Splinter Cell

Da Splinter Cell sidste år blev udgivet på Xbox, sprang det rammerne for hvordan et stealth-baseret action spil kunne skrues sammen. Grafisk var spillet strålende, historiemæssigt var det som man kunne forvente det fra Tom Clancys rutinerede forfatter hænder, og gamplaymæssigt var det forfriskende og iderigt, om end en smule lineært fra tid til anden. Grundlaget var lagt til en kassesucces - og en sådan rammer sjældent et format eksklusivt.

Nu udkommer Sam Fishers eventyr så til tidens mest populære konsol PlayStation 2, og modsat Xbox versionen, der var under udvikling hos Ubi Soft Montreal, så er det denne gang drengene i Shanghai afdelingen, der har stået for konverteringen. I spidsen står Domitille Doat og det er tydeligt, at han har forstået forskellen på de to maskiner, og dermed er endt op med en udgave, der klæder PS2 bedre end en direkte port med store grafiske mangler og en nedtonet gameplay. Resultatet er et spil, der ganske vist ikke har den smukke og skærende gennemførte kontrast mellem lys og mørke, men som til gengæld er blevet rettet til og pudset af, så det fremstår mere helstøbt.

Spillet forbliver dog grundlæggende det samme. Spilleren tager styringen over Sam Fisher, som er en del af det top hemmelige Third Echelon, og gennem masser af hårrejsende missioner, skal der så infiltreres, uskadeliggøres og sniges. Det sparkes i gang med en tur på træningsbanen, for at novicer kan lære Sams store arsenal af våben og bevægelser, og derefter sendes man så ud i marken. Historien er ikke fantastisk, og er man allerede godt og grundigt træt at østlande, atombomber, skingrende sindssyge generaler og informationskrige, så vil Splinter Cell næppe hæve niveauet. Der er dog overraskelser i posen og som missioner ændrer krav og mål midtvejs, forventes det også at spilleren kan improvisere, noget der er med til at holde gameren på tæerne.

Visuelt var det givet fra starten at PlayStation 2 versionen ville komme til at spille anden violin - men hvilken anden violin. Den yndige brug af lyskilder er naturligvis nedtonet på formatet, og nogle gange er det flimrende lys blot triste overflader, men for det meste er det lykkes Ubi Soft Shanghai at bruge maskines kræfter optimalt, og versionen har da også sin helt egen charme. Områderne stråler også til tider af detaljer, og selvom hastigheden fra tid til anden kan halte, så er det kun i store miljøer og aldrig særligt længe af gangen. Animationen af Sam Fisher er udført med samme elegance som på Xbox, og joypaddet syntes at være brugt bedre i denne version - det hele er mere intuitivt, mere glat. Ud over dette har teamet inkluderet en ny kikkert, et tiltag som virker lagt bedre ens gevær med dertilhørende kikkertsigte.

Shanghai afdelingens vigtigste tilføjelse er dog de nye save- og start points. Hvor Xbox versionen kunne være uendelig krævende, nogle gange på grænsen til det enerverende, så har udvikleren rettet op på det med PS2 versionen, og selvom spilleren uden tvivl vil komme til at spille dele af en mission om og om igen, så reddes tålmodigheden med veltilrettelagte saves, der gør det muligt at spille Splinter Cell i etaper. Skal man finde huller i rustningen på Sam Fishers første PlayStation 2 eventyr, må det uden tvivl være spillets haltende AI. Fjender reagerer enten alt for tidligt eller alt for sent på mange situationer, og der syntes at være en grov fejl i hvornår og hvordan fjenden finder gemte lig og kalder på forstærkning. Ligeledes håndteres meget præcise skud fra Sams pistol eller riffel meget forskelligt, og det selvom man er helt sikker på at have f.eks. et rent skud til hovedet. Desuden kunne sigtet godt være gennemsigtigt eller i hvert fald mindre. Spillere der ønsker at uskadeliggøre fjender på lang afstand, kan for det meste ikke se manden for et stort grønt priksigte. Dette plagede også Xbox versionen.

Det er heldigvis små og ret ubetydelige fejl, når bølgerne for alvor går højt, og GameReactor kunne også for det meste blot trække på skulderne, og så ellers nyde spillets mange gennemførte tiltag. Modsat mange andre spil som i øjeblikket konverteres enten den ene eller anden vej, så er Splinter Cell et klasseeksempel på hvordan det skal gøres, så spillet ikke mister sine oprindelige dyder, samtidig med at der gøres op med de begrænsninger et nyt nu måtte have. Konkurrencen er naturligvis større i stealth-genren på PS2, men har man allerede Metal Gear Solid 2, så er Splinter Cell det oplagte anden valg.