NB! I morgen kan du se en kæmpe eksklusiv GR TV udsendelse fra finalen, interview med de bedste spillere - og så er vi hjemme hos nogle af top 5 spillerne dagen før det hele går løs!
Først og fremmest vil Gamereactor, Nordisk Film og PlayStation godt takke alle de mere end 1000 tilmeldte. Tak for i var med - det har været intet mindre end fantastisk!
Efter fire ugers intens fingermotion havde Danmarksmesterskabet i Tekken 5 endelig nået sin destination i København, hvor de håbefulde aspiranter stadig havde én sidste chance for at kvalificere sig til den store finale. Dette faktum var tydeligt mærkbart på antallet af fremmødte, der i stor grad oversteg enhver forventning og hurtig hev al luften ud af den relativt store EB Games butik på Fisketorvet, der havde lagt hus til begivenheder. Mange tilbagevendende var atter til syne for endnu engang at prøve kræfter af og forhåbentligvis gå hele vejen, men kun én kunne komme videre, og som sidste udkald fik det hurtigt nerverne frem. Hele første runde bestod af et så stort antal kampe, at minutterne og timerne hurtigt fløj forbi, men allerede ved indgangen til anden runde blev det tydeligt, at et uset antal fremmødte var en del af den absolutte Tekken elite i Danmark. Dette skulle nok blive godt!
Alle favoritterne klarede sig her ikke overraskende videre, og næsten alle vinderne var potentielle kandidater til at indtage førerpositionen. Af en håndfuld kan blandt andet nævnes Simon Lenz, Henrik Hejlesen, Khalid Mussa, Mark Andersen, Anders Schramm og Jesper Hansen, som alle naturligvis ville få en meget hårdere omgang i tredje runde, hvor fårene for alvor blev skilt fra bukkene. Tilbagevendende Mohammed Iram Aies kunne flot udjævne sin konkurrent Danni Blyme, mens Olsen brødrene blev delt i to, da Peter gik videre og Morten tabte til Aron Chau. De andre storfavoritter gik som forventet videre, selvom Anders Schramm måtte udgå efter et hårdt sammenstød med Khalid Mussa. Et par overraskelser og ukendte navne stod tilbage, men alt dette blev der rettet op på i fjerde runde - eller det vil sige næsten.
Simon Lenz måtte her se sig slået af en bedre mand i Mark Andersen, selvom kampen var en finale værdig, mens både Mathias Klarlund og Henrik Hejlesen forventeligt kunne gå videre til kvartfinalerne. Jesper Hansen fortsatte ligeledes de gode takter, mens Peter Olsen i en heftig kamp slog Khalid Mussa. Alligevel stod der én relativ ukendt person tilbage, Phi Ly, som kun de færreste i danmarks elite egentlig kendte til og havde forberedt sig på. Men hvor langt kunne han egentlig gå? I kvartfinalen blev han sat op mod den berygtede Henrik Hejlesen, der i Lyngby kun blev slået af Sidney Overgaard. Derfor kom det som en helt enorm overraskelse og øjeåbner, da Phi Ly i helt overbevisende stil kunne slå Hejlesen ud. Også Mark Andersen, Mathias Klarlund og Mohammed Iram Aies kunne gå videre til en semifinale, der var mere spændende en nogensinde før. I en uhyggelig tæt dyst viste Mathias Klarlund sig den stærkeste og derved var Mark Andersen ude, mens Phi Ly endnu engang imponerede alle, da han slog Mohammed Iram ud. I finalen havde Mathias Klarlund efter utallige forsøg nu endelig mulighed for at kvalificere sig, men hvad han ikke viste var, at han var pitchet mod dagens klart største overraskelse. Så med tænderne sammenbidte og neglene flyvende omkring i rummet kunne Phi Ly tage en storslået sejr i sin første Tekken turnering nogensinde!
Derved var alle de otte mestre fra hele landet klar til at konkurrere om en alt-betalt rejse til Los Angeles for to personer og ikke mindst en plads i Nordic Championship. Sidney Overgaard (Lyngby-vinder), Rune Burgaard (Kolding), Gorm Casper-Mortensen (Hillerød), Søren Madsen (Herning), Peter Nøbbe (Århus), Jan Kaczmarek (Odense) og Dion Sørensen (Aalborg) havde alle taget den mere eller mindre lange tur til Fisketorvet og havde naturligvis luret deres seneste modstander, Phi Ly, af. Finalen blev afviklet gennem et gruppespil, med fire kampklare ubesejrede Tekken vindere i hver af de to grupper. Gruppe A med Han, Rune, Gorm og Søren startede ud og her viste Gorm tydeligt, at han ikke bare var her for sjov og ballade da han i flot stil slog samtlige af sine gruppemodstandere. Jan kunne i sidste kamp mod Søren samtidig kvalificere sig ved en sejr, hvilket gav ham en samlet andenplads i gruppen og derved et hurtigt farvel til både Rune Burgaard og Søren Madsen.
Gruppe B med Sidney, Peter, Dion og Phi Ly viste sig straks at være langt mere lige. Efter de to første omgange var stillingen fuldstændig lige med en sejr til hver eneste i gruppe og derfor var sidste kamp altafgørende for hvem der gik videre til semifinalen. Her skulle Sidney møde Dion og Peter møde Phi Ly, men på trods af nogle meget tætte kampe var det Sidney og Phi Ly, der i sidste ende kunne se sig selv som sejrherrer. Med to sejre begge fik Sidney en førsteplads i puljen gennem sejren i deres indbyrdes puljekamp, og derved skulle han møde Jan Kaczmarek, mens Phi Ly kunne udfordre stadig ubesejrede Gorm Casper Mortensen. Derved var semifinalerne sat og kampen om turen til L.A. virkede nærmere end nogensinde. Dette var et knald eller fald og ét forkert skridt kunne betyde den visse død. Stemningen blev mere og mere intens i EB Games butikken og efter en kort pause var de fire semifinalister klar til at kæmpe deres livs kamp. Mens Sidney i rimelig overbevisende grad kunne slå Jan ud, selvom det på ingen måde var et let kamp for nogen parter, så viste dysten mellem Gorm og Phi Ly at blive rundens mest spændende. Her fik Gorm en hurtig føring og det så utrolig sort ud for Phi Ly, men et langsomt åndedræt og en stærkere koncentration senere var stillingen næsten helt lige og i en helt enorm overraskelse slog Phi Ly den hidtil fuldstændig ubesejrede Gorm Casper-Mortensen.
Den længe ventede finale var dermed sat og kampen skulle stå mellem Tekken 3 mesteren Sidney Overgaard og outsideren Phi Ly. Det var en David mod Goliath og hele butikken så intenst på, mens kampen blev flyttet op på den store fladskærm hængende fra loftet. Efter alle formaliteter var gjort klare kunne gongongen lyde og den sidste duel begynde. Sidney kom utrolig godt fra start og selvom konkurrencen var hård kunne han vinde de første tre omgange og derved var én i hus - én til og sejren var i hus. Selvom det atter så uendeligt sort og ganske umuligt ud for Phi Ly kunne han med et vel timet karakterskift hurtigt vende hele duellen. Sidney fik hurtigt meget mere at se efter i anden kamp, hvor Phi Ly viste uhyggeligt flotte reaktionsevner, der fik hele salen til at gispe højlydt og klappe imponeret. Derved stod den 1 - 1 og den ellers så støjfyldte EB Games dagen igennem virkede pludselig som en forladt slagmark. Spændingen nåede et absolut højdepunkt, som der blev talt ned til Danmarksmesterskabets aller sidste kamp. På trods af et velovervejet karakterskift fra Sidney, så viste fænomenet Phi Ly hurtigt at være den stærkeste og mest aggressive, selvom kampen til tider var fuldstændig lige. En mikset følelse af forundring og ren underkastelse lød igennem salen, da Phi Ly kunne give Sidney Overgaard nådesstødet. Løftet op til hele butikkens hyldest havde den ukendte Phi Ly gået fra ingenting til alting på én dag og stod nu tilbage som Danmarksmester i Tekken 5. Skuffelsen var naturligvis til syne hos Sidney, der som den eneste rent faktisk havde slået Phi Ly tidligere i gruppespillet. Der var da også bred enighed hos alle tilskuerne og deltagerne om, at dette var de to helt rigtige finalister. I sidste ende kan der dog kun være én og denne var altså Phi Ly, der nu kan se frem til en lækker tur til LA for ham og en ven med alt betalt. Men han skal nu ikke hvile alt for let på laurbærrene, for snart går det løs igen, når han skal til Nordic Championship, der snart bliver frigivet detaljer omkring.
Der skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til alle otte finalister og et tak til samtlige deltagere, og så er der kun tilbage at sige held og lykke til Phi Ly i at forsvare danmarks ære og vi ses næsten gang kongen af the Iron Fist Tournmanet atter skal krones.