Skip to main content
Gamereactor Hardware Popcorn Hour A-110
Hardware

Test: Popcorn Hour A-110

Jeg er helt pjattet med mediestreamere, og til alt held, bliver de mere og mere avancerede. Hvor der engang var tale om simple løsninger der kunne sende et lavopløst signal videre via et composite…
Mikael Hansen 27 oktober 2008

Her kommer Popcorn Hour ind i billedet. Dette er anden udgave af den populære boks, og selvom jeg aldrig fik mulighed for at prøve den første, er der ingen skam i først at hoppe på vognen nu. Forskellene mellem den første og denne nye udgave er minimale, og består i en optisk lydudgang, i stedet for coaxial, lidt rykken rundt på en USB-indgang og en nyere HDMI-profil. I det store hele er det ellers det samme der sidder inden i boksen, og den styres da også på samme måde.

Fordi boksen er så lille som den er, passer den perfekt ind i ethvert mediesetup, og fordi den ikke er udstyret med nogen form for blæsere, er den komplet lydløs - skønt. Du sætter fladskærmen til via et HDMI-kabel, et optisk lydkabel til forstærkeren, et netværks- og strøm-stik, og så er du ellers kørende.

Som navnet antyder, er dette en såkaldt streamer, og skal altså primært fungere som en slags bindeled mellem medier gemt på en computer, og fladskærmen i eksempelvis stuen. Via netværksstikket har du adgang til alle filer delt på dit netværk men kan også se YouTube videoer og billeder fra eksempelvis Flickr eller Picasa. På fronten og på bagsiden sidder der en USB-port, hvor du kan sætte en USB-nøgle eller ekstern harddisk til. Er dette ikke godt nok, kan du også vælge at installere en harddisk i boksen. Fra fabrikken er Popcorn Hour ikke udstyret med en harddisk, men fjerner du de fire skruer på toppen, kan du let selv sætte en intern SATA-harddisk i, og har nu mulighed for at gemme filer direkte i kassen for nemmere tilgang. Nu kan maskinen også agere NAS (Netværksharddisk) i husstanden, og hvis du installerer den medfølgende Bittorent klient på den, kan du nu også downloade filer fra denne tjeneste direkte til kassen - super smart, men husk nu den kun må bruges til lovlige filer.

Der hvor Popcorn Hour A-110 virkelig skinner er dog ikke ved hverken YouTube, musik eller billedfremvisning, nej det er derimod når du skal se video i HD-kvalitet. Popcorn Hour A-110 kan nemlig spytte et billede ud i den fulde HD-opløsning 1080P, og afspiller stort set alle filer du smider efter den, om det så er DVD-filer i ISO-format, DivX, Xvid eller H264 pakket i MKV-wrapperen. Video i krystalklar kvalitet kører aldeles flydende, og den digitale lyd fylder godt ud i højtalerne. Det er helt klart dette der har været det primære formål med boksen, og skønt der ikke er så mange lovlige metoder at nyde dette på endnu, så er det alligevel en fornøjelse at se eksempelvis filmtrailere fra Apples hjemmeside i fuld HD.

Overordnet set har jeg været ufatteligt tilfreds med Popcorn Hour A-110, og der er generelt meget lidt skidt at sige om den. Der er dog et par få ting der stikker ud af den ellers meget velpolerede facade. Boksen bliver aldrig slukket helt, og står dermed og sluger strøm hele tiden. Hvor meget har jeg ikke lige fået checket, men jeg foretrækker nu at jeg kan lukke helt ned for mine apparater uden at trække strømstikket. Tager man strømmen tager det desuden et stykke tid for den at starte op. I brug er Popcorn Hour heller ikke den hurtigste, og man venter lige et sekund eller to ekstra, end jeg eksempelvis oplevede med den Tvix-afspiller jeg tidligere har kigget på. Det er dog hurtigt noget man vænner sig til, og ikke noget der generer så meget at man bliver ved med at irriteres over det. Sidst men ikke mindst, har det undret mig en smule at man ikke bare installerer trådløst netværk i disse streamere. De fleste af os vælter os allerede i trådløse forbindelser og signaler, og det føles helt gammeldags at skulle tilslutte et kabel.

På trods af disse småting, må jeg blankt erkende at jeg er meget begejstret for mediestreameren Popcorn Hour A-110. Den æder stort set alt du smider efter den, er forholdsvis billig, og har ikke en masse støjende blæsere monteret. Rip dvd-samlingen til ISO-format og nyd en stille hjemmebiograf.

Yderligere karakterer

Udseende
9 / 10
Pris
8 / 10
Kvalitet
9 / 10
Funktionalitet
9 / 10
Fuld profil 2.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.