Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Dirt Track Racing: Sprint Cars

Dirt Track Racing - Sprint Cars

Pump dig fuld af adrenalin, smid krykkerne og spænd hjelmen, for nu er det igen tid til hensynsløs ræs i bedste arkadestil!

Pump dig fuld af adrenalin, smid krykkerne og spænd hjelmen, for nu er det igen tid til hensynsløs ræs i bedste arkadestil. Netop som fartglade spillere verden over så småt havde indstillet sig på, at begrebet Dirt Track Racing var et overstået kapitel, er Ratbag nu tilbage med endnu en titel i deres hæsblæsende racingserie.

Dirt Track Racing - Sprint Cars afviger dog fra "forgængerens" noget traditionelle opbygning, idet man, i langt højere grad end tidligere, har valgt at fokusere på en afvekslende karrieredel, og selvfølgelig også fordi køretøjerne er de noget anderledes sprint cars.

Sprint cars?
Den mest åbenlyse ændring i forhold til Dirt Track Racing er selvfølgelig tilførslen af de mærkværdige sprint cars, der mest af alt leder tankerne hen på en alternativ jeep, hvis ikke det var på grund af de enorme dæk og tagets mærkværdige udformning. Dirt Track Racing - Sprint Cars indeholder dog andet end de anderledes køretøjer. Med hele 20 af de karakteristiske ovale baner, endnu flere spilvarianter samt en lækker visuel overhaling, har vi her en ganske udmærket "udvidelse" for de, som simpelthen ikke kunne få nok af originalen.

Gameplayet er desværre ikke undergået nogle mærkbare ændringer siden sidst, og selve idéen er principielt den samme: Man fræser rundt på en række ovalt-udformede baner, i håbet om at kunne anskaffe sig tilstrækkeligt mange point til at vinde det prestigefyldte mesterskab. Netop den ensformige løbsform er spillets allerstørste problem, da det hurtigt bliver en meget kedelig affære.

Scor kassen!
Spillets karrierefunktion har til gengæld fået en gevaldig overhaling. Løbene er opdelt i traditionelle trænings-, kvalificerings- og løbsblokke, og netop træningsdelen giver en tiltrængt mulighed for at lære banen bedre at kende før selve hovedløbet. Alt afhængigt af ens placeringer, scorer man så præmiepenge, og hvis man virkelig klarer sig godt, begynder sponsorerne desuden at strømme til.

Pengene bruges selvfølgelig til indkøb af endnu bedre biler, eller opgradering af ens nuværende fartdjævel. Opgradering giver dig mulighed for at justere på de forskellige dele (alt fra bremser og gear til selve dækkene), købe nye m.v. guld værd. Her er overvældende mange muligheder, og flere inkarnerede spillere vil givetvis bruge mere tid i den veludstyrede garage end på selve banen! Opbygningen af karrieredelen er set utallige gange før, men alligevel fungerer det særdeles godt som drivkraft i Dirt Track Racing - Sprint Cars.

Alt det løse...
Ovenstående er dog blot et mindre udpluk af spillets nye tiltag, og en yderligere udpensling af alle spillets facetter vil tage for lang tid. Men for eksempel giver spillet også spilleren mulighed for at importere baner fra originalen (en meget tiltrængt funktion, idet de ovale baner ellers hurtigt bliver trivielle).

Den fysiske realisme i spillet gør sig gældende både ved banernes gradvise nedslidning under løbene, men også skaden, bilerne tager, fremvises i endnu højere grad end tidligere. Dette skyldes i høj grad udbygningen af grafikmotoren, hvilket har resulteret i en flot og ekstremt overbevisende visuel baggrund for løbene. Lydeffekterne er desuden blevet mere virkelighedstro, således at motoren i langt højere grad reagerer efter ydre omstændigheder som selve køretøjets hastighed, vejbanens beskaffenhed og vinden.

På grænsen til det imponerende
Alt ånder dog ikke fred og idyl. For en acceptabel oplevelse stilles der ret store krav til ens computer, og styringen er desuden langtfra tilfredsstillende, medmindre man er i besiddelse af et virkeligt godt joystick eller rat. Fans af det originale Dirt Track Racing eller spillere med hang til fart og hæsblæsende ræs i al almindelighed bør dog ikke snyde sig selv for Sprint Cars, for spillet tilbyder et udmærket gameplay og en række interessante muligheder, som nok skal holde dig optaget i den kolde vintertid.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Udmærket grafik og lyd. Momentvis spændende karrieredel.
-
Ensformigt banedesign. Gameplayet holder ikke i længden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Indlæser mere indhold