Den færøske troubadour med den følsomme vokal og den akustiske stil, er tilbage med sit andet album. Han er en omrejst herre, ham Teitur. Han forlod det golde Færøerne til fordel for den store verden som 17-årig. Hans talent og en god portion held var nok til at bringe ham rundt, og til sidst forløste det sig i en pladekontrakt. I 2003 ramte debuten Poetry & Aeroplanes pøbelen. Færøerne, som hverken har eksotisk klima, billige øl eller grisefester med Johnny Reimar, og derfor aldrig har interesseret den almindelige dansker synderligt, blev pludselig interessant, eftersom de faktisk havde opfostret en af tidens bedste singer/songwritere. Den sympatiske færing blev sågar inviteret til at spille for Frederik og Mary i Århus i år 2004. Med debuten blev han en kæmpe succes i store dele af verden, især i USA og England.
Teitur må siges at være kendt for en afdæmpethed og eftertænksomhed, der tekstmæssigt er yderst poetisk, og til tider ret højtflyvende. Det nye album er ikke nogen undtagelse. Det bærer stærkt præg af en ambitiøs ung mand, der oplever mange ting i den store verden, og formår at fange enkelte øjeblikke, nedskrive dem og senere levere dem med stor overbevisning. En stor del af numrene er indspillet fra live optrædener, hvilket giver de enkelte numre en hvis autencitet, som er en ganske fræk finesse. Men på den anden side kan man godt savne den fuldendte og helstøbte lyd, en studieindspilning giver.
Albummet indeholder en tungsindig live-udgave af Great Balls Of Fire, som undertegnede stiftede bekendtskab med første gang, da han optrådte for Frederik og Mary i Århus, og jeg har ikke hørt nummeret siden. Det har dog gjort et stort indtryk, og Teiturs fortolkning af den gamle Jerry Lee Lewis-klassiker var et glædeligt genhør. Nummeret Louis, Louis er fantastisk og en afspejling af de mere løsslupne og energiske sider af pladen, der ellers godt kan virke meget nedtonede, hvor Waiting For Mars og Baby You Don’t Ever Have To See Me Again, er gode eksempler på Teiturs melankoli og afdæmpethed. Teitur udfordrer sin vokal enkelte steder, og det høres især på All My Mistakes, der nærmest er en falset-hymne. Et blandet album, der alligevel fremstår enestående.