Hawkins, 6. november 1983.
Det var her det hele begyndte for de fiktive karakterer. For os, der sad foran tv'et, var det sommeren 2016, og det betyder, at vi har fulgt dem i næsten ti år. Men nu, efter 42 afsnit, er det slut. Derfor føltes det mere vemodigt end i lang tid at sætte sig foran skærmen for nylig for aller sidste afsnit med titlen "The Rightside Up".
Efter syv afsnit, opdelt i to volumener udgivet med en måneds mellemrum, var ventetiden heldigvis ikke så lang denne gang på det ottende og sidste. Duffer-brødrene har haft hele sæsonen til at placere brikkerne til den endelige kamp. For det er der, vi er nu - ingen løse tråde, ingen cliffhangers (eller...?) der skal lægge op til en ny sæson i sidste scene. Nu er det gruppen mod monsteret Vecna, og derfor starter afsnit otte kort efter, at de fleste er gået gennem portalen til The Upside Down. Som du ved, havde de et tårn, de skulle klatre op i, for dér at forsøge at forhindre Vecna i at lade endnu en verden styrte sammen med deres egen. Jeg vil ikke afsløre mere end det, og det er her, dette sidste, to timer lange afsnit bliver utroligt svært at anmelde. Men jeg vil naturligvis gøre alt, hvad jeg kan.
Sæson 5 har til tider været ujævn. Jeg har nydt meget af den - men har også haft mine indvendinger. Måske den største er, at meget af mysteriet og uhyggen fra seriens tidligere sæsoner nu er blevet forvandlet til noget helt andet. Man kan selvfølgelig se det som en naturlig udvikling - i takt med at børnene vokser, gør alt omkring dem det også. For mig føles det dog mere som om, det er blevet tydeligt, at Netflix har givet Duffer-brødrene mulighed for at skabe og vise præcis det, de vil. Så der er ikke længere noget af det creepy og kantede tilbage. Alt er så storslået, som det overhovedet kan være. Det betyder dog ikke, at det ikke er underholdende. For det er det stadig. Finalen er naturligvis ingen undtagelse i forhold til resten af sæsonens ambitioner og størrelse. Det føles ofte som at se en spillefilm, og det er netop her, de to timer fungerer bedst. Fordi finalen får den tid, den har brug for. På stort set alle tænkelige måder. Hvor jeg syntes, at store dele af volume 2 stod i stampe, føles indholdet af det sidste afsnit utroligt velafbalanceret. Der er nogle unødvendige flashbacks, som minder os om, hvad der er sket. Hvad alle har været igennem. Der er også mange forberedte taler, og uden at afsløre noget, ville jeg også ønske, at indsatsen og konsekvenserne havde været en smule højere til sidst.
Men i løbet af sin generøse spilletid formår det at give os en spektakulær afslutning, som til tider føles forbløffende. Men det er faktisk det, der sker efter røgen har lagt sig, som er mest bevægende. Når Stranger Things finder sin sjæl igen. Når det i højere grad handler om venskab og den coming-of-age-fortælling, der altid har ligget under det overnaturlige, får lov til at skinne igennem. For det vigtigste for mig var egentlig ikke, at jeg syntes, det der skete, var stort og imponerende. Det vigtigste var, at jeg følte mig følelsesmæssigt tilfredsstillet. At løse ender blev bundet sammen, og at jeg, da jeg forlod Eleven, Will, Dustin, Lucas, Mike, Max, Joyce, Jim og resten af karaktererne, gjorde det uden at føle den mindste frustration.
Det sidste afsnit formår netop dette. Først og fremmest fordi vi får en epilog, der på ingen måde føles forhastet. Man tager sig god tid til virkelig at runde det hele af, når kampen er slut. Det føles også naturligt i forhold til det, der sker - og selvom kortene spilles lidt for sikkert, og det grundlæggende er ret forudsigeligt, følte jeg mig stadig tilfreds. Der er dog bestemt ting at brokke sig over. Hvis jeg syntes, at Eleven blev lidt sat til side i anden halvdel af sæsonen, gør man heldigvis et godt stykke arbejde her med at give hende mere plads. Alligevel føles det, som om persongalleriet er vokset en smule for meget. Dr. Kay (Linda Hamilton), som dukkede op med jævne mellemrum gennem sæsonen, føles som helhed fuldstændig forsømt. Ud over noget action og tyngde i enkelte tidligere afsnit er hun nu reduceret til en karakter, der står foran kameraet og ser alvorlig ud. Der er også nogle andre spørgsmålstegn omkring visse ting, som måske i det store hele er bagateller, men som alligevel understreger problemet ved, at et stadigt voksende persongalleri uundgåeligt har bragt udfordringer med sig.
Set i bakspejlet tænker jeg, at den endelige kamp mod Vecna måske havde føltes mere naturlig allerede i sidste sæson. At den var blevet gjort lidt længere og afsluttet dér. For måske er det største problem ved femte sæson netop, at vi har set så meget af det før, og at den - hvis man skal være lidt kritisk - i høj grad bestod af syv afsnit, der handlede om at forberede den endelige kamp. Samtidig er det svært ikke at kunne lide meget af det, vi har fået. Og ja, det sidste afsnit er sæsonens bedste. På trods af at det har langt den længste spilletid af alle otte, formår det stadig at engagere og holde et velafbalanceret tempo.
At afslutte en tv-serie må være noget af det sværeste, der findes, og ikke alle vil blive tilfredse. Men for mig føltes det som et fint farvel til noget, der har været meget underholdende i fem sæsoner. Var det alt, jeg havde håbet på, nu hvor rulleteksterne er rullet over skærmen? Nej, måske ikke. Men finalen, som et selvstændigt afsnit, føles stærk, meget underholdende og frem for alt afsluttes den på en fint afstemt og utroligt velskrevet måde. Selv hvis historien om disse karakterer slutter her, vil vi have grunde til at vende tilbage til den verden, der er blevet skabt. Måske kan et fremtidigt spin-off finde noget mere af det mysterium, der engang var? Det må tiden vise. Indtil da: tak for alt, Stranger Things. Som helhed har det været fantastisk.