Grunden til dette var meget simpel. Jeg har ikke før set så flot et billede på en flad skærm, så godt et sortniveau og så flotte farver - jeg var solgt på stedet. Fortidens frygt og advarsler var gjort til skamme, og jeg var blevet overbevist om det andre havde vist i årevis. Dengang var det Panasonic der fik mig til at dreje hovedet, og i dag sidder jeg så med deres nyeste generation, som fuldt ud lever op til tidligere modeller, og mere til.
Panelet er på 46", som jeg næsten vil kalde den nye 42". Den er ikke helt så stor og voldsom som en 50", men alligevel tilpas større end den "lille" 42". Ligesom sidste års modeller får vi her den fulde HD-opløsning, og selvom man retfærdigvis bør lidt højere op for at få reel nytte af det, så er det nu alligevel rart at få med.
Designet er ligesom sidste år, holdt meget enkelt, og det er reelt blot en sort ramme. På undersiden sidder der dog en sølvfarvet "læbe" som huser stereohøjtalerne. Det enkle sorte design tiltaler mig meget, men jeg må erkende at jeg syntes den sølvfarvede underkant virker malplaceret og trækker ned i sidste ende. Fjernbetjeningen er igen en stor børnevenlig klods, og altså nem at bruge uden for meget forvirring.
Det vigtigste med en fladskærm er naturligvis billedkvaliteten, og skærmen kan være nok så grim, så længe den bare leverer et ordentligt billede. Det modsatte er IKKE tilfældet.
Jeg har afprøvet skærmen med adskillige signalkilder, og hver gang har resultatet været det samme. Flotte dybe sorte nuancer og smukke naturlige farver. På grund af den høje opløsning egner skærmen sig især godt til Blu-ray og spilkonsoller og begge dele ser fremragende ud. Også med mere lavopløste kilder står billedet flot, og der har reelt ikke været noget at sætte på dette punkt.
En ny funktion inden for Panasonic plasmaskærme fortjener sit eget afsnit. Et punkt i konfigurationsmenuen hedder IFC - Intelligent Frame Creation - og er en teknologi som sætter ekstra billeder ind i den video du afspiller, for på den måde at give et mere roligt og flydende billede. Vi kender også denne teknik fra eksempelvis Samsungs skærme. Hvorvidt den reelt er brugbar eller bare et gimmick, er dog ikke helt så enkelt at svare på. Jeg har taget mig selv i at slå det fra og til, og må nok erkende at jeg foretrækker at have det slået fra. Det fjerner simpelthen det bløde filmiske look, og gør at film lægger sig mere op ad liveTV. Pirates of The Caribbean på Blu-ray skal IKKE ligne TV-avisen.
Det hele bliver skarpere og mere digitalt at se på - men på en unaturlig måde. Man kan sammenligne det med det punkt der hedder skarphed under indstillinger på de fleste fjernsyn. Dette punkt skal du som udgangspunkt ALDRIG pille ved. Det er der dog mange der ikke helt har forstået og skruer i rask væk op på max - "Nej hvor ser det dog skarpt og lækkert ud!" - lyder det fra Mutter der for første gang i sit 45-år lange liv har fået et stykke digital teknologi fra det 21-århundrede inden for dørene. En frygtelig misforståelse der desværre begås af alt for mange danskere.
Billedet bliver kun så godt som signalet tillader, og alverdens billedforbedrende teknologier kan ikke redde et dårligt billede.
Det sidste punkt jeg vil kommentere er lydkvaliteten. Normalt er højtalere i fladskærme særdeles dårlige, og fortjener kun at være slået til under TV-avisen og vejrudsigten. Dette er ikke helt tilfældet med disse. Lyden har lidt mere dynamik og dybde end vi er vant til, og jeg havde ikke noget problem med at benytte dem i stedet for et eksternt anlæg.
Overordnet set er dette en fantastisk skærm, og jeg er imponeret over hvor meget Panasonic formår at levere til prisen. Vildledende pris omkring de 23.000 men kigger du på nettet, vil du kunne finde den til 13.000. Det kan simpelthen ikke gøres bedre, og jeg vil påstå at dette er den bedste skærm til prisen. Kun Pioneer kan slå Panasonic hvad angår billedkvaliteten, men det til en pris der ligger et pænt stykke højere, og så følger der ikke nogen højtalere med. Vil du derfor have en billig skærm med et fantastisk billede og en lydkvalitet over middel, kan du trygt investere i denne skærm.
Yderligere karakterer
- Udseende
- 8 / 10
- Pris
- 10 / 10
- Kvalitet
- 10 / 10
- Funktionalitet
- 9 / 10