ThermalTake Armor+ er en videreudvikling af Armor-kabinettet fra 2005, og udkom omkring i midten af 2008. Kabinettet er et såkaldt full tower - det vil sige stort som et hus - og kræver godt med plads på kontoret. Da kassen ankom til redaktionen var det da også med både ærefrygt og nysgerrighed at jeg skrev under på fragtsedlen.
Forskellen på den forrige model og denne, er de to vinger på fronten og rundede kanter i toppen. Det er udelukkende en ændring i designet og har altså ikke noget reelt formål. Som med mange større og mere eller mindre avancerede kabinetter, er der gjort plads til udvendig tilslutning af enheder, og ThermalTake har i dette tilfælde givet os hele 4 USB-porte, 1 eSATA-port og udgang til lyd. Disse indgange er placeret i toppen af kabinettet, og gør det nemt at komme til dem. I toppen af kabinettet findes desuden en skuffe til skruer, CD'er og andet.
Kabinettet er på trods af de svungne former i toppen og på fronten ganske simpelt i designet, men har alligevel I den ene side en stor gennemsigtig plexiglas-rude. Dette er noget man tit ser i større kabinetter til hjemmebyg, og noget mange gamere værdsætter, da de på den måde kan udstille deres dyrt indkøbte indstikskort. På denne rude er monteret en stor 230mm blæser med indbygget blåt lys, som heldigvis kan tages af. Den vender vi tilbage til.
Valgfrihed er kodeordet
Fordi kabinettet er så stort som det er, er der gjort plads til at begge sider kan tages af. Dette er en stor fordel hvis man engang imellem roder inden i maskinen, og gør det også nemt at montere diverse kabler. Bundkortet monteres desuden på en plade som kan trækkes ud fra bagsiden. Dette gør det utrolig nemt at montere og ændre ved nogle af maskinens vigtigste komponenter.
Som med mange andre nyere kabinetter kræves der stort set ingen værktøj for at montere indstikskort og lignende, og ThermalTake har gjort meget ud af at gøre det så simpelt som muligt. DVD, Blu-ray drev og lignende monteres eksempelvis helt uden skruer, og sidder fast ved hjælp af små plastikklemmer.
Kassen til harddiskene som sidder foran i bunden af kabinettet er en smart løsning, og gør at man kan montere ekstra harddiske fra siden, og let trække kablerne om på bagsiden. Via huller i pladerne, og fordi der er gjort plads til det, kan stort set alle kabler trækkes på bagsiden bundkortet. Det er utrolig nemt at administrere, det ser bedre ud, og hjælper på varmeudviklingen. I bunden af kabinettet sidder yderligere to harddiskbeholdere, som kan tages ud hvis man ikke ønsker dem, og kan eventuelt erstattes med blæsere. Man har stor valgfrihed til at indrette præcis som man vil have det, for på den måde at få det optimale airflow i forhold til den hardware man har installeret.
Overordnet set er jeg rigtig tilfreds med Armor+ fra ThermalTake. Kabinettet er yderst solidt bygget, og har en masse snedige designfeatures, som gør det let for hjemmebyggeren at ændre og pille ved maskineriet. Skruer er stort set unødvendige, om end de små plastikklemmer sidder lige godt, kabelstyringen fungerer godt, og kabinettet lader til at holde en rimelig temperatur selvom man har nogle kraftige komponenter siddende.
Der er dog et par ting som trækker ned i den overordnede bedømmelse, og hvor jeg kan lære at leve med og acceptere den ene, så er den andet noget jeg mener man bør gøre noget ved. Først og fremmest er der størrelsen. Kabinettet er ufattelig stort og tungt. Dette er ikke noget der bør genere i det lange løb, men alligevel noget man skal vænne sig til, når man går fra en midi-tower af aluminium.
Dernæst er der blæserne. De blæsere der følger med kabinettet er desværre ikke, ligesom kabinettet, i den dyre ende, og larmer derfor en del mere end jeg er vant til. Heldigvis er det noget man let kan skifte ud selv, men det betyder dog en ekstra udgift, hvis man ikke har nogen liggende i forvejen. Især den store blæser på sideruden larmer som et ondt år, og jeg valgte hurtigt at slå den helt fra. Det er dog en skam, da idéen med den store blæser jo netop er at sikre en god lufttilstrømning, og man kunne ønske sig at ThermalTake havde brugt lidt mere tid og kræfter på denne del af kabinettet.