Canon HF11 er egentlig en opdateret version af HF10 kameraet, som det sidste års tid har imponeret anerkendt som et af de absolut bedste HD kameraer på markedet. Med HF11 forsøger Canon så at gøre det endnu bedre, da det er det første videokamera til private, som kan gøre brug af 24Mbps bitrate når det optager i HD kvalitet. Det skulle give et endnu skarpere billede, men allerede med HF10 var vi oppe i en så høj billedekvalitet at det nok er de færreste der vil kunne se den store forskel på de to. En forskel mellem HF10 og HF11 som der dog vil blive lagt mærke til, er udvidelsen af den interne hukommelse. HF11 har 32GB intern hukommelse, mens forgængeren måtte nøjes med 16GB.
Canon HF11 er et lille fikst video-kamera, som passer fint i hånden. Stroppen, som hånden skal sidde i, kan indstilles så alle, uanset størrelsen af hånden, kan få et godt greb på kameraet. Noget som bestemt er vigtigt når der skal optages gode film. Som sagt har jeg ikke den store erfaring med videokameraer, men jeg blev imponeret over hvor godt dette kamera er skruet sammen. På trods af størrelsen og de mange elementer der skal være plads til - så som blitz, mikrofon, lys og diverse knapper - så var det hele placeret så man aldrig fik fingre i vejen eller skulle gøre vold på sine fingre for at nå tingene. Én ting jeg kan huske fra mit tidligere oldnordiske kamera var at mikrofonen (som dengang var temmelig stor) sad så hånden ofte stødte imod den, hvilket ofte gav forfærdelig lyd på filmene. Sådan problemer er der slet ikke her. Mikrofonen er diskret placeret under linsen og det optager rigtig god lyd. Det eneste jeg fandt lidt irriterende ved designet var drejeknappen hvor man vælger mellem at optage foto, video eller afspilning af foto og video. Den sidder så det er lidt besværligt at skifte med højre hånd, når først man har placeret hånden i stroppen. Det er nok heller ikke så tit man har brug for det, og måske er det bare mig der er besværlig her, men jeg fandt det nemmere at bruge venstre hånd til at dreje på hjulet og det tror jeg næppe har været meningen.
LCD skærmen foldes ud i venstre side af kameraet og på trods af dens størrelse (det er et lille og handy kamera) så viser den klart og tydeligt hvad man er ved at optage. Under skærmen er der nogle knapper til Playback og andet kontrol. Jeg fandt de knapper lige lovlig lille, men efter lidt tilvænning så fungerede de nu alligevel udmærket. Skærmen kan drejes 180 grader rundt, så man kan bruge den medfølgende fjernbetjening til at filme sig selv og se det samtidig. En sjov feature, men nok næppe noget man vil bruge meget. Zoom knappen, udløser-knappen til at tage fotos og tænd/sluk knappen sidder på toppen af kameraet, så fingrene på højre hånd nemt kan nå det hele.
Billedkvaliteten med dette kamera er helt superb. Det tror jeg roligt jeg kan konstatere, selv uden at være ekspert på området. Farverne er klare og tydelige og det hele står knivskarpt, uanset om man optager stationære ting eller personer i fuld fart. Selv lidt kummerlige lysforhold kunne ikke for alvor få kameraet på glatis, selv om det selvfølgelig kan ses på billedet hvis der mangler lys når man optager. Man kan naturligvis selv indstille kvaliteten af det man optager og her leverer Canon HF11 fine alternativer. Ikke blot fordi man jo ikke altid har brug for HD format, men også fordi man ved at indstille en ting som Frameraten, og gøre den langsommere, kan kompensere for manglende lys og dermed sikre et mere skarpt og farverigt billede selv med dårligt lys.
En ting der også imponerede mig var hvor godt kameraet er til at kompensere for rystelser. Kameraet er i forvejen så handy og ligger så godt i hånden at man ikke ryster så meget når man optager, men man kan selvfølgelig ikke undgå det. Men så kompenserer Canon rigtig godt for det, og der er meget få og meget svage rystelser på den endelige video. Det gør også at fotos står skarpt og tydeligt. Jeg har ofte problemer med digitale kameraer, fordi de er så små at de er stort set umulige at holde i ro når der skal tages billeder, da de uvægerligt vil bevæge sig lidt når man trykker på udløserknappen. Et videokamera er tilpas stort til at man kan få godt fat og holde det roligt selv, når der trykkes på udløser-knappen. Canon HF11 kan tage fotos i en opløsning op til 2048 x 1536 og det giver rigtig flotte og detaljerede billeder. Kameraet kan styre alle indstillinger for dig, så du blot skal koncentrere dig om at finde et motiv og zoome. De mere hardcore fotografer kan selvfølgelig vælge deres egne indstillinger og få lige præcis det billede de ønsker. Man kan ud over at tage enkeltbilleder, indstille kameraet til at tage en serie på 5 billeder ved et enkelt tryk på udløseren. Det fandt jeg faktisk var rigtig rart, da én af fordelene ved et digitalt kamera er, at dårlige billeder blot kan slettes igen. Når man så har 5 billeder at vælge imellem for hvert motiv, så er der større sandsynlighed for at man fanger lige det rigtige udtryk.
32GB intern hukommelse er faktisk forbavsende meget plads til at optage video, selv når det skal foregå i HD format. Bruger man HF11 kameraets højeste kvalitets-indstilling, så er der ifølge Canon selv, plads til 175 minutters optagelse. Altså tæt på 3 timers video. I den dårligste kvalitet er der plads til imponerende 735 minutters optagelse. Skulle man få brug for mere, så er det bare at proppe et ekstra SD eller SDHC kort i maskinen.
En vigtig ting for en amatør som mig, er hvor nemt det er at arbejde med filmene bag efter. Det er ikke meget ved at have tre timers HD video af datterens gymnastikopvisning, hvis man ikke kan overføre den til en dvd og give den til de stolte bedsteforældre. Det er faktisk rimelig nemt med Canon HF11. Det kan være temmelig forvirrende at finde rundt i de forskellige formater for film og hvilke programmer der kan arbejde med hvad, men Canon gør det rimelig nemt for én ved at inkludere programmet Digital Solutions, samt nogle andre små programmer til billede og videobehandling. De gør det nemt at få overført videoen til PCen og få redigeret i den og brændt ud på en DVD, usb-stik eller lignende.
Der er mange udgange/indgange på kameraet. Ud over stik til at tilføje ekstra udstyr så som en ekstra mikrofon, hovedtelefoner eller lys, så er der masser af muligheder når man ønsker at få sine optagede videoer overført til andre medier. Jeg syntes jeg blev ved med at finde stik rundt omkring på kameraet og det er imponerende hvad der er af muligheder. Der var dog alligevel et stik jeg savnede. Et ordentligt HDMI stik. Jeg ville nemlig gerne tilstlutte det direkte til mit fjernsyn med HDMI, men Canon HF11 har kun et mini-HDMI output, så med mindre man lige ligger inde med en adapter eller et mini/standard HDMI kabel, så er det ikke muligt. Canon lever nemlig ikke hverken sådan et kabel eller en adapter med, selv om de leverer mange andre kabler sammen med kameraet.
Er man på udkig efter et HD videokamera, så er Canons seneste HD kamera så absolut et godt bud. Det er nemt at bruge for den uindviede, men skulle man have mere forstand på det end undertegnede anmelder, så er der også masser af muligheder for selv at indstille på tingene og kontrollere sine optagelser i mindste detalje. Ud over at levere flotte optagelser i HD format, så kan det også sagtens overtage familiens foto-behov, da det også er et rigtig godt kamera. Jeg har faktisk svært ved at finde noget negativt at sige om dette kamera, ud over nogle småting som irriterede mig lidt da jeg brugte det. Jeg har som sagt ikke den store forstand på videokameraer, men for en almindelig bruger er Canon HF11 så absolut et rigtig godt bud på et videokamera man vil blive rigtig glad for.
Yderligere karakterer
- Udseende
- 8 / 10
- Pris
- 8 / 10
- Kvalitet
- 9 / 10
- Funktionalitet
- 9 / 10