Tales of Berseria Remastered

At kaste sig over et klassisk japansk rollespil er helt klart en af mine yndlingsbeskæftigelser, når det kommer til at kaste mig ud i en ny spiloplevelse. At have mellem 40 og 100 timer foran mig, lære en flok farverige karakterer at kende og rejse rundt i en storslået verden er ganske enkelt vidunderligt, og alle 17 dele af Tales-serien tilbyder stort set altid det, jeg ønsker fra genren. Der er flere højdepunkter (for mit vedkommende er det personligt Symphonia, Vesperia og også det seneste kapitel, Arise), men de fleste spil i denne 30 år lange serie har budt på utallige fantastiske timer med alt det, man forventer af rollespilsgenren.

Bandai Namco har holdt et højt tempo med at finpudse de fleste af disse titler. Hvis du ikke har spillet nogle af dem før, eller måske har været opsat på at spille dem igen, er dette den perfekte lejlighed. Visse titler, herunder denne, er også tilgængelige i et bestemt format for første gang. Da Tales of Berseria udkom for knap ti år siden, skulle man have en PlayStation 3, 4 eller en PC for at nyde eventyret. Men med denne remaster får Xbox- og Switch-ejere nu også muligheden for at nyde dette kapitel.

Da spillet oprindeligt udkom, blev det anmeldt af en af redaktionens andre rollespilseksperter, og hans fremragende anmeldelse kan læses her. Da der er tale om en remaster, og en ret "forsigtig" en af slagsen, har selve spillet ikke ændret sig synderligt drastisk på nogen punkter. Det er den vestlige udgivelse, der har dannet grundlag for opdateringen - vi får en opgraderet version med hurtigere karakterbevægelser, nogle klassiske "Quality of Life"-ændringer såsom tydeligere markører og et par andre småting, samt alt det udgivne DLC i form af kostumer og andre genstande. Det mærkes dog stadig flere steder, at der er tale om et ti år gammelt spil med meget tågede udsigter i visse miljøer og grotter, der mangler detaljer. Desuden falder frameraten ret markant, når kampene bliver lidt for prangende, så det er simpelthen ikke en perfekt remaster; den lider under tidens tand og er ikke fuldt optimeret til nutidens konsoller.

Historien om, hvordan vores hovedperson Velvet bliver vidne til noget tragisk - og forvandles til en ret usympatisk og hjerteløs heltinde - er, i hvert fald efter japanske rollespilsstandarder, ret forfriskende. Jo, det er stadig i bund og grund en fortælling om hævn, og alle genrens klichéer følger efter hinanden gennem hele eventyret. Men måden, Velvet portrætteres på, føles stadig en smule original og anderledes. Under sin rejse møder hun naturligvis en række mere eller mindre skøre karakterer, og selvom galleriet af disse karakterer ikke er det mest spændende, jeg er stødt på, så har japanske rollespil den fordel, at alt vokser på én over tid. Når vi bruger så mange timer med banden, ender de alligevel med at vinde ens hjerte.

Jeg plejer at nyde at læse og følge en historie, men jeg endte med at sukke ret ofte over den massive mængde eksposition, der skyller hen over én her. Der er konstant snak, og jeg ville ønske, at dialogen kunne have været mere flydende, mens man bevæger sig fremad. Nu bliver den afbrudt for ofte af enten små tegneserieagtige dialogbokse eller overdrevne mellemsekvenser. Spillet har dog meget flot tegnede anime-sekvenser under store historie-relaterede begivenheder, og disse er en fornøjelse at opleve. Men selve spillet er alt for udvandet med masser af dialog, og jeg oplever ofte, at min tålmodighed er ved at slippe op. Som resultat bliver hele Velvets historie - hvor sjovt det end er, at den tør være lidt anderledes i forhold til sin protagonist - meget langtrukken og til tider kedelig.

Når det kommer til rollespil, foretrækker jeg personligt turbaseret kamp. Her er der dog tale om realtids-action, og selvom man nemt kan smutte forbi fjender på kortet og kun bliver trukket ind i kamp, hvis man rører dem, skal man stadig kæmpe en del. Kampene består mest af at trykke uendeligt på knapperne for at sammensætte forskellige kombinationer. Der er bestemt noget finesse involveret i at regne fjendernes svagheder ud for lettere at banke deres livsmålere ned, men desværre bliver det også hurtigt ret repetitivt.

Tales of Berseria Remastered ser generelt ret godt ud visuelt. Det mærkes dog, især i indendørsmiljøer og grotter, at tiden har været lidt hård ved det visuelle. Eller rettere sagt, at tiden har gjort fremskridt, som ikke mærkes her. Den højere opløsning gør bestemt sit til, at det føles skarpt. Men der ligger også en tåge over horisonten. Korridorer og grotter er sparsomt dekorerede og grå. Men det værste er, som tidligere nævnt, i kampene, hvor spillet hakker ret slemt. Nutidens konsoller burde kunne håndtere dette, så det føles som et problem med optimeringen, som man simpelthen ikke er kommet over. Mange udendørsmiljøer er dog rigtig flotte, byerne føles behagelige at ankomme til, og den højere opløsning får det til at fungere godt på moderne skærme hvad angår tekst og billeder. Derudover bør musikken helt klart fremhæves, da den ofte er meget storslået med flere numre, der, selvom de måske ikke er umiddelbart mindeværdige, bidrager til atmosfæren på en rigtig god måde.

Som jeg skrev i indledningen, elsker jeg virkelig at kaste mig ud i store og lange eventyr. Derfor passer det, i betragtning af hvilken type spil der er tale om, rigtig godt. Den oprindelige anmeldelse gav karakteren syv, og jeg giver remasteren det samme. I sidste ende er det simpelthen et godt japansk rollespil uden at tilhøre de helt store i hverken genren eller serien.