Den seneste telefon der er dumpet ind af brevsprækken her, er Nokia N85. Det navn fortæller mig, at den nok er i familie med N81 modellen, som var en telefon designet til folk med hang til musik og gaming. Så det var med det udgangspunkt at jeg tog fat på denne anmeldelse. Men det viste sig hurtigt at telefonen var så kraftig en opdatering fra N81 modellen, at målgruppen også er kraftigt udvidet. N85 minder faktisk mere om Nokia N96 telefonen, som indtil nu har været den store forkromede Nokia telefon til multimedier. En position, som nemt kan hænde at blive overtaget af N85. Den er langt billigere end N96, men kan stort set det samme og Nokia N85 er et godt bud på Nokias næste store salgssucces.
Nokia N85 ligner N81 til forveksling. Sort, blank og med afrundede kanter giver den et flot udseende. Den er ganske lille for en telefon med så meget funktionalitet og virker meget handy og praktisk. Det blanke plastik virker til at være god kvalitet og dens udseende fortæller at her er en kvalitets-telefon i kvalitetsmaterialer. Ud over to smalle knapper, samt navigations-knappen med 4 retninger, nedenunder displayet er der ingen synlige knapper på telefonen. Når telefonen er aktiv lyser fire knapper på selve frontpladen, mens ellers er de usynlige. Det er ikke touch-knapper, men reelle knapper, som man skal trykke ned på. De føles lidt for hårde at trykke ned, men det skyldes måske at telefonen kom direkte fra fabrikken og ikke er blevet slidt helt til endnu. Jeg fandt både disse knapper og navigations-knappen lidt besværlig at bruge i en sådan grad at det faktisk generede mig ved daglig brug, men det er måske bare en vane-sag.
Selve nummertasterne kommer frem når man skubber fronten op på telefonen, og disse knapper er også holdt i det same blanke sorte plastic. De er tilpas store til at være behagelige at bruge, og giver god respons på ens tryk. På siden ad telefonen er der en volumen-kontrol, kamera-knap og en låse-knap til at til åbne for telefonen uden at skulle åbne for det numeriske tastatur. Faktisk ganske rart at man ikke skal åbne telefonen for lige at tjekke noget. Ud over knapperne på siden er der en microSD port, en microUSB port (som bruges til opladning), en tænd/sluk knap, en audio port til hovedtelefoner samt stereo-højtalere. Alt hvad man kan forvente af en multimedia telefon. På bagsiden af telefonen er der kameralinsen, som er beskyttet af en klap, samt en blitz.
Skærmen på telefonen bruger en ny teknologi kaldet AM-OLED. Det betyder at den ikke bruger så meget strøm, hvilket bestemt er en god ting, da skærmen ofte er en af de store strømslugere. Ud over at spare på strømmen, så giver AM-OLED skærme faktisk også et bedre billede. Måske ikke meget, men nok til at man lægger mærke til det. Vinklen man kan se skærmen på er bedre og samtidig er refresh raten på skærmen også bedre. Det sidste er især vigtigt, hvis man vil spille spil på sin telefon. Mit bud er at vi snart vil se AM-OLED skærme i andre Nokia telefoner også.
Det er ikke kun skærmen der er ny i forhold til andre telefoner. N85 har også fået et nyt batteri, som giver endnu længere levetid til telefonen. Det nye batteri og den tidligere nævnte strømsparende skærm, gør N85 til den smartphone jeg har oplevet med den absolut længste levetid uden opladning.
Wi-Fi er efterhånden en vigtig del af en smartphone nu om dage, og N85 klarer den opgave fint. Det er nemt at slå det til og fra, og den understøtter WEP, WPA og WPA2. USB 2.0 porten klarer fint enhver form for overførsel mellem computer og telefon og er nem at bruge. Når telefonen er koblet til en computer oplades den samtidig med, og det er endnu en forbedring i forhold til N96 telefonen. Ikke alene kan man overføre filer nemt mellem PC og telefon; man kan også streame indhold fra computeren direkte til skærmen på telefonen. Det virkede forbavsende godt. For eksempel kan man sætte sit billedalbum op derhjemme på computeren, og så vise dem fem på telefonen når man er ude af huset.
Et klagepunkt man ofte hører når man snakker om smartphones er, at de er langsomme at arbejde med. Det er faktisk ikke så slemt for N85. Den har sine pauser i ny og næ, men slet ikke så slemt som jeg havde frygtet da jeg sad og studerede listen over funktionalitet. For den kan rigtig mange ting. GPS er et af de områder, som Nokia satser på, og det kan ses på N85. Den kommer med Nokia Maps 2.0 og det er faktisk nemt og intuitivt at bruge. Der følger masser af gode spil med til telefonen. Eller det vil sige demoer af spil. Man kan så låse op for ét af spillene, og skal så ellers købe sig til resten hvis man vil have dem. Spiloplevelsen er rigtig god, og måske er Nokia endelig ved at lykkedes med deres N-Gage satsning. N85 er i hvertfald det bedste bud jeg har set på en telefon der kan tage kampen op med diverse håndholdte spillemaskiner. Som tidligere nævnt er der masser af multimedia muligheder i telefonen. De er alle nemme at bruge, hvis man lige ser bort fra de lidt irriterende knapper som jeg nævnte tidligere. Det er nemlig de knapper der bruges til at styre afspilningen, og dem blev jeg altså aldrig helt gode venner med. Menu-systemet gør det nemt at finde rundt i sine medie-filer, hvilket ellers ofte kan være en hæmsko når man skal bruge telefonen som transportabel medie-afspiller. Ud over ens egne filer, så er der også radio i N85 og den virker upåklageligt. Ud over en FM radio, så er der med Wi-Fi også mulighed for at koble op til diverse Internet radioer.
Ingen mobiltelefon uden et kamera. Nokia holder sig til Carl Zeiss optik, hvilket bestemt ikke er et dårligt valg. Der er blitz og 20x zoom i kameraet, så det kan sagtens bruges til dagligdags brug. Ydermere er det nemt at bruge med masser af indstillingsmuligheder, for dem der selv vil have kontrol over det, samtidig med at kameraet selv kan holde styr på det for dem, der bare ønsker fine billeder uden at skulle pille ved for meget selv. Så selv om kameraet bestemt ikke er det vigtigste salgsargument for N85 telefonen, så skuffer det på ingen måde og kan sagtens leve op til kameraet i den langt dyrere N96 model.
Bundlinien for N85 er, at det er en rigtig god telefon, som bestemt fortjener succes. Hvad angår funktionalitet så kan den ikke alt det de større smartphones klarer, men til gengæld gør den så det den kan, noget bedre end de gør. Det virker som om det er Nokias forsøg på at lave en mellemting mellem en high-end smartphone og en casual telefon, og det er faktisk lykkedes rigtig godt. N85 kan sagtens vise sig at være prototypen på de næste mange telefoner fra Nokia, og det skal man bestemt ikke være ked af. N85 er en rigtig god telefon til en rigtig god pris.