Steelseries plejer at navngive deres serier med enten x00 eller x50, så man kan med rette undre sig over en x40-betegnelse. Dybest set har man lavet lidt tweaks samt tilføjet bluetooth til Siberia 800, og har man et Siberia 800 i forvejen synes det derfor ikke særligt fornuftigt at "opgradere". For andre er der dog en del gode grunde til at man bør overveje et Siberia 840.
Som med alt anden gaming-relateret, så vil den kritiske forbruger straks opdage at konkrete informationer omkring opbygning, materialer mv. Er stærkt begrænsede. Men det skal ikke forhindre denne skribent i at klage over det endnu en gang.
Siberia 840 er et klassisk trådløst headset. Designet er noget mere neutralt end hvad man ellers ser, og finish er mat sort, og selve grundmaterialet er en art hård plast. Det kan virke lidt billigt på nogen, men med tanke på komfort over længere tid, så giver det god mening. Det virker ganske solidt, og matcher også den sorte modtagerboks.
Og når vi nu er ved det, så omtaler marketingsmaterialet at man er sikret forbindelse med at springe imellem frekvenser, men alt tyder dog på at der er tale om en helt standard 2.4 GHz-sender og modtager, det vil dog give headsettet mulighed for at springe mellem 10 forskellige frekvenser, men da det også er det mest benyttede og støjfyldte frekvensområde til signaler, så havde det givet mere mening at bruge eks. 5 Ghz.
Headsettet kan bruges med de fleste platforme, men som altid kan bluetooth ikke bruges med PS4, men det fungerer i øvrigt rigtig fint, og der opleves ikke mange signalforstyrrelser under daglig brug, som ellers er oplevet med andre produkter. Det må derfor antages, at der sidder en ganske habil Bluetooth-enhed i headsettet. Rækkevidden på den alm. trådløse afstand er også ret god, og selv med fire massive betonvægge imellem var der stadig klar forbindelse.
Prisen er ikke for børn, 2599,- vejlendende.
Puderne på bøjlen, samt selve ørekopperne, er lavet i memoryfoam og syntetisk læder. Det fungerer fint, men bliver lidt varmt når det er sommer. Designet beskrives af Steelseries som "Striking modern design" og "stunning design" - jeg kalder det konventionelt og måske lidt kedeligt, men det er faktisk et plus for mig. Et designikon bliver det dog aldrig, men det er rart med noget der ligner det det er, et headset, og ikke hovedudsmykningen til en flok 14-åriges techno-fest. Der er dobbelt tænd/sluk til hhv. Headsettet og Bluetooth, og så indgange til kabler skjult med gummihætter, enkelt og funktionelt. Der oplyses reelt intet brugbart omkring konstruktionen, andet end at der bruges en 40mm-enhed med et motorsystem baseret på neodyniummagneter. Men det må kraftigt antages at det er en lukket konstruktion i øvrigt.
Selve styreenhden er en lille sort boks med et lille OLED-display, og en batteriladestation i siden. Det er enkelt og ligetil, og alle menuer tilgås nemt via to knapper, og det samme er tilfældet med volume-kontrollen på selve headsettet, der ligeledes kan fjernstyre senderen. Lige som driveren har man holdt det enkelt og simpelt, der er ikke 47 presets man skal igennem, og via driveren kan man forhåndsvælge og lave sine egne profiler, eller man kan slå surround til og fra i sendeenheden som det passer brugeren. Det er enkelt, nemt og det virker. Displayet er nemt at aflæse, og både USB og optisk fungerer upåklageligt. Der er optisk ind og ud, samt usb ind og analog ind og ud. Der er også kabler med til det hele i en rigtig god kvalitet. Steelseries påstår at have industriens laveste grad af forsinkelse på signalet, latency, men det er jo også ret nemt at påstå når man ikke opgiver noget tal eller nogen form for måling. Suk, gamingindustriens marketingsfis når det er værst.
Min primære anke mod systemet er at man har låst sig til Dolbys standardformater, Headphone, Digital og Pro Logic IIx, og det betyder at headsettet godt nok kan håndtere 24 bit-lyd, men ikke kan modtage eller behandle lyd med en samplerate på over 48kHz, lidt skidt når man har meget musik og mange film hvor lyden er i 24/96 og og 24/192, og man manuelt skal ind og nedsample. Det burde dog kunne klares med en frimware-opdatering, så håbet er, ja, nok ikke lysegrønt.
Det er dog stadig virtuel surround, der bedst fungerer med kilder der er lavet til det. Omend at headsettet primært blev anvendt til stereo, så var den kunstige surround dog stadig til at holde ud, og for en gangs skyld ødelage det ikke retningsbestemmelsen, så ekstra point for det.
Der er som sagt en meget smart ladestation indbygget, og batteriet proppes ind via en lille brevsprække, klikker sig fast, og et tryk på det udløser en fjedremekanisme der frigører batteriet og smider det ud igen. Det er ikke bare smart, men giver også en form for fysisk feedback, på samme måde som de lidt mere avancerede kapselkaffemaskiner, hvor man føler at man lader en morterkaster hver gang at den skal benyttes, det er dumt, men det er herligt, og øger ejerglæden. Der er naturligvis indikator for både batteriet der lader og det der er i hovedtelfonen samtidig. Som man kender det fra eks. B&O's nyeste generation af headset, så er det batteriet man skifter i stedet for at lade et internt batteri. Af en eller anden underligt årsag har man ikke valgt at bruge det virkeligt smarte og brugervenlige ladesystem fra sendestationen, men sidepladen skal af headsetet og skiftes på den måde. Besværligt er måske at overdrive, men når ladestationen er lavet så smart, så kan det undre at man ikke har valgt et identisk design til hovedtelefonen.
Batterierne, for der er naturligvis to med, er 1000mAh, og opgivet til 20 timers levetid. Tager man og tester det med ren musikafspilning ender man dog på kun 15 timer, men kontinuerlig musik er også en noget hårdere belastning en spil.
Senderen har desuden, som driveren, indbygget mulighed for at tilpasse chatniveau, samt en fembånds-EQ. Ganske nifty hvis man kan lide den slags. Mikrofonen er Steelseries klassiske "træk ud" type og endda med lys i. Samtalekvaliteten er god og rimelig støjfri, og Steelseries har heldigivis ikke valgt indbyggede mikrofoner eller andet gøgl, men en klassisk retningsbestemt mikrofon, der endda har en fin lille rød LED indbygget der lyser når den er på mute.
Og så til lyden.
Først og fremmest imponeres man af den faste, men stadig kontrollerede og kælderdybe bas. Et stort problem for trådløse headsets er typisk at man må holde lidt igen med hvor meget strøm headsettet æder på basgengivelsen for at holde en rimelig batterilevetid, det synes Siberai 840 at være ret ligeglad med.
I modsætning til mange gaming headsets der lider af den såkaldte hængkøjeffekt hvor bas og diskant er hævet, efterladende mellemtonen i et semi-dybt hul, så synes lyden i Siberia 840 langt mere liniær og sammenhængende. Der er overraskende meget luft og transperans i mellemtonen, og vi glæder os til den dag hvor Steelseries vælger at lave en åben hifiorienteret konstruktion, for de gør klart noget rigtigt, og som et af meget få gamingheadsets så nærmer vi os så småt det et hifiheadset - som vi stadig fastholder er det mest optimale. Transienter kommer hårdt, hurtigt og stoppes øjeblikkeligt igen, og hænger fint sammen med diskanten der ligeledes viser den åbenhed som man forventer i prisklassen. Overtonegengivelsen er fin uden at være prangende, og der er hul igennem til grundkilden der gengives dynamisk og med god smæk på uden at det bliver for meget. Ikke overraskende er lyden klart bedst ved spil hvor lyden er af nyere dato og høj kvalitet, og man kan tydeligt høre forskel på hvor der er brugt lidt ekstra kræfter, og hvem der bare har brugt en gammel synthesizer.
Lydkvaliteten er til et 10 tal, men pris og den manglende understøttelse af høje samplerates trækker den samlede karakter ned til et 9-tal, upåagtet at betjening og driver trækker op.
