Skip to main content
Anmeldelser Tainted Grail: The Fall of Avalon

Tainted Grail: The Fall of Avalon

Elder Scrolls møder Dark Souls og Kong Arthurs spøgelse et svært rollespil. Holder det?
Claus Larsen 10 juli 2025

Jeg er historielærer og elsker fortællinger om mennesker, der gennem myter er vokset til legendariske skikkelser med en enorm betydning for en befolknings moral, kulturelle identitet og fælles selvforståelse. Et af de bedste eksempler er Kong Arthur, som englænderne nærmest har gjort til nationalmyte. Hele fortællingen om Kong Arthur, Excalibur og Camelot er blevet en slags kulturelt fundament i England, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at myten bliver ved med at dukke op i nye udgaver, både i film og bøger.

Der har også været mange spil med Arthur-mytologi gennem årene, og nu er der kommet et nyt bud. Det pudsige er, at det ikke kommer fra England, men fra Polen - nærmere bestemt udviklerne fra Questline. Deres spil hedder Tainted Grail: The Fall of Avalon, og jeg har haft mulighed for at spille det igennem i løbet af de sidste par uger.

Historien i Tainted Grail: The Fall of Avalon foregår i en syret og forvredet fortid, cirka 600 år efter Kong Arthurs død. Man starter som fange i et sindssygehospital, der (ikke overraskende) er mørkt, fugtigt og ubehageligt. Her møder man Kong Arthurs ånd, og inden man slipper ud, forsøger han at manifestere sig i den forfaldne verden. Det viser sig hurtigt, at han ikke kan slippe fri af hospitalets mørke korridorer uden hjælp fra netop din karakter.

Når man endelig undslipper det foruroligende fængsel, vågner man op i Avalon, som dog ikke er meget mere hyggeligt end sindssygehospitalet. Øen er indhyllet i en blålig tåge kaldet WYRDNESS, som ligger tungt over landskabet og gør nætterne decideret livsfarlige for alt levende. Derimod trives de døde og alt det uhyggelige i tågen, som om den var skabt til dem. Det er med andre ord ikke et rart sted at være.

Spillet stiller dig to store opgaver. For det første skal du finde ud af, hvad du skal stille op med Kong Arthur, som nu er bundet fast til din karakter. Han ønsker at genopstå og igen blive konge over det, der engang var hans rige, men nu er gennemsyret af korruption og undergang. For det andet skal du finde ud af, hvem du selv er. Din karakter vågner uden helt at forstå, hvad der foregår, og hvorfor det netop er dig, der bærer kongens ånd. Jeg siger "inficeret", fordi Arthur har en tydelig vilje og holdning til, hvad der bør gøres, og spørgsmålet er, om han virkelig er så god, som han selv tror.

Man kan hurtigt begynde at tvivle, når man ser, hvordan hans gamle riddere opfører sig i det nuværende Avalon. De virker alt andet end ædle, og det lægger op til en spændende fortælling om forfald, magt og manipulation. Det er faktisk en af spillets helt store styrker. Der er masser af spilletid i Tainted Grail: The Fall of Avalon, og det minder på mange måder om andre store middelalder-rollespil som Skyrim og Oblivion. Men her er alt mørkere, mere klaustrofobisk og præget af forfald, både i stemning, lyd og grafik.

Verdenens størrelse og den måde, den er designet på, vidner også om, at udviklerne har skelet til Bethesdas opskrifter. Spilmekanikkerne har dog også tråde til Dark Souls-serien, og selvom jeg personligt aldrig har været fan af den serie, synes jeg det fungerer rimeligt godt her.

Hvis man kender Dark Souls-opbygningen, så ved man, at man finder lejrbål. Her kan du ikke kun hvile dig, helbrede og bruge fast travel, men også få en snak med Arthurs spøgelse. Ulempen er dog, at alle de fjender man tidligere har bekæmpet, vender tilbage, så man skal slås med dem igen. Jeg har aldrig været vild med den mekanik, fordi det for mig føles som et endeløst sisyfosarbejde. Det skal i hvert fald være meget sjovt at kæmpe, hvis jeg skal finde det motiverende at nedlægge de samme fjender, som man lige havde klaret.

Tainted Grail vinder dog alligevel en Souls-skeptiker som mig over, og det sker gennem en stærk og velskreven historie. Den binder det hele sammen på en måde, som mange andre soulslike-spil ikke formår. Ofte bliver historierne i den genre for fragmenterede og uklare, men det er ikke tilfældet her. Jeg synes faktisk, at fortællingen er spændende og bærer spillet flot, selv når du kæmper mod de samme fjender igen og igen.

Man har masser af muligheder for at udvikle sin karakter, og man har adgang til alle evnetræer fra starten. Det minder meget om Skyrim, hvor man frit kan kombinere evner og stilarter. Det giver mulighed for at lave de her rå, lidt bastardagtige karakterer, der kan lidt af det hele, men ikke nødvendigvis mestrer noget fuldt ud. Du kan for eksempel lave en slags krigermagiker, som i den ene hånd har ild og i den anden et sværd. Det fungerer glimrende og giver plads til kreative builds.

Fjenderne følger ikke dit niveau, så man skal passe på, hvor man bevæger sig hen. Hvis man kommer ind i et område, man ikke burde være i, får man hurtigt tæsk. Især i starten kan spillet være brutalt. Fjenderne slår hårdt, og man bliver straffet for at tage let på kampene. Det er tydeligt, at spillet også her lader sig inspirere af Dark Souls. Man skal hele tiden tænke sig om og undgå at blive omringet. Hvis man ikke gør det, så går det hurtigt galt.

Jeg døde rigtig mange gange i begyndelsen, men da jeg fik udforsket nogle byer og fik fat i bedre udstyr, ændrede det sig. En ven foreslog mig at bruge et spyd, som man får tidligt i spillet. Det viste sig at være en genial idé, for det er både hurtigt og effektivt. Jeg brugte det faktisk næsten hele vejen igennem spillet.

Nogle vil måske undre sig over, hvordan man kan bruge det samme våben så længe, men det kan man, fordi spillet har et ret godt opgraderingssystem. Man kan forbedre sine våben løbende, både med materialer og gennem runer, som giver dem særlige egenskaber. Det fungerer godt og giver kampene en dynamisk kant. Man finder også mange andre spændende våben, så man skal hele tiden overveje, hvad der passer bedst til ens strategi.

Står man over for en kæmpe udød ridder, skal man vurdere, om det er bedst at holde afstand og bruge magi, eller om det bedre kan betale sig at løbe direkte hen og hakke på ham med et kæmpe sværd. Det er den slags beslutninger, der gør kampene sjove, og sammen med den solide historie skaber det en god helhedsoplevelse. På mange måder synes jeg faktisk, at historien i Tainted Grail er mere interessant end i mange af Bethesdas spil.

Men alt er ikke rosenrødt. Grafikken er fra dag 1 forældet. Spillet ser ærligt talt gammelt ud. Teksturerne er udvaskede, og karaktererne bevæger sig stift og livløst. De ligner nærmest mannequiner. Spillet bruger Unity, men det ser ud som noget, der kunne være udkommet for ti år siden. Når man står i det første område og ser solen gå ned over horisonten, så kan det godt være lidt pænt, men det er desværre hurtigt overstået. Resten af tiden løber man rundt i grå, beskidte og visuelle uinspirerende områder.

Alligevel passer det trods alt lidt til stemningen, for Avalon er i denne version et grimt, døende sted. Det hele ser beskidt og råddent ud, og det underbygger faktisk stemningen ret godt. Men det ændrer ikke på, at jeg personligt ikke finder udforskningen særlig spændende, når alt ser så trist ud. Heldigvis kommer der lidt mere variation i de senere områder, men grundpræget i spillets verden er svært at ryste af sig.

Så er Tainted Grail: The Fall of Avalon et spil, man bør spille? Ja, det synes jeg. Jeg nød især historien og de mange muligheder for at udvikle min karakter. Hovedhistorien om Kong Arthur og ridderne om det runde bord er både velkomponeret og fængende. Man skal dog kunne se igennem fingre med, at spillet ligner noget fra en tidligere konsolgeneration, og at figurerne er stive som papfigurer i deres mimik. Hvis du vil have et spil i stil med Skyrim men med elementer fra soulslike-genren, så er dette et oplagt bud. Er du derimod ude efter flot grafik og hæsblæsende action, så skal du nok kigge et andet sted hen.

7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Fornuftig og spændende historie. Ganske godt kampsystem. Mange muligheder for opgradering og tilpasning. • Stemningsfuldt univers
Minusser Grafikken er forældet og kedelig. Nogle spilmekanikker føles slidte. Udforskningen mangler visuel variation. Spillet er ret svært i starten.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 6 Gamereactor-udgaver
7,8 spredning 7–8
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Česko 8
Gamereactor 中国 8
Gamereactor Việt Nam 8
Gamereactor România 8
Fuld profil 314 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 6 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Awaken Realms, Questline
Udgiver Awaken Realms
Premiere 23 maj 2025
Genre RPG, Adventure
Platforme
PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.