Det er sjovt som én innovativ idé kan genskabes til ukendelighed. Man ser det i dag oftere end før, og Motorola RAZR maxx v6 er ingen undtagelse. Den originale Motorola RAZR kom på gaden for lidt over tre år siden, og i dag kan jeg tælle de første 15 kloner af den originale idé, alle under mærkelige intetsigende navne som: RIZR, ROKR eller KRZR. RAZR konceptet er blevet malket så voldsomt og uden eftertanke at jeg i dag sidder med RAZR maxx v6 Ferrari Challenge mobil.
Anders "Anden" Matthesen havde i sit show "Tal for dig selv" en genial sketch om smoothies. Anders fortalte at han ikke kunne fatte hvad det var, da det ikke helt var frugtkød, ikke helt en shake, det var bare et mix og derfor i realiteten bare grød. Og det samme gælder for RAZR maxx v6. Det er ikke helt en RAZR, det er heller ikke helt en musikmobil, det er ikke en ordentlig 3G mobil, det er faktisk bare grød.
Den er for klodset til at kunne kalde sig RAZR og igennem de sidste 3 år har den taget på så den i dag er en buttet indavlet klon og for at skjule de ekstra kilo har Motorola i bedste T-Hansen stil valgt at placere to blå "neon" dioder langs fronten, som blinker uhæmmet hver gang mobilen ringer.
Som den skarpe læser måske har opdaget så er dette endda også en Ferrari mobil. Ja du læste rigtigt.
Jeg er åbenbart heldig, da jeg har prøvet en "limited edition" Ferrari RAZR model.
Når jeg tænker Ferrari så tænker jeg dejlige piger, sol, Italien, bjergveje, fart, formel 1 og så videre, så i bund og grund kan jeg skære det ned til sex og vold. Men samtidig forbinder jeg også Ferrari med finkultur, elegance og drengedrømme - da jeg som så mange andre altid har drømt om at eje en ægte Ferrari.
Der er intet, og jeg mener intet, sexet og voldsomt over RAZR maxx v6 da den i bund og grund er lige så stor, røvkedelig og doven som en Ford Mondeo. Og igen er der intet finkulturelt eller elegant over RAZR v6, så jeg kan ikke andet end tro at Enzo Ferrari (skaberen af Ferrari. Red) må vende sig i graven over at noget så elendigt som denne RAZR der har fået hans livsværks logo og stempel på sig.
Men hvad ekstra får man så når det er en Ferrari model? Ja, man skulle ikke tro det men for de ekstra kroner du smider i en Ferrari model, får du ikke ringere end 15 forskellige Ferrari wallpapers samt lyden af en Ferrari formel 1 bil når du tænder mobilen. Altså, for 3.200 kroner sørger Motorola for at disse uundværlige ting ligger på mobilen fra start af, i stedet for at du skal besværes med selv at finde dem på nettet og overføre dem til din mobil via bluetooth. Genialt!
RAZR maxx v6 har lidt af hvert at byde. Den har et frontside 2-megapixel kamera som tager billeder i 1600x1200 med blitz samt et VGA kamera på indersiden til videoopkald.
RAZR maxx v6's frontside kamera virker fint og tager faktisk tilforladelige billeder, men dette er der 200 andre mobiler på markedet der også gør.
Som jeg nævnte tidligere har RAZR disse blinkende diskolys på forsiden, men Motorola har også valgt at placere 3 trykfølsomme knapper på forsiden til at styre musikdelen - for RAZR kan både afspille mp3, acc & acc+ . Men igen fejler RAZR maxx v6 grusomt. Afspilleren er ubeskrivelig langsom og lyden er i høretelefonerne er intetsigende og følger RAZR maxx tema, nemlig røvkedelig. Telefonen virker generelt tungnem og langsom - alt på den tager en evighed. At tage billeder tager en menneskealder og at høre musik er gabende langsomt. Det er mig desuden en stor glæde at kunne berette, at Motorolas uigennemskuelige og mærkelige sms-ordbog stadig er at finde i denne mobil. Der er basale danske ord den ikke kender som fx: "at vågne", imens ord som "indicier" er standard.
Det hele virker sløvt og ligegyldigt - som om Motorola har mistet sine smagsløg men stadig koger suppe på samme skrog. Mobilen er for bred til at man let kan åbne den med tommelfingrene, skærmen reagerer først et sekund efter man har åbnet den, materialet virker billigt, åndssvage og langsomme trykfølsomme knapper på fronten og selv på RAZR maxx v6's hjemmebane, nemlig 3G netværket virker den sløv. Evigheder om videoopkald og ustabilitet på 3G portalerne er bare en brøkdel af de problemer denne RAZR lider under.
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine for denne RAZR er ikke andet end en tragisk oplevelse. Jeg håbede på det bedste da jeg modtog den, for jeg så gerne at det var ordentlig telefon, men denne mobil er en katastrofe og topper nærmest min liste over elendige og uduelige mobiler.
Det er en skændsel at Ferrari skal lægge navn til den for der er ingen af Ferrari's værdier skjult i den. Det er en smagløs suppe som allermest fremprovokerer kvalme.