Skip to main content
Gamereactor Hardware iriver Spinn
Hardware

Test: iriver Spinn

Udseendet gør det ikke alene
Mikael Hansen 12 december 2008

Koreanske iriver har ikke gjort meget væsen af sig de sidste par år, og med undtagelse af deres Clix-afspiller, har der da heller ikke været meget at skrive hjem om. Nu er de dog igen klar med en nyhed - iriver Spinn - som vi så første gang til CES 2008. Spinn er landet på redaktionen, og det er tydeligt at især designet har spillet en stor rolle i udviklingen.

Afspilleren består primært af den 3.3" store trykfølsomme skærm. I venstre side sidder volumenknapper samt tænd/sluk-knap, og i toppen finder vi tastelåsen, en tilbageknap og mikrofonen. Sidst men absolut ikke mindst, har afspilleren et drejehjul øverst i højre side - deraf navnet - som desuden fungerer som en knap. Selve kabinettet er lavet i aluminium, på nær den hvide bagplade, samt knapperne, som er i plastik. Metallet giver en god kvalitetsfornemmelse, og selvom valget af plastik til bagpladen virker uheldig, kan man godt mærke afspilleren ikke er helt billig.

Det der gør iriver Spinn interessant, udover det lidt anderledes design, er den måde man navigerer i afspilleren på med det lille hjul. For selvom skærmen er trykfølsom, ender man med at bruge en kombination af skærmen og hjulet til at navigere rundt med. Dette ser jeg som både en stor styrke og stor svaghed ved iriver Spinn.

Det lille hjul er en ganske smart tilføjelse - lidt i stil med Apples drejeskive - men til forskel fra Apple, formår iriver ikke at udnytte hjulet tilstrækkeligt, og man undrer sig til tider over hvorfor det overhovedet er der. For mig virker det eksempelvis helt naturligt at bruge hjulet som volumenknap når jeg har sat den til at spille. Det kan det da også, men først når jeg har slået tastelåsen til - hvad er da det for noget klamp? Er tastelåsen ikke slået til, bruges hjulet i stedet til at bladre i musikken, og ruller man med hjulet et par gange, går den over i listeform i stedet for blot at hoppe et enkelt nummer frem og tilbage. Hjulet er desuden meget følsomt, og der skal ikke meget til før man lige springer et nummer frem eller tilbage. Fordi det er et hjul og ikke en knap, kan man desuden ikke bruge det hvis man vil spole i et nummer. Her skal du i stedet bruge fingeren på skærmen, og trække i den statusbar der kører i bunden af en sang.

Og nu vi er ved skærmen, er der en anden ting der har undret mig. Jeg synes det er ufatteligt smart at man på en iPod touch kan trykke på et album når en sang spiller, og på den måde få flere informationer frem, større album art og så videre. Det gik jeg automatisk ud fra også var tilfældet her, men næ nej. Den trykfølsomme skærm er ellers rigtig god, og især med billeder og video viser den utrolig flotte farver og skarphed, dette takket være AMOLED-panelet. Netop derfor kan det undre en af iriver ikke har valgt at udnytte skærmen bedre. Menuer er grå og triste - standardfarverne er grå og orange - og der er generelt meget lidt at klikke på på skærmen. Menuerne gør hvad de skal, men er tunge og triste, og lever slet ikke op til den kedelige indpakning. Det er en skam!

En ting iriver dog skal have ros for, er det rent tekniske. Jeg har eksempelvis før kritiseret Apple for lydkvaliteten i deres afspillere. Det er der ingen grund til hos iriver. Når musikken spiller, så lyder det godt. Som jeg også har været inde på før, er kvaliteten af skærmen desuden meget høj, og de medfølgende billeder af tyske og britiske bygningsværker ser virkelig imponerende ud på den. Den indbyggede FM-radio lyder også rigtig godt, og skønt vi ikke har digitalt tv eller radio herhjemme endnu (ja vi har DAB, men det er åbenbart en koreansk variant der er indbygget her) så er det rart at se denne type afspillere få nye funktioner.

Disse plusser har dog alligevel svært ved at redde helhedsoplevelsen af iriver Spinn, der mest af alt virker som en god idé der kørte af sporet. Indpakningen er flot og prangende, og førstehåndsindtrykket er helt oppe og ringe blandt de bedste. Så snart man får strøm på dyret krakelerer facaden dog hurtigt, og man irriteres af den sløve og overkomplicerede navigation.
Det er en OM'er!

Yderligere karakterer

Udseende
9 / 10
Pris
5 / 10
Kvalitet
6 / 10
Funktionalitet
6 / 10
Fuld profil 2.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.