Anmeldelse: Star Wars Zero Company - gå ikke glip af det her!

Star Wars er en hemmelig passion for mig Jeg kan huske, at jeg optog de originale Star Wars film på VHS-bånd, da de blev sendt på TV2 back in the day, og de bånd blev set, indtil de blev så slidte, at billedkvaliteten til sidst var så elendig, at man næsten ikke kunne se filmene mere. Nu om dage er serien ret hit and miss for mig, ligesom den er for mange. Jeg nød Andor og dele af The Mandalorian, men nogle af serierne har jeg ikke engang gidet begynde på. Så det var spændende at få en kode til Star Wars Zero Company, som bare ud fra de trailere, jeg havde set, virkede som noget lige i min boldgade. "XCOM i Star Wars-universet" lød som præcis den slags, min kræsne gane kunne nyde, men ydermere er det en præmis de fleste kan forstå hurtigt. Det giver bare mening.

Zero Company foregår, mens The Clone Wars stadig er i fuld sving. Det er perioden, hvor Anakin Skywalker stadig er på republikkens side, og hvor det hele (spoilers) ikke er faldet totalt fra hinanden. Midt i denne interessante periode spiller man som Hawk, en tidligere Republic-officer, der nu leder en gruppe lejesoldater og specialister, som tager på missioner, når nogen betaler nok, eller når galaksen igen er ved at falde fra hinanden, hvilket den jo tit er i Star Wars. Gruppen bliver hurtigt rodet ind i en konflikt med kulten The Infinite Coil, som har disse klamme insekter, der bider kommende medlemmer, og overlever man det, er man værdig. Dog får man også en form for pest, som vansirer ens hud, men til gengæld giver overmenneskelige kræfter. Denne kult bliver hurtigt en trussel for republikken, og man hyres derfor til at sætte dem til vægs for enhver pris.

Det er en fed præmis, som ikke nødvendigvis følger Star Wars seriens evige fascination med jedier. De er i spillet, men det handler ikke kun om lysende sværd, kapper og folk, der taler meget alvorligt om balancen i Kraften. Næsten alle racer og faktioner, man kunne forestille sig, dukker op på den ene eller anden måde, og det giver spillet et mere jordnært feel, som jeg sætter stor pris på. Det føles mere som Star Wars' udgave af "boots on the ground", hvor folk skylder penge, har gamle traumer, laver dårlige aftaler og prøver at overleve i en galakse, der konstant virker tre sekunder fra endnu en katastrofe.

Hen ad vejen samler man en masse forskellige karakterer op, som hver især har deres egen historie, og som på den ene eller anden måde er kommet i kontakt med The Infinite Coil og deres dårligdomme. Jeg elsker disse karakterer og den måde, som de alle er indblandet i historien på. Man knytter sig til dem hen ad vejen, også selvom stemmeskuespillet er lidt svingende. Min favorit var den ellers iskolde Cly Kullervo, en no nonsense Mandalorian, som hen ad vejen bløder lidt op. Hun er en spændende karakter, som har sine egne dæmoner, man skal hjælpe hende med at bekæmpe. Derudover er hun virkelig fed, når man kommer til at styre hende. Hun er Mandalorian, og hun har de evner, der passer til den klasse, og de er rigtig sjove at bruge. Historien generelt i Star Wars Zero Company er ganske underholdende og driver en frem gennem den ret lange fortælling.

Hele historien er bygget op omkring missioner, som man bliver sendt på - du kender formatet. Der er et kort over galaksen, hvor man vælger missioner, og her er der tre menuer, man skal forholde sig til. Man kan vælge et kort, der viser ens indflydelse i galaksen, og jo højere den er, jo flere goder får man, som man kan bruge til at opgradere sine soldater med. Det kan være nye våben, nye evner, credits og så videre. Indflydelse får man så gennem de to andre menuer. I den ene kan man sende sine soldater ud på missioner, uden at man selv deltager i dem. Her får man valg og kan bestemme, hvilke soldater der påtager sig hvilke opgaver. Disse missioner bliver så simuleret og kan ende godt eller skidt. Ender de godt, vinder man indflydelse i den sektor, de foregår i, og ender de skidt, kan ens soldater vende tilbage sårede, hvorefter de skal en tur i sygesengen.

Der er en specifik mængde af disse missioner, man kan lave hver dag, og når man løber tør, er der missioner, som man selv kan lede med en flok af sine udvalgte soldater. Denne synergi mellem de forskellige missionstyper fungerer decideret sublimt, og jeg elsker at vinde et nyt våben ved en simulering, som jeg så lige efter kan tage med mig på en fysisk mission. Det giver en rigtig god fornemmelse af, at alt hænger sammen, og at man faktisk bygger sin lille gruppe op over tid, i stedet for bare at hoppe fra bane til bane uden sammenhæng.

De fysiske missioner er dog kødet på Star Wars Zero Companys skelet, og det er her, man skal bruge sine strategiske evner. Hvis man har spillet XCOM, så ved man nogenlunde, hvad man kan forvente. Der er dog visse forskelle. Der er ikke nogen tåge, som skjuler hele banen, og det gør, at man kan planlægge meget bedre end i XCOM. Man ved, hvornår der kommer forstærkninger, og hvor de kommer fra, så man hele tiden kan tænke to skridt frem. Det nød jeg virkelig meget. Det gør spillet lidt mindre brutalt, men også mere taktisk på en måde, hvor man føler sig klog, når en plan virker.

Det er ikke helt så nådesløst som XCOM, og jeg savnede måske enkelte gange følelsen af, at én virkelig dårlig beslutning kunne få hele missionen til at vælte som et dårligt bygget Jawa-telt. Til gengæld gør det også spillet mere tilgængeligt og mindre stressende at gå til. Man bliver stadig straffet, hvis man spiller dumt, men spillet føles ikke som om, det ligger på lur bag sofaen med en hammer, bare fordi man flyttede én soldat to felter forkert. Det er en balance, jeg faktisk godt kan lide. Desuden skal det siges, at der er mange måder at tweake en sværhedsgrad, og du kan eksempelvis slå perma-death til for samtlige af dine karakterer. Dør de i kamp, så dør de, og historien tager form derefter. Det er for vildt.

Derudover har ens soldater forskellige klasser og evner, som man kan bruge i forhold til de situationer, man ender i. Jeg valgte, at Hawk skulle være bedst på lang afstand, så han fik en snigskytteriffel. Cly Kullervo, som jeg nævnte før, har en jetpack, som gør hende meget mobil, og hun er rigtig god til at flyve tæt på de kommende forstærkninger, decimere dem med sin blaster og derefter flyve væk igen. Jeg kaldte det bistiks-taktikken. Ind, stik, ud igen, og så kan fjenden ellers stå der og være vred i den forkerte ende af banen.

Det er det, jeg virkelig godt kan lide ved Star Wars Zero Companys struktur. Hver eneste soldat føles enestående, og de kan bruges i mange scenarier på en måde, der føles helt naturlig. Man er slet ikke i tvivl om, hvad de hver især er gode til, hvilket jeg nogle gange var i XCOM. Det er generelt underholdende, og man ender hele tiden i nye situationer, som man skal tilpasse sig. Den tilpasning er virkelig sjov, fordi man får lov til at føle sig som en taktisk lille hjerne-edderkop, der sidder midt i nettet og trækker i de rigtige tråde.

Derudover kan hver eneste soldat opgraderes på så mange måder, at det næsten er overvældende. Der er bonds, som gør, at et positivt forhold mellem to soldater kan føre til, at de begge får nye positive evner. Der er almindelige XP-point, som opgraderer ens soldaters evner. Der er opgraderinger til ens hideout, så man kan få bedre træning til sine soldater, og man kan opgradere sin adgang til det sorte marked, hvor man kan købe nyt udstyr. Der er som sagt meget at holde styr på, men heldigvis er der også grænser for, hvor meget man kan gøre på en dag. Det betyder, at man måske har meget foran sig, men man drukner aldrig helt i systemerne. Man får lov til at tage én bid af banthaen ad gangen.

Præsentationen rammer også Star Wars ganske fint. Det er ikke det flotteste spil, jeg har set i år, og pop-in trækker ned, men lyden af blastere, droider, rumskibe og de forskellige planeter gør meget for stemningen. Musikken og lyddesignet skubber hele tiden oplevelsen i den rigtige retning, og selvom det ikke altid er helt så filmisk, som man kunne drømme om, så føles det som Star Wars. Bare set fra soldaternes, smuglernes og lejesoldaternes niveau i stedet for fra Jedi-templets blankpolerede gulve. Det er en vinkel, jeg virkelig godt kan lide.

Den pop-in er dog et problem på PC som det er lige nu, og teksturerne loader lidt langsomt, og det kan være lidt forstyrrende, når verdenen ellers prøver at være filmisk og Star Wars-lækker. Jeg havde også et par missioner, som fejlede en smule, og hvor jeg måtte genstarte. De mere generiske missioner, man kan komme på, kan også være ganske ensformige, og efter nogle timer har man prøvet de fleste varianter af dem. Det kan godt ende med et lille "hmpf, den her bane igen", når man bliver sendt ind i en mission, der ligner noget, man allerede har klaret flere gange før. De vigtigere historiemissioner er heldigvis langt mere alsidige og byder på en masse afveksling, og de vægter langt mere i det samlede billede.

Så er man fan af turbaserede taktiske spil og XCOM, så er det her totalt noget for dig. Det er generelt mere tilgængeligt, men kan samtidig blive så svært, som du ønsker det skal være. Samtidig med det passer BitReactor XCOM med gedigen storytelling, fantastiske karakterer og en stemning, der smøres på i et godt lag.

Zero Company er ikke fejlfrit, det er der få spil der er, men som en "første salve" fra det her studie, så håber jeg så inderligt at det klarer sig godt, og det føles lidt som en anomali midt i EA's tvetydige fremtid. Det her er virkelig et solidt taktisk, turbaseret strategispil med en fed historie, gode karakterer og et univers, der føles som Star Wars fra en lidt anden og mere beskidt vinkel. Det kan noget!