Det ville være nemt at gå til angreb på Stereophonics syvende studiealbum, der besidder en titel som med det samme skruer ambitionsniveauet ned i børnehøjde. Stereophonics har med Keep Calm And Carry On på ingen måde bevæget sig langt fra tidligere albums. Lyden er blevet mere direkte. De store guitaristiske armbevægelser er fjernet, men sangene er stadig skåret over en enkelt og direkte rockskabelon med fokus på en bastant trommen, letfordøjeligt guitardrive og Kelly Jones udmærkede rockvokal.
Alt på pladen er solidt håndværk og gennemarbejdet. Det er endda oftest direkte iørefaldende og den fine rockballade 100MPH kunne nemt rotere rundt i min pladeafspiller på repeat. Kelly Jones kan skrive gode, små rockballader og powernumre med fine hooks, og det er jo i sig selv en fin bedrift.
Albummet åbner med den direkte og stramt spillede She's Alright, og fortsætter med blandede skæringer og et par fine ballader i mellem. Den irriterende første single, Innocent, savner dog i den grad de tidligere hits brede vingefang, og man ønsker sig ved gennemlytning af pladen, tilbage til fantastiske numre som Dakota og Local Boy In The Photograph. Desværre er pladen også fyldt med deciderede rockklichéer. Numrene er bestemt ikke dårlige af den grund, men man kunne sagtens ønske sig en større bredde på numrene som nemt forfalder til fastfood rock. Letfordøjeligt. Velsmagende ved første gennemlytning men efterladende en lidt kedelig og hul mavefornemmelse. En masse tomme kalorier så at sige.
Det er værst på Trouble, som mest af alt lyder, som mit gamle gymnasiebands skønsang i øvelokalet, hvilket ikke siger særlig meget. Kun på den elektroniske Beerbottle bliver formlen brudt, men nummeret mangler alt hvad de andre besidder, nemlig iørefaldenhed.
Selvom Kelly Jones, som tidligere beskrevet, er en udmærket sangskriver, som tildeles har perfektioneret et godt rockomkvæd, bliver man ofte nødt til at pause numrene, spole tilbage og lytte til hvad pokker vi egentlig har med at gøre.
Arbejdsklasse hymner følger pladen som en rød tråd og selvom nummeret "Uppercut" er et solidt rocknummer, bliver linjer som "You look fit but you ain't got it/ Think you're a dog, well you're just a bitch" komplet idiotiske, og når omkvædet på "I Got Your Number" ender med at blive "1,2,3,4,5,6,7,8" kræver man efterhånden at Kelly Jones fornyer sin egen formel og ikke forfalder til at give fans af gruppen en middelmådig oplevelse.
Det er blandende følelser man sidder tilbage med efter en weekend med Stereophonics. Man har været glad, opstemt, forundret, irriteret. Alle disse følelser er skabt på baggrund af en vellydende og stramt produceret rockplade som har alt hvad der skal til, men som forfalder til klichéer og idiotiske tekster. Formlen er den samme pladen igennem og har man de seks tidligere albums stående på hylden, eller er man førstegangskøber kan jeg fint anbefale Stereophonics nye plade, men til folk der håber på nyskabelse, er der intet at komme efter.
Stereophonics mangel på inspiration og kreativitet er bandets i øjeblikket største svaghed og albummets ellers gode præmis falder igennem. De skal turde noget mere hvis de skal blive rigtigt interessante, eller bare vil være en smule mere udover det sædvanlige.