Sagaen om Christopher Nolans film Tenet, og dens løbende udskydelse fra verdens biografer på grund af COVID-19, er lang og sej, men nu lader det endelig til at filmen, om ikke andet i Danmark, har fået en konkret premieredato, der ikke umiddelbart synes at blive flyttet, med mindre smittetallet stiger støt naturligvis.
Via en pressemeddelelse sendt til Gamereactor fremgår det, at Tenet har fået en officiel premieredato herhjemme, der hedder d. 26 august, og derfra kan den opleves i både IMAX, og i 70 millimeter.
Det er en uge før verdenspremieren, men denne er allerede i fare for at blive rykket, fordi netop biograferne ikke helt er sikre på at de vil holde åbent i starten af september, hvis ikke situationen i blandt andet USA og England har ændret sig til det bedre.
