbage til deres 2D-rødder. Sonic Superstars er en platformer, der er lidt anderledes end tidligere Sonic 2D-spil, eftersom dette spil handler om at samarbejde og navigere helt nye miljøer for at stoppe Dr. Eggman og andre skurke fra at forvandle øens dyr til Badniks.
Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged (PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series, Switch) - 19. oktober
Det tog ikke Milestone lang tid at give grønt lys til en efterfølger til Hot Wheels Unleashed, og i næste måned ankommer den. Efterfølgeren bringer de karakteristiske arkade-racermekanikker, der gjorde det originale spil så underholdende, tilbage. Men spillet er større og dristigere end forgængeren og tilføjer nye hop og laterale dash-manøvre samt et hav af nye køretøjer at bygge og suse gennem baner med.
Marvel's Spider-Man 2 (PS5) - 20. oktober
Marvel's Spider-Man 2 er sandsynligvis månedens mest ventede spil og bringer den spindelvævssvingende duo Peter Parker og Miles Morales tilbage i en større og mere kaotisk efterfølger. Spillet er designet specifikt til PlayStation 5 og tilføjer nye skurke at møde, mere af New York City at udforske, og flere kræfter og evner at eksperimentere med. Insomniacs efterfølger har uden tvivl kæmpe potentiale og bliver næsten med garanti et af månedens bedste spil.
Super Mario Bros. Wonder (Switch) - 20. oktober
For at stikke en kæp i hjulet på Sony og Insomniacs planer for Marvel's Spider-Man 2, udgiver Nintendo Super Mario Bros. Wonder samme dag. Denne platformer tager Mario tilbage til det elskede 2D-format, men introducerer en masse spændende nye gameplay-funktioner, såsom nye power-ups, måder at interagere med andre spillere på, et bredere og mere komplekst multiplayer-tilbud og en iøjnefaldende ny visuel stil. Vi har måttet vente længe på et orginalt 2D Mario-spil, men snart ved vi, om ventetiden har været det værd.
Cities: Skylines II (PC, PS5, Xbox Series) - 24. oktober
Folk der elsker at bygge byer kan godt glæde sig. Efter årevis med at styre og skabe vidtstrakte og imponerende bylandskaber i Cities: Skylines, er Paradox og Colossal Order endelig klar til det næste store skridt i form af efterfølgeren Cities: Skylines II. Med meget større miljøer og sandkasser samt dybere og mere komplekse simulationssystemer vil dette spil sætte byplanlæggeres og lederes talenter på prøve som aldrig før.
The Lord of the Rings: Return to Moria (PC, PS5) - 24. oktober
Året startede dårligt ud for spil baseret på Ringenes Herre-licensen (*host*, Gollum, *host*), men heldigvis vil Free Range Games forsøge at få serien tilbage på sporet med det spændende Return to Moria. Som navnet antyder, går dette spil ud på at lede en flok dværge tilbage til kongeriget Moria i håb om at tage det tilbage fra orkerne og genopbygge det, så det afspejler dets storhedstid.
Ghostrunner 2 (PC, PS5, Xbox Series) - 26. oktober
Efter succesen med det spændende Ghostrunner ønsker One More Level at fortsætte deres cyberpunk-historie med en direkte efterfølger kaldet Ghostrunner 2. Spillet sætter igen spillerne i skoene på hovedpersonen Jack og byder på mere af det actionprægede gameplay, vi elskede ved det første spil. Men der introduceres selvfølgelig også nye funktioner, såsom en lynhurtig motorcykel, der giver Jack mulighed for at gøre brug af sine talenter uden for Dharma Tower.
Alan Wake 2 (PC, PS5, Xbox Series) - 27. oktober
Efter mange års ventetid kan Remedy-fans endelig opleve det næste kapitel i Alan Wakes historie. Den berømte gyserforfatter er tilbage i en efterfølger, der ser ud til at anvende kraftfuld moderne teknologi til virkelig at skrue op for spændingen og holde spilleren på kanten af sædet. Alan Wake 2's historie deles denne gang mellem to hovedpersoner, og historierne bliver sammenflettet, som spillet skrider frem. Remedys nye gyserspil er nok det bedste bud på et spil, der vil kunne konkurrere med Super Mario Bros. Wonder og Marvel's Spider-Man 2 om titlen som oktobers bedste spil.
EA Sports UFC 5 (PS5, Xbox Series) - 27. oktober
Mens måneden lægger ud med et nyt NHL-spil fra EA, slutter den af med en frisk UFC-titel fra samme store udgiver. EA Sports UFC 5 tager gameplayet og de systemer, der har gjort kampserien så populær, og udvider dem gennem den kraftfulde Frostbite-spilmotor. Takket være nye skadesystemer, en stor grafisk forbedring og masser af game modes, har UFC-fans noget at glæde sig til.
Jusant (PC, PS5, Xbox Series) - 31. oktober
Don't Nod skulle have haft en travl afslutning på 2023, eftersom Banishers: Ghosts of New Eden tidligere stod til at udkomme i november, og Jusant i oktober. Men nu da førstnævnte er blevet udskudt til februar 2024, kan den franske udvikler dette efterår koncentrere sig udelukkende om deres klatrespil. I Jusant får spilleren til opgave at klatre til tops i et gigantisk tårn, der er fyldt med forhindringer og udfordringer, alt sammen for at genoplive det trøstesløse tårn. Spillet er blevet kaldt et "verikalt Journey", så vi har nok en ganske meditativ og medrivende oplevelse i vente, der muligvis nok også vil sætte folk med højdeskræk på prøve.
Og dermed er vi ved vejs ende. Hvilke oktoberspil ser du mest frem til? Har vi overset et eller flere spil? Giv os besked i kommentarfeltet.