Skip to main content
Gamereactor Hardware Sony Ericsson M600i
Hardware

Test: Sony Ericsson M600i

Jamen, snegle har da heller ikke noget kamera...
Rasmus Kønig Sørensen 20 september 2006

Vi lever i en tid hvor mobiltelefonerne adopterer flere og flere egenskaber fra andre produkter, såsom mp3-afspiller, digitalkamera og PDA. Sony Ericssons nye M600i er en kombineret PDA og mobiltelefon med tryk-følsom skærm. Den kan på mange måder sammenlignes med deres P900 serie, men M600i adskiller sig ved at være mere kompakt, og ved være en 3G mobiltelefon.

Sony Ericsson har rent designmæssigt disket op med lidt af en perle. Mobilen er meget stilistisk udført i enten sort eller hvid med sølvkant og detaljer i blå. Derudover kan man hive en stylus til den store tryk-følsomme skærm ud af mobilen. Der er ingen forstyrrende linjer eller kiksede løsninger set fra et visuelt designmæssigt synspunkt.

Desværre går det kunstneriske udtryk og brugervenlighed ikke altid i spænd, og det er netop tilfældet med denne model. Mobilen har et QWERTY tastatur, som vi kender det fra en PC, i stedet for et normalt mobiltastatur. Det betyder, at man næsten skal ud i gymnastiske øvelser for at nå alle taster. Det er muligt, at man kan blive hurtig til det, men jeg nåede ikke at blive det på to uger.

Der er dog to andre muligheder for tekstinput - nemlig skriftgengældelse og et tastatur man kan hive frem på skærmen. Her er det lille tastatur på skærmen klart hurtigst, og efter en lille uges tid er det næsten lige så hurtigt som at skrive på en normal mobil, men også kun næsten. Desværre skal man jo bruge to hænder for at gøre dette, så glem alt at SMS’e i bussen eller toget.

M600i er baseret på styresystemet Symbian OS, der har den fordel at der er en lang række tredjeparts programmer, der kan købes eller hentes gratis fra nettet. Men det store problem med Symbian er, at det er væsentlig langsommere end en normal mobiltelefon. Det tager for eksempel der ca. to minutter fra man tænder mobilen til den er klar til brug. Navigationen og opstart af f.eks. medieafspiller tager også omkring 3-4 gange så lang tid som på den populære en K750i.

Dette gør også, at den er uegnet som medieafspiller, selvom den kan udvides med hukommelseskort. Der går ikke lang tid, før frustrationen melder sig over hvor langsom en mobil kan være anno 2006.

Det absolut største kritikpunkt må være manglen på et kamera. Det er helt og aldeles uhørt, at en 3G mobil mangler et kamera. Personligt ville jeg fravælge denne mobil alene af den grund. Man opdager først, hvor meget det mangler, når det ikke er tilstede.

Men nu skal det ikke være kritik det hele. M600i har en stor og krystalklar skærm med en opløsning på 240x320 pixels, der er trykfølsom. Det er en meget stor fordel, når man surfer på nettet eller checker sine e-mails. Så når det kommer til e-mail, internet og Office-lignende programmer er der ingen slinger i valsen.

Problemet er bare, at stort set alle nyere mobiltelefoner kan det samme og mange har et display med lige så god opløsning. Derfor er Sony Ericsson K800i eller Nokia N70 langt bedre og mere helstøbte valg.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.