Skip to main content
Gamereactor Hardware Sony Vaio VGN-FW21Z
Hardware

Test - Sony Vaio VGN-FW21Z

Sonys Vaio-computere har i mange år været noget vi kun turde drømme om. Af ukendte årsager ville Sony nemlig ikke forhandle dem herhjemme, og det har betydet at man har måttet importere fra enten…
Mikael Hansen 23 december 2008

Fortvivl ikke! Sony har omstødt den tidligere beslutning, og valgt at vi nu alligevel skal forkæles med Vaio på det danske marked. Af samme årsag sidder jeg her i dag med ét styk Vaio VGN-FW21Z foran mig, og kan nu fortælle om der så har været nogen grund til at sukke efter Sonys bærbare maskiner.

Tager vi udseendet alene, er det tydeligt at Sony har lånt meget fra Apple, hvilket ikke nødvendigvis er noget man skal skamme sig over vel at mærke. Maskinen er holdt i et meget enkelt metal-look, med et tastatur der til forveksling ligner noget fra en MacBook. Tasterne er bløde og rare at røre, med rundede hjørner og god plads mellem hverandre. Oven over tastaturet har vi en række multimedieknapper - ganske diskret placeret. Selve powerknappen sidder i højre side (i hængslet) og lyser op når man tænder computeren. Farven skifter alt efter tilstanden, men er for det meste grøn. Skærmen er naturligvis en meget vigtig komponent i en bærbar, og her har Sony virkelig flottet sig. Sony Vaio VGN-FW21Z er udstyret med en 16.4" skærm i bredformat, med en imponerende opløsning på 1920 x 1080 - altså den fulde HD-opløsning. Den har et ufattelig flot billede, med gode farver og god kontrast, og egner sig dermed perfekt til Blu-ray film, som afspilles på den indbyggede Blu-ray brænder. Resten af indmaden er også ganske kraftig, og maskinen kan blære sig med en Intel Core 2 Duo T9400 processor på 2.53GHz, 4GB ddr2 ram, 500GB harddisk og et ATI Mobility radeon HD3650 grafikkort med 512MB ram. Derudover er der naturligvis alskens trådløse teknologier og et væld af ud- og ind-gange. Alt i alt en ganske kraftig fætter, som tydeligvis er bygget til både spil og multimedier.

VGN-FW21Z er en meget stor maskine, og egner sig som sådan dårligt som rejsebærbar. Den hører i stedet hjemme på skrivebordet på kontoret, og kan til nøds slæbes ind i stuen eller med på bilferien.

Når det kommer til ydelsen skuffer VGN-FW21Z bestemt ikke. Vi har kunnet køre både spritnye spil, samt afspillet film i fuld og flydende HD. Vil man køre spil i skærmens primære opløsning, kan man dog godt komme lidt i uføre, og vi valgte derfor at sætte opløsningen en smule ned for at få et flydende billede.

Et punkt hvor maskinen dog skuffer en smule, er ved batterilevetiden. Maskinen løber simpelthen tør for saft og kraft alt for tidligt, og man er derfor en smule bundet af den medfølgende strømforsyning. Som udgangspunkt er det dog ikke det store problem eftersom maskinen på grund af sin størrelse primært egner sig fastfortømret kontormaskine.

Yderligere karakterer

Udseende
8 / 10
Pris
8 / 10
Kvalitet
8 / 10
Funktionalitet
8 / 10
Fuld profil 2.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.