Tynde slidetelefoner, i et lækkert design, jo tyndere jo bedre. De skubber hele tiden grænsen for hvor tynd en telefon kan blive, og SGH-U700 Ultra Edition II er ingen undtagelse.
Som sagt er det en slidetelefon, her i en Metallic Silver, omkring de 12mm tyk. Telefonen har hvad man kan forvente af en mobiltelefon i dag. 3.2-megapixel kamera, MP3-afspiller, Bluetooth, stor farveskærm, og så endda også et ekstra kamera på fronten til videotelefoni. Skærmen har en særlig spejloverflade, som gør at den fremstår som en samlet flade, når man ser den fra den rette vinkel. Det ser virkelig blæret ud, men har desværre samtidig den effekt at telefonen er stort set ubrugelig i sollys. Under mere kontrollerede lysforhold er det dog intet problem at se hvad der foregår på skærmen.
Som modellen før (SGH-U600) og som visse af LGs mobiltelefoner, er nogle af knapperne på fronten trykfølsomme. Hvem er det fjols der kom på den idé? Træd frem så jeg kan give dig et los bagi. Det kan godt være det er smart at fronten går ud i et, men når det går ud over brugerfunktionaliteten, så er det noget møg. Knapperne reagerer godt og vel kun halvdelen af gangene, og det er simpelthen en alt for stor fejlprocent. Fire af de seks knapper er desuden gemt under spejlfacaden, og kommer kun frem når der er lys i displayet. Det er også noget møg. Ofte trykkede man forkert og ringer eventuelt utilsigtet til sin gamle moster, eller nogle af dem man ikke har snakket med i årevis, hvor man gemmer nummeret for en sikkerheds skyld. Nu jeg har fat i telefonbogen. Det tog mig mildest talt meget lang tid at finde ud af hvordan jeg redigerede kontakter i den. Der er nemlig en genvej på fronten, og det er sådan set smart nok. Hvad der ikke er smart og komplet ulogisk, er at det er en slags hurtig oversigt over dine kontakter, og altså ikke din "rigtige" kontaktbog, som du først finder ved at rode flere undermenuer i hovedmenuen igennem. Og her er vi så fremme ved sagens kerne. Samsung har et gevaldigt problem hvad angår brugervenlighed. Deres manualer er papirtynde, men burde være tykke som en go gammeldags Stephen King roman. Rigtige gadgetkendere har naturligvis ikke brug for manualer, og jeg var da også ligeså lost efter jeg havde kigget i den, som før.
For det utrænede øje, er deres menuer som at læse vejskilte i Rusland - vil jeg da forestille mig. Jeg følte mig hurtigt godt og grundig begravet, og selv de mest simple opgaver var meget komplicerede. Hvordan tænder man for blitzen på kameraet? Hvordan skruer man ned for den irriterende tastelyd? Hvordan indstiller man klokken? Ja det lyder måske tåbeligt, men det er også en tåbelig telefon.
Skal der deles lidt roser ud, må det gives til designet, og til kameraet, som når man finder ud af at tænde det, faktisk tager nogle udmærkede billeder. Lyden i telefonen er ligeledes godkendt. Jeg kan desuden godt lide den tynde stil, og vil man have det må man også leve med de meget flade taster. De virker dog udmærket når man først har vænnet sig til dem.
Lad mig komme med en opsummering.
Det største problem med telefonen er og bliver softwaren. Jeg vil så gerne kunne lide den, men der er samtidig så mange ting der irriterer mig, at det må og skal ende med en skilsmisse. Det lækre design og tynde ramme er simpelthen ikke nok. Forestil jer den smukkeste blondine... dum som en gås - så har du SGH-U700. Kan du leve med at det indre ikke lever op til det ydre, så har du et perfekt match i SGH-U700, men forventer du lidt mere bag facaden, så kig den anden vej. Du finder det ikke her.