De fleste kan nok nikke genkendende til Kelly Jones' lettere hæse røst, når et nummer som Dakota fra deres forrige album, Language. Sex. Violence. Other?, fra 2005 sættes i rotation. Det er et rockband, der har været godt etableret siden deres første udgivelse helt tilbage i 1997.
Det er nu blevet til et sjette album, hvilket jo vidner om et ret solidt og seriøst foretagende. Det er bandet, der ikke altid bliver omtalt videre positivt i den britiske musikpresse, men ikke desto mindre vidner salgstal og fire albums på 1. pladsen på den Engelske album chart om, at der alligevel må være noget substans at finde. Men hvor lang tid skal man lede?
Pladen lider voldsomt af startproblemer. Det er først godt inde i det fjerde nummer, Bank Holiday Monday, hvor man bliver budt på noget, der ikke er helt så udvasket og lettere kønsløst. Derefter går det hele slag i slag, og det er egentligt lidt svært at finde frem til, hvad det er de gør, eller ikke gør. Det bliver lidt blødt på nogle punkter, derefter en anelse hårdt og til sidst bliver det krydret med noget letkøbthed. Så jeg føler mig ikke helt solgt, men jeg har heller ikke tænkt mig at bandlyse gutterne fra Wales.