Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Sphinx and the Cursed Mummy

Sphinx and the Cursed Mummy

Rasende sjov tur gennem oldtidens mystiske og fascinerende Ægypten. Gamereactor bliver balsameret og går på eventyr.

Enhver der kigger nærmere på æsken til Sphinx and the Cursed Mummy, før de siger farvel til femhundrede kroner, vil givetvis stille spillet tilbage på hylden. Spillets udvikler Eurocom er nemlig ikke nært beslægtet med succes, men nok mere med middelmådighed og licensrytteri. Gennem et hav af mere eller mindre fungerende spil, har firmaet oparbejdet et ekspertise på det rent tekniske plan, mens man har skulle kigge længe efter egentlig pionerånd i de digitale kredsløb.

Det er derfor også noget af en overraskelse at Sphinx and the Cursed Mummy ikke blot er fyldt til randen med morsomme indfald, en visuel lækker overflade og et gennemtestet gameplay, men også virker som om holdet har nået topformen på alle punkter. Hele spillet er godt nok gennemsyret af stjålne dele fra bl.a. Zelda, Mario og Jak and Daxter, men det hele syes sammen på et stykke velvævet papyrus, der får lysten til at rejse adskillige tusinde år tilbage i tiden til at folde sig ud i fuldt flor. Spilleren skal som skiftevis den atletiske løve halvgud Sphinx, og den komplotramte Tutankhamen, løse gåder, slås med et væld af opfindsomme monstre og hoppe fra platform til platform. Dette krydres vanen tro af med en håndfuld mini-spil, der er med til at bryde de mest lineære passager.

Historien er ikke videre gennemtænkt og selvom den fra tid til anden ansporer spilleren til at gå i krig med næste del af spillet, så er det udelukkende karaktererne og de spøjse påfund, der holder hjulene i gang i Sphinx and the Cursed Mummy. Spillets umiddelbare helt Sphinx, er som kørt ud af den typiske Disney maskine. Han er veltrænet, handlekraftig og løser de fleste af spillets opgaver ved at lange ud efter fjenderne med et sværd. Tutankhamen er der i mod langt mere spændende. Han oser ganske enkelt af atmosfære. Som balsameret prins og med udsigten til at forblive død, er der langt mere liv i bandagerne end først antaget.

Tut kan nemlig slet ikke dø, og dermed opfordres spilleren til på nærmest sadomasochistisk maner, at udsætte ham for en palette af vanvittige indfald. Som levende fakkel over højspændt spole og til fladmast pandekage bliver der således rig mulighed for at præsentere spillere for nogle meget anderledes sæt gåder. Desværre er de spilmæssige timer lagt i Sphinxs favør, så det er kun i brud stykker at vi får lov til at spille en af de bedste bifigurer i et platformspil nogensinde.

På det visuelle plan skinner oldtidens smukke bygninger om kap med figurernes detaljegrad og sprælske design. Det er ikke svært at se hvor Eurocom har fundet deres inspiration, men modsat Disney eller Don Bluth, så emmer udviklerens karakterer af en endnu større opfindsomhed - der er potentialet til en længere serie udfra det vi har set i det første spil. Desværre har Eurocom på et punkt taget den lette vej rundt om produktionen og trukket hjernen ud gennem næsen på sig selv. Ingen af spillets karakterer er nemlig forsynet med en stemme, så når musikken tones ned og en kedelig tekst afløser en ellers god samling soniske temaer, så er tavsheden åbenlys. Set i lyset af den slags produktioner platform og eventyr-spillere normalt trakteres med, så er det underligt at hverken THQ eller Eurocom selv har gjort noget ved dette punkt.

Der er også lidt sand i maskinen. Save-systemet er det første der springer i øjet. Man kan nemlig som det er tilfældet i mange andre spil kun save ved udvalgte statuer i spillet - og det er der såmænd intet galt i. Men når det følges op af et levn fra fortiden, hvor man sendes tilbage til sidste save ved en evt. død, så syntes systemet akavet og irriterende. Spillet straffer dig ganske enkelt for at prøve forskellige ting af. Kameraet er et andet tilbagevendende element, der mangler en kærlig hånd. Man skal simpelthen selv stille på det hele tiden, for at være tilfreds. Kædes dette sammen med det manglende auto-fokus i kampe, når man spiller Sphinx, så er det spillets åbenlyse fejl.

Det kan dog ikke få Gamereactor afskrive Sphinx and the Cursed Mummy, som et levn fra fortiden, der blot trækker på allerede prøvede gameplay-elementer. Der er nok gemt i den smukke pakke til at begejstre og fornøje. Spillet er på nogle punkter langt bedre end selv de bedste ting på formatet, mens det på andre stadig er godt. Kun virkelig hærdede spillere vil have visse deja-vu oplevelser ved at sætte Eurocoms seneste påfund i maskinen, men det er absolut til at overkomme.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Yderst morsomt og velfungerende action/platform spil
-
De manglende stemmer trækker noget af stemningen ud af spillet.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer