Komprimeret til sølle 11 originale skæringer og et enkelt samarbejde med Tinchy Stryder, står Taio Cruz på kransekagen af musikverdenen. Hans navn står overalt på denne plade. Bogstavelig talt. Manden har nærmest produceret og skrevet hele albummet selv, og det er mildest talt imponerende.
Sangene er ganske iørefaldende, og man mærker tydeligt at manden tidligere har arbejdet sammen med prominente navne som Will Young, Cheryl Cole og Sugababes. Rokstarr føles frisk. Den er pulserende og vibrerende. Den er konstant på et højt niveau. Jeg ved godt, at der både er brugt vocoders og alle de fikse ting musikindustrien bruger nu til dags, men det fungerer altså bare forbandet godt på denne her plade.
Den holder hele tiden et bastant tempo, som er med til at holde lytteren interesseret. Selv på pladens stille stunder som den sirupfyldte I'll Never Love Again eller Forever Love. Denne kollektion af sange lyder simpelthen som fremtidens hits allerede i dag. En udvikling af en fortærsket genre. Måske med de samme virkemidler, men mest af alt med talent og hjerte, og så kan det faktisk godt imponere.
I'll Never Love Again var oprindeligt skrevet til Cheryl Cole, hvis plade vi har anmeldt tidligere her på Gamereactor, men hun takkede nej. Det har så betydet at Taio Cruz selv har fået et kæmpe hit med sangen. Nummeret er ganske simpelt så skarpt skåret at man glædes. Omkvædet er silkeblødt og hooked er veltænkt og lige i skabet. Dette nummer viser om muligt hvem Taio Cruz er. En Kanye West med silkebløder vokaler. Et talent der har stået bag de bedste udgivelser fra nyere tids popmusikanter, og nu selv står i rampelyset med kun det bedste materiale. Det er velfortjent.
Ikke fordi at Taio Cruz ikke har været tæt på før. Sidste år kom hans Come On Girl ganske højt på hitlisterne og hans debutalbum Departure gik top 20. Men Rockstarr markerer virkelig ankomsten på en popstjerne, der skal tages seriøst, og efter denne udgivelse vil alle med hang til stjernestatus have en bid af kagen.
Dirty Picture med udskældte Ke$ha er et nummer Sugababes ville sælge deres sjæl til djævelen for at have fået, og Only You har den samme atmostfære som Take That også skabte, hvor både mor og datter kan være med på sangen.
Med et kæmpetalent der åbenlyst mangler opmærksomhed, og oprigtigt fortjener det, er der virkelig kun et spørgsmål tilbage efter dene fantastiske popplade. Hvorfor Rockstarr med to r´er? Mindre af den slags, og mere vidunderlig pop musik, tak.