Stella Blackrose er et forholdsvis nyt band på den danske rockscene. Men det er bestemt ikke debutanter, og bandet er både stramt spillende og organiseret. At albummet ikke er længere end ti sange, giver en troværdighed og en rød tråd gennem pladen, som er ganske god. Bandet formår mange steder at skabe en lækker blanding af gammeldags rockmusik, og fængende kvindelig vokal. Det er ikke specielt nyskabende, men det er ganske fængende, og bandets personlighed brænder igennem.
For mig, er det skønt at se et band der tager mere barske emner op til revision. Rebecca Louise Armstrong leverer glimrende vokalarbejde, og hendes attitude og forhold til misbrug og angst i en kynisk verden giver et ganske malerisk tekstunivers, som på mange områder er en befrielse. Teksterne omhandler blandt andet det selvdestruktive væsen, men samtidig en gribende optimisme, og tingene bliver oftest flettet sammen, uden at det virker hverken utroværdigt, eller plat.
Kærlighed er også et tilbagevendende emne hos Stella Blackrose, og det er et emne, som både har skabt nogle af de værste og bedste sange. Her befinder vi os dog lidt midt i mellem. Der er fart over feltet på produktionerne, og bandet spiller for fulde sejl, men når kærligheden sætter sig på lyrikken bliver det engang imellem en smule provinsbetonet, og en smule klichefyldt. Ikke at man skal opfinde den dybe tallerken, bestemt ikke, men man kunne godt ønske sig et større omfang af strenge til at spille på.
Man kan nemt mærke, at Stella Blackrose, på relativt kort tid, har oplevet og opnået en hel del. Det er før deres debutalbum ramte de danske butikker, og den slags kan nemt stige en kunstner til hovedet. Dog formår Stella Blackrose langt hen ad vejen at indfrie forventningerne. Bandet har i den grad haft en kamp med at finde en god producer, men de er landet i hænderne på Jacob Hansen, som i mange år har været frontfigur for at producere dansk rock. Han har blandt andet samarbejdet med Volbeat og The Storm, og man kan godt mærke at Stella Blackrose ikke har ladet sig begrænse.
Selvom Stella Blackrose allerede har høstet mange fine roser, kan man dog ikke undgå at blive en anelse skuffet. Det er et godt produkt, og bestemt værd at lade sig rocke med på, men i sidste ende er det mere eller mindre et ganske ordinært rockalbum. Vokalen er fængende, og sangene er stramt spillet og ganske vellydende, men det er ikke den store nyskabelse at finde. Det er godt produceret, og jeg forstår godt den positive respons, men når man har anlagt sig et godt renomme, kunne man måske godt have givet den en ekstra tand forskellige steder.
Det er klart, at Stella Blackrose som sagt ikke skal opfinde den dybe tallerken. De skal spille den musik de godt kan lide og give den gas, og det gør de til UG. Men for mit vedkommende er der ikke mere i det end det. Og det er fint. Det er acceptabelt, men det kan stadig godt lade noget tilbage at ønske. Men dermed har Stella Blackrose også formået at holde min interesse til næste gang de udgiver en cd, og så har man jo allerede gjort noget rigtigt.