Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Powerboat Racing

Powerboat Racing

Det er altid godt med lidt fornyelse i spil-branchen, så når Promethean Designs laver et spil som Powerboat Racing, må man tage imod det med en vis interesse.

  • Kristian WestKristian West

Det er altid godt med lidt fornyelse i spil-branchen, så når Promethean Designs laver et spil som Powerboat Racing, må man tage imod det med en vis interesse, om ikke andet for at afholde branchen fra at udgive den ene 3D klon af bilspil efter den anden. Spillet byder da også umiddelbart på en del interessevækkende features, såsom valg imellem tre forskellige typer speedbåde, 16 individuelle både, og sejlads på baner i 9 af verdens lande, heriblandt Japan, Norge Brasilien og Italien.

I Powerboat Racing kan man deltage i en verdensomspændende konkurrence, hvor man skal kæmpe sig igennem hvert af de 9 landes baner. Ved en banes gennemførsel, vil man få tildelt et kodeord, som man så kan bruge til at få adgang til den næste af de 3 typer både. Det optimale er at nå katamaran-speedbåden, som er den absolut hurtigste. Der kan spilles op til 6 personer over netværk/internet, eller 2 personer på delt skærm. Man kan også som enkelt spiller, prøve kapløb med tiden, eller øve sig alene på en af banerne.

Selve orienteringen foregår på den velkendte måde, hvor man kan vælge imellem 3 forskellige kameravinkler; bag båden, i båden, og på ôspidsen" af båden. Den nemmeste er at se hele båden foran sig, fordi det kan være svært at se banen foran sig, med en halv skibslængde på skærmen. Det ligger nemlig sådan med styringen af bådene, at man kan sænke eller hæve motorskruen, alt efter om man har brug for et godt greb i vandet ved sving, eller der skal mere fart på. Med motorskruen i fart-indstilling vil båden nemlig stejle i vandet, således en meget lille del, den bageste, af båden berører vandet og derfor har mindre modstand på vandoverfladen.

Der findes på banerne også en del forskellige forhindringer, blandt andet nogle flyvehop, som kaster båden hen over vandet. Hvis man vælger at sænke motorskruen i luften, vil man ikke blot lande på vandet igen, men faktisk dykke under et øjeblik. En smart detalje, hvor man kan overraske de sejlende foran, ved at dukke op fra under vandet lige foran dem. Men pas på: nogle af ramperne lægger op til at man kan lave en 360 graders kolbøtte med båden, men det lykkes kun, hvis man har tilstrækkelig med fart på. Ellers må man ligge med hovedet nedad i de sekunder det tager, før båden er rettet op igen.

På nogle af banerne vil man også kunne finde smutveje, og til tider vil dele af banen faktisk ændre sig fra den ene omgang til den anden. For eksempel er der på den russiske bane et tidspunkt hvor det vanlige højresving i havnebanen bliver lukket af med et transportskib, så man må ind igennem en kloakkanal til venstre istedet. Momenter som disse holder ens opmærksomhed ved lige, og giver en dynamik i spillet, som gør det spændende at spille.

Lyden i Powerboat Racing er rimelig god, med kendetegnende melodier til hvert lands baner, og en live kommentator, som fra tid til anden bemærker et flot flyvehop, eller en tur under vandet. Der er dog én irriterende tør lyd, hvis man skraber båden op af en af de konstant faretruende kanter, som omkranser banerne, en lyd der mere minder om når man tørrer skoene af på en gulvmåtte. Det er ikke rart.

Grafikken er ikke meget værd uden et af de efterhånden krævede 3D accelerator kort. Spillet er testet med et 3Dfx baseret skærmkort, og fungerer overbevisende nok, selv om grafikken på nogle områder ikke virker helt ôup to date". Når bådene kaster vand ud til siderne på grund af deres fart og vægt, ligner det mere grå mønter i stedet for vand. Og baggrundsgrafikken er heller ikke helt uden hakker. Det kan virke som om man spiller i en lavere skærmopløsning end den valgte. Man vil til tider også kunne opleve den for 3D kort efterhånden berygtede, og flotte, ôsolstrejfs" effekt, men den er ikke at finde i så høj opløsning som i andre nyere spil. Dette er dog ikke detaljer som ødelægger gameplay´et på nogen måde, andet end at man kan synes, at éns udstyr ikke bliver udnyttet til det optimale.

Hvis man har let ved at blive søsyg, kan Powerboat Racing sikkert godt give en irriterende bivirkning når man spiller. For man sejler jo på vand, og vand har bølger, og dét bevirker, at éns synsfelt hele tiden hopper op og ned. Hele tiden, simpelthen. For nogen kan det alligevel tilføje lidt til handlingen i spillet, og det kan da også være en udfordring i sig selv at tage et sving, hvor man kun i bølgedalene kan se hvor man er på vej hen.

Men alt i alt byder Powerboat Racing på nogle nye elementer at holde styr på i et simulationsspil, og det er da heller ikke et dårligt bud indenfor dette felt af spilverdenen, som synes tynget af bilspil og flysimulatorer. Flyvehoppene er simpelthen for sjove at sigte efter. Og den virkelighedsinspirerede grafik fra de forskellige lande er godt gennemarbejdede, hvilket i det mindste giver spillet en smule hold i virkeligheden. Dog kan man tvivle på, om spillets udgivelse ikke er en smule forsinket i forhold til udseendet og resten af spillene derude.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Powerboat Racing byder på nogle nye elementer at holde styr på i et simulationsspil.
-
Hvis du har problemer med søsyge.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer