Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin

Efter udvikleren Team Ninja udgav The Nioh Collection på PlayStation 5, så lod det japanske studie deres ellers ret populære serie hvile, og overgav dermed deres kreative kræfter til andre projekter. Enhver der har spillet Nioh 2 i længere tid har efter al sandsynlighed betragtet dette som et godt tegn, netop fordi serien i sidste ende manglede lidt nyt blod, lidt nye ideer. Så her er en ny idé; Ninja udvikler, Square Enix udgiver, og det vi får i den proces er en slags "Final Fantasy Nioh". Det lyder som om at det er en vinderidé, og det havde det også potentialet til at være, men helt ærligt? Det er det bare ikke.

Med Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin tager Team Ninja udgangspunkt i den originale Final Fantasy-fortælling fra det første spil i 1987, dog i lettere ekspanderet format. Hvis du har et brændende ønske om at lære mere om den legendariske JRPG-serie, så kan det her eventyr give dig mere indsigt i nogle af de bagvedliggende tematikker og karakterer fra det originale spil. Men for at kunne det, så skal du gennemføre, eller i hvert fald give det mange, mange timers spilletid, og det bliver ikke nogen let opgave på baggrund af nogle ret essentielle faktorer.

Allerførst er der det udfordrende Nioh-gameplay, for ja, meget af samme centrale følelse fra den serie er til stede her, selvom der står "Final Fantasy" på æsken. Det er ikke som sådan noget minus, men det kombineres med refleksbaseret styring, og ret usammenhængende forøgelser og fald i sværhedsgraden - mere om det senere. Og sjovt nok er den anden udfordring... ja, historien. Det lyder måske dumt, når guleroden også er narrativ af natur, men der er forskel på den kontekst omkring Final Fantasy-universets spæde rødder, som du lærer mere om ved at spille Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin, og så den reelle handling, plottet, du skal igennem. For selve plottet, karakterne og deres bevæggrunde, og den udveskling der er i mellem dem, ja, den er så uendeligt usammenhængende at det er svært at begribe. Du forstår ikke rigtig hvad der foregår før til sidst, og her er det ikke synderligt tilfredsstillende heller.

Selve historien bruger meget tid og energi på at forberede spilleren på et stort centralt twist, og det formår holdet bag sådan nogenlunde at gøre på tilfredsstillende vis, men det kræver en enorm investering fra spilleren at nå dertil. De underudviklede og ureflekterede karakterer er det store problem, fordi de forsøger aldrig at bryde med deres egen endimensionalitet, og fejrer den nærmest på provokerende vis. Resultatet er tydeligt; de er super usympatiske hele vejen igennem. De er alle ringe portrætteret, men hovedkarakteren er i en helt anden liga. Jack er en soldat drevet af had, og mere specifikt af hans had til "Chaos" (du ved, det han siger tusind gange i den første trailer. Sådan er han også i det færdige spil). Den her lallende idiot formår at fyre nogle af de værste replikker af jeg kan huske igennem det her spil, og man kan næsten placere skylden for at historien ikke rigtig udvikler sig før til allersidst på hans skuldre alene.

Det skal naturligvis siges, at du lærer de her karakterer at kende over en længere periode, og det hjælper med at gyde lidt olie på vandene. Det bliver aldrig rigtig godt, men som sagt får du et forøget kendskab til universets spæde start, og det hjælper. Det afgøres dog 100% af om hvorvidt du har et eksisterende kendskab til det originale Final Fantasy. Det er i samspil med originalen at Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin får lidt energi tilbage. Desuden, som sagt, kommer alt det her først i løbet af de sidste par kapitler, efter 20-30 timer, og herfra er der ikke langt til epilogen alligevel. Men tro mig når jeg siger, at når du er omtrent halvvejs, så er der ikke en celle i din krop der tror på at spillet nogensinde kan komme til at fortælle en sammenhængende historie, så at det lykkedes er i sig selv et mirakel.

Det ser bedre ud på gameplay-fronten. Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin tager Niohs komplekse gameplay-struktur og ekspanderer den med adskillige nye aspekter. Fjenderne har ikke bare livspoint, men også en såkaldt "Break Gauge", og bryder du den kan du på brutal (nærmest unødvendig brutal) vis henrette fjenderne. Våben forårsager forskellige slags "posture damage", og du kan oftest her bruge dine omgivelser til din fordel.

Selve kombosystemet er også en interessant tilføjelse, som ekspanderer på dit repetoire af angreb på en ret fed måde. I praksis bruges det ret sjældent, fordi de fleste fjendetyper ikke giver dig nok tid til at igangsætte lange serier af angreb. Dog har du en ret bred værktøjskasse af angreb, og når du først mestrer det, så føles det ret tilfredsstillende. Du har desuden tre manøvrer; du kan forsvare dig imod de fleste angreb med et timet og tilrettelagt Parry, men nogle angreb skal undgås via et Dodge, og til sidst er der så Soul Shield, som lader dig indfange angrebet, for at du så kan bruge det selv senere.

Der er flere gode ideer også, for et stort fokus i Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin er jobsystemet, som naturligvis minder en del om det du finder i Final Fantasy-serien. Her låser du op for passive og aktive effekter via diverse Skill Trees, og du kan bruge så mange som muligt. Hver eneste klasse dikterer hvilke våben du kan bruge, og det vil, på sigt, bestemme hvilke evner du kan få fingrene i. Beslutningen om at begive sig i kamp med en Battle Axe, et sværd, lanse, daggert eller en kølle er ikke lige så signifikant som du tror, for du kan aktivt skifte imellem to forskellige sæt udstyr, som gør at man føler sig lidt mere alsidig.

Hvorimod FromSoftware ikke anser det som en del af deres DNA, eventuelt med rette, så ønsker Team Ninja at favne et bredere publikum så derfor er der forskellige sværhedsgrader, som primært påvirker den såkaldte "damage scaling". På "Story" kan du holde ud meget længere, og du kan blokere alle angreb. "Action" er mere afbalanceret, som kan blive ret udfordrende i visse boss-kampe. Hvis du falder i kamp, så giver spillet dig hjælpsomme hints via tekst, og du kan faktisk reducere sværhedsgraden ved ethvert checkpoint i spillet. Efter du besejrer spillet låses der desuden op for endnu en sværhedsgrad, som dog kun er til de mest hårdkogte fans.

Sværhedsgrad? Fint nok, det er fint med mig at flere slags spillere kan nyde eventyret, men noget der også afgør hvor meget du bliver udfordret er dit grej. Og her er vi tilbage hvor vi startede, for Team Ninja vælger kontinuerligt at drukne spilleren i ligegyldige, tilfældigt genererede stykker grej uden sans og samling på det hele. Du kan lade spillet vælge det bedste udstyr, og det er da også det jeg anbefaler, eftersom det først bliver rigtig nødvendigt på Chaos-sværhedsgrad, og i løbet af spillets sidste halvdel.

Så er der dine følgesvende, og dem har du to af. I kampene gør de ikke meget væsen af sig selv, men nogle enkelte gange pådrager de sig fjendernes opmærksomhed, som er ret rart. I mulitplayer-delen, hvor der desværre ikke er crossplay, kan andre spillere slippe ind i dit spil, og være en af de her karakterer. De kan sågar bruge deres egne våben og evner, og det er en ret smart måde at gøre det på.

Så det er ikke alt sammen skidt. Boss-kampene er det absolutte højdepunkt, og takket være acceptable kampe, en fin multiplayer-komponent og solide sværhedsgrader, så er der et fint spil under et lag af uacceptabel historiefortælling, tekniske knaster (jeg oplevede løbende fald i billedehastigheden på PS5) og til sidst de forrådte forventninger til et studie som Team Ninja. Hvis du elsker Final Fantasy helt generelt, så kan det meget vel være at det her er et skud værd, for så får du mere ud af historien, men generelt er Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin middelmådigt. Ingen tvivl om det.