For et par uger siden kunne vi læse, at Star Wars Jedi: Survivor ville fylde omkring 155GB på PC, men hvis du foretrække at spille på konsollerne, så kan du godt begynde at rydde op for at få plads til spillet.
På PlayStation 5 kommer Star Wars Jedi: Survivor til at fylde lidt over 147GB. Det er en ganske stor portion (over 22%) af den lille SSD som PlayStation 5 er udstyret med, hvor der blot er cirka 667GB til rådighed for brugeren.
På Xbox Series X er der lidt mere plads at gøre med på SSD'en (802GB), men her vil spillet fylde en smule mindre, nemlig 139GB, hvilket svarer til cirka 17% af SSD'en på Series X.
Hvis man vælger at spille det på Microsofts lille Xbox Series S, så slipper man med 44GB og det er nok meget godt, da denne konsol kun har 364GB til rådighed til brugeren - og dermed vil Star Wars Jedi: Survivor optage 12% af dennes SSD.
Skal du have ryddet op for at få plads til Star Wars Jedi: Survivor?