Tendenser vi gerne lægger bag os her i 2025

2024, sikke et år, hva'? Vi havde ikke det konstante bombardement af fantastiske spil til at distrahere os fra den mere negative side af branchen, og selv med de solide udgivelser vi fik, føltes det, som om der var en sådan bølge af diskurs omkring dem, at det blev svært at beslutte, om man rent faktisk kunne lide indholdet eller samtalen omkring en titel. Der var meget godt i 2024, misforstå os ikke, men der er også nogle ting, som vi bør lægge bag os, når vi ser frem mod resten af 2025 og videre frem, så lad os se på, hvad gaming bør efterlade i bakspejlet.

1. Giftig adfærd/"The Woke Wars"

"The Woke War" er begyndt. Det ser ud til, at 2024 - mere end noget andet år i nyere tid - har introduceret en meget mere giftig diskurs om spil, og at gå ind og sige, om man kan lide et spil eller ej, føles som at træde ud på is, der er lige så tynd som et ark papir med et minefelt lige under overfladen. Vi kunne skrive en masse om dette emne, men det er værd at gøre det klart, at dette punkt handler mindre om siderne i sig selv og mere om den måde, diskursen om spil har ændret sig på. Os og dem-mentaliteten har aldrig været stærkere, og på grund af generelle udtryk som "woke", "DEI" og andre er det nemmere end nogensinde at piske en stemning op over meget små ting. Springene til ekstreme synspunkter er også blevet tydeligere, og selv om man er enig i, at Concords design var helt til grin, er det svært at føle, at man kan slutte sig til kritikerne uden at slutte sig til en mindre konstruktiv gruppering af mennesker.

Måske er det bare online, måske ikke, men besøg det gængse kommentarfelt under en tilfældig historie om et af årets "kontroversielle" spil såsom Dragon Age: The Veilguard, Concord, og nu også Intergalactic: The Heretic Prophet og The Witcher 4, og se selv hvor galt det hele er gået.

Diskussionen om kvindelig repræsentation i spil har især taget en drastisk drejning i år, hvor mange lovpriste udgivelsen af Stellar Blade og dets hovedperson Eve som Kristi genkomst. Det er fint at have præferencer for karakterer, især i et medie som spil, hvor man håber at kunne flygte til en anden verden, men det er blevet meget mærkeligt, hvordan netop spil som førnævnte Intergalactic: The Heretic Profit, der giver deres hovedperson et anderledes udseende, bliver hånet, fordi de ikke er lige så kurvede som de andre 2D-kvinder, folk har forelsket sig i. De mennesker, der er så ekstreme, er et lille, men meget højlydt mindretal, og i 2025 håber vi, at der kan komme nogle mere fornuftige synspunkter fra begge sider, som kan føre til ordentlige samtaler igen uden buzzwords og ekkokamre.

2. Live-Service Lort

Suicide Squad: Kill the Justice League udkom i 2024, og inden der var gået et helt år, blev det givet gratis ud via Prime Gaming. På Steam faldt salget med 95%. Concord var knap nok ude i to uger, før det blev fjernet. Det er tragisk, især når man tænker på den tid, der kunne have været brugt på at jagte noget andet end endnu en live-service fiasko. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen og igen: Folk, selv gamere, har ikke ubegrænset tid. De kan ikke bruge 40 timer på at spille Fortnite, Call of Duty, Apex Legends, Helldivers II eller et af de andre spil, de faktisk godt kan lide, og så skifte til endnu et spil, der desperat prøver at få deres opmærksomhed. Man kan ikke redde alle hunde på internatet, uanset hvor meget man gerne vil, og man kan ikke spille alle live-service-spil. Marvel Rivals og Helldivers II kan måske give jakkesættene nok eksempler til at tro, at de kan gøre deres bombe til 250 millioner dollars til et hit, men når vi ser flere og flere af disse titler falde til jorden, vil jeg hellere se talentfulde udviklere lave noget, de brænder for, og lægge live-service bag sig.

3. Grådighed og glubske monetariseringsstrategier

Apropos live-service, her er en af genrens største synder. Da jeg lavede denne artikel, spurgte jeg rundt for at se, om nogen havde noget, de gerne ville tilføje på deres liste over fejl, og der kom en blanding af svar omkring gatcha-spil, loot boxes, battle passes, og de kan alle sammen sammenfattes i det generelle net af grådighed. Gaming er en industri med mange penge, og derfor tiltrækker den selvfølgelig folk, der hellere vil købe biler end at hjælpe med at redde deres ansattes job (læs; Pete Parsons fra Bungie). Denne tendens har har hængt ved i branchen i et stykke tid nu, hvor man kan se, at en titel bliver lavet på grund af salgbarhed snarere end passion. Dyrere udgaver af spil, dyre kosmetiske genstande og meget mere har gjort deres indtog i 2024, og selvom vi ikke forventer, at spil bliver billigere, ville det være rart ikke at føle, at man får en issyl stukket ind mellem ballerne, når man logger ind for at spille sine yndlingstitler. Det er ikke alle spil og virksomheder, der er skyldige i dette, og der er nogle, der har indset, at man kan tjene mange penge, mere end nok penge, uden at pisse størstedelen af sin spillerbase af, men indtil alle finder ud af det, forbliver dette på listen.

4. Fyringer

Det er nok ønsketænkning, men jeg håber ikke, at vi ser tusindvis af mennesker, der pludselig mister deres levebrød i år. Vi troede, at 2023 var slemt, men 2024 tog fyringer til et helt nyt niveau. Selv skaberne af fantastiske spil som Hi-Fi Rush var ikke sikre, og det får en til at tænke på, om der overhovedet er noget, der kan sikre et job i spilbranchen, hvis man ikke er på toppen af rangstigen. Selv på det journalistiske område har vi set flere lukninger, bl.a. af GGRecon, Game Informer og Play Magazine. Det er meget svært at være positiv over for denne del af gaming, når det ser ud til, at talentfulde mennesker mister deres job hver uge, men forhåbentlig kan vi begynde at se lys for enden af tunnelen i 2025 og derefter.

5. Spil der afsløres alt for tidligt

Inden du begynder flyver ned i kommentarfeltet, så forstår jeg godt, hvorfor virksomheder afslører spil, der ligger mere end fem år ude i fremtiden. Det skaber en stemning, det lader publikum vide, hvad de arbejder på, så de ikke får falske forhåbninger, det giver måske også mulighed for at hyre folk fra andre studier med ekspertise i genren, og det informerer aktionærerne om, hvad en virksomhed arbejder på. Men fra et forbrugersynspunkt føles det virkelig som en kniv i maven, når man ser det spil, man har ventet på i årevis, måske endda i et årti, og så får at vide, at man ikke får det at se, før man er gammel og grå. Franchises bliver sværere og sværere at holde fast i, fordi der går for lang tid mellem udgivelserne. Jeg var midt i teenageårene, da jeg spillede The Witcher 3: Wild Hunt for første gang, og jeg ved ikke, om jeg får efterfølgeren at se, før jeg er 30. Det er ikke en god følelse at have, og selvom The Witcher 4 først er blevet afsløret for nylig, er der masser af spil, der er blevet afsløret for mange år siden, og som er forblevet i offentlighedens bevidsthed for så at give os næsten ingenting. 2025 ser ud til at blive et fænomenalt spilår, men lad os håbe, at vi ikke igen skal opleve Geoff Keighley sige med det sjælløse smil og de blanke øjne, at vi kan forvente at se det superfede spil, som han spillede i sommer i 2043.

Før jeg slutter af, vil jeg gerne fremhæve, at selvom der var nogle dystre ting i det forgangne år, kan gaming som helhed stadig være en meget positiv ting. Når jeg er så heldig at have dette job og tage ud til konferencer, bliver jeg altid forbløffet over de mennesker, jeg møder, lige fra dem, der laver og promoverer spil, til dem, der bare er der for at nyde dem. Der er også gedigent gode mennesker derude, som Amir Satvat, fyren, der gjorde alt for at finde job til folk, der havde mistet deres i gaming. Ja, gaming-samfundet viser måske sin giftige side igen med responsen på en person som Satvat, men han er et bevis på, at der altid vil være folk, der elsker gaming mere end dem, der lader som om, de elsker det, kun for at kunne udnytte hadet til det.