Kan du huske Hellraid? Alt imens Techland var ved at lægge sidste hånd på det første Dying Light, så løftede de også sløret for dette sideløbende projekt tilbage i sommeren 2014. Det var meningen at du skulle spille kooperativt med 2-3 venner, og udforske en gotisk verden hvor du kunne opgradere din karakter, dræbe udfordrende fjender finde lækkert grej. Men årene gik, og Techland valgte i stedet at fokusere på ekstraindhold til Dying Light, og efterfølgende det kommende Dying Light 2.
Så hvad skete der egentlig med Hellraid? Ja, det er nu blevet lavet om, så det i stedet bliver en udvidelse til netop Dying Light. Dette har Techland afsløret via en kort teaser trailer, der desuden afslører at udvidelsen ankommer her i løbet af sommeren.
Det er en kende bizart, når nu Dying Light 2 står til at udkomme indenfor de næste seks måneders tid, men det er måske en måde endelig at få Hellraid ud af døren.
Du kan se den korte trailer herunder, samt en trailer der viser hvad Hellraid kunne have været.