Star Wars: Tales of the Empire (Disney +)

I sin tid var vi begejstrede for den animerede miniserie Tales of the Jedi, som ved at genskabe flere øjeblikke i Ahsoka Tanos og Dookus liv gav en interessant baggrund for disse fremtrædende figurer i den galaktiske saga, samtidig med at den fremviste en "next-gen"-version af animationsstilen fra The Clone Wars i en hidtil uset kvalitet. Næsten to år senere vender Dave Filoni og co. tilbage på i anledning Star Wars-dag og gentager formlen, men denne gang med fokus på to mindre betydningsfulde figurer. Præmissen er fin, og da de 3+3 afsnit tilsammen er under halvanden time lange. Men bortset fra, at animationskvaliteten når nye højder, er sandheden, at miniserien har efterladt mig temmelig tom.

Først og fremmest er det ikke Tales of the Empire som sådan. Jo, der er noget politik, og nogle af de taktikker, der blev brugt af de forskellige admiraler, moffs og inkvisitorer under Palpatines diktatur, bliver udforsket, men det handler egentlig mere om at udfylde Morgan Elsbeths og Barriss Offees liv. Den første store forskel er, at der er meget mindre af Imperiet, end der var af Jedi'erne i den første "Tales of". Den anden er, at disse figurer, uanset hvor fremtrædende Filoni gjorde dem i henholdsvis The Mandalorian- og Ahsoka-serien og i The Clone Wars, ikke er i nærheden af at have samme personlighed og betydning som Ahsoka og Dooku selv.

På den positive side er det i modsætning til Ahsoka Tano-serien ikke så vigtigt her hvad der skete før i "Filoniverset", og det er ikke dens position i en bredere narrativ sekvens, der gør serien bedre og mere spændende og interessant for fans. Det, der var en byrde for Rosario Dawson-serien (og som, da det blev løst, gjorde serien til en af de bedste, Disney nogensinde har lavet), betyder ikke noget her, fordi det tages for givet: Dette er fyld for dem, der leder efter det.

Og sikke et smukt stykke fyld det er. Tales of the Empire er måske det fineste og flotteste, der nogensinde er lavet i Star Wars-animation, fra nogle mindeværdige billeder til brugen af farver, til de utrolige detaljer i skibene og planeterne, til figurernes bevægelser og ikke mindst et velafmålt soundtrack, der får Obi-Wan Kenobi-serien til at se ud som noget latterligt. Den holder den stil, der gjorde The Clone Wars populær, men løfter den til et nyt niveau, og sandheden er, at de 3D-modeller, der er skabt til Diana Lee Inosanto i hendes forskellige aldre, er fantastiske og nøjagtige, lige så meget eller mere end dem, der i 2022 blev valgt til Liam Neeson og Christopher Lee.

Apropos planeter, og som man kunne forvente af Filoni, er det rart at udforske steder, som fans i forvejen kender. På heksesiden vil vi ikke afsløre meget ved at sige, at vi vender tilbage til Dathomir på "det" tidspunkt i The Clone Wars sæson 4, eller at vi får at se, hvordan Corvus og byen Calodan forvandler sig før The Mandalorian. På den forræderiske jedis side ender vi med at stoppe ved et sted, som både Cal Kestis og Obi-Wan selv kender godt.

Men disse historier mangler substans. Og klimaks. Og, overraskende nok, mørke. De to store cameos af skurke i de to grene forbliver netop cameos. Og igen, som Barriss selv får at vide, "du holder dig tilbage, og det gør dig forudsigelig". Ingen af de to historier byder på noget virkelig interessant til dette univers, ingen særlig ny konflikt eller motivation ud over flere fodnoter og måske den korte omtale af Jedi-riddernes kontroversielle "kidnapning" af sansende børn.

Og begge hovedpersoner kommer fra Ahsoka, og står derfor i skyggen af hende. Ja, hun er for mig den bedste karakter i hele Star Wars, og jeg ser frem til Dawsons anden sæson, men hvis Filoni ikke holder op med at kigge sig selv i navlen, ender vi alle med at blive trætte af det, der startede så godt. Kort sagt: Hvis du ved, hvor Morgan og Barriss kommer fra, kan du se det som et fint fyldstof, men det vil heller ikke bringe meget til bordet, som ikke er audiovisuelt.