Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Swing Away Golf

Swing Away Golf

Konceptet i Swing Away Golf ligger så fjernt fra de traditionsrige Links- og PGA-spil som muligt, men alligevel mener vores anmelder, at spillet holder på sin helt egen måde.

Golf er per stereotyp definition en distanceret gentlemansport, hvor rige forretningsfolk farer rundt i minivogne på veltrimmede, "hullede" græsplæner og spiser kaviar og drikker champagne, mens de forhandler om millionbeløb. Disse fordomme bliver dog gjort til skamme i T&E Softs seneste arkadespil, Swing Away Golf, til Playstation 2. Ikke blot introducerer spillet en række nye spændende tiltag, men med blændende grafik, fængslende gameplay og en alternativ humoristisk indgangsvinkel er spillet desuden et af de bedste arkadespil nogensinde!

Tigeren, bjørnen og alle de andre
Konceptet i Swing Away Golf ligger så fjernt fra de traditionsrige Links- og PGA-spil som muligt, men spillet indeholder alligevel en række af de mere traditionelle muligheder, lige fra basale træningsøvelser til større turneringer. Spillets absolutte trækplaster er dog "story mode", hvor man, foruden at åbne op for en masse nye spilmuligheder, flere baner og flere golfspillere, kan forsøge at føre sin golfspiller fra syvende kartoffelrække til matchplay om mesterskabet. Turneringssejre giver indledningsvis erfaringspoint, så ens alter ego på græstæppet kan forbedre sine færdigheder, men så snart man træder ind i de professionelles rækker, spilles der om kolde kontanter (bruges til indkøb af nyt udstyr) såvel som specielle spillere, flere baner og lignende.

Selv den mest hærdede golfspiller bør dog under alle omstændigheder gennemgå træningsøvelsen, idet Swing Away Golfs gameplay er ret dybt og en masse små detaljer skal mestres. Her er tale om en række vigtige facetter, lige fra valg af kølle og chip- ins til at mestre vindens indvirkning på dit spil og kunsten at putte. Det sværeste aspekt er dog utvivlsomt ´svingmeteret´, hvor selve slaget skal udføres. Det er uhyggeligt svært at mestre, da selv den mindste afvigelse kan resultere i et mislykket slag. Efter et par timers intensiv træning er man dog indforstået med spillets styring, og sværhedsgraden falder (heldigvis) betydeligt.

Visuelt i verdensklasse
Den visuelle revolution, også kaldet Playstation 2, har selvfølgelig også forplantet sig til Swing Away Golf. Tegneseriestilen er velvagt og ekstrem gennemført, hvilket kommer smukt til udtryk gennem banernes mange detaljer. Træerne, bladene, ja selv flaget svajer kunstnerisk ved selv den mindste vind, mens vandet virker tilstrækkeligt køligt og skræmmende fra en golfspillers perspektiv. For at runde det smukke visuelle indtryk af, er selve karakteranimationerne humoristiske såvel som flot tegnede. Alle disse lækre visuelle detaljer går med andre ord op i en helhed og skaber en af de mest overbevisende visuelle præstationer nogensinde i et decideret arkadespil!

Rent musikalsk leverer Swing Away Golf nogle realistiske lydeffekter, mens baggrundsmusikken er tilstrækkelig anonym og tilpasset. Desværre er der ikke den store variation i spillets muzak, og nogle lidt mere overbevisende musikalske numre ville således også have gjort meget for spillets lydkarakter.
Holdbarhed forlænges i kraft af golfspillernes forskellige egenskaber. Ens taktiske udlæg afhænger nemlig helt og holdent af golfspillerens egenskaber (eventuelle søer har dog også lidt af sige), således at en hårdtslående, mindre teknisk orienteret golfspiller vil foretrække lange drives frem mod pinden, fremfor mere tekniske og kontrollable skruebolde. Det giver spillet en utrolig dybde og holdbarhed, og med det geniale, varierede banedesign er der med andre ord lagt op til spandevis af god underholdning foran skærmen - perfekt i selskab med vennerne.

Sving bare løs!
Det er virkeligt svært at sætte en finger på noget i Swing Away Golf, og den manglende variation på lydsiden formår på intet tidspunkt at ødelægge det fantastiske indtryk, spillet efterlader. Når alt kommer til alt er Swing Away Golf således en af de mest levende, fængslende og sjove arkadespil nogensinde, og med en smuk visuel side og en udmærket karrieredel, er her utvivlsomt underholdning nok til de første mange dage. Så grib dit 3-jern, træk i tweedtrøjen og smut ned til din nærmeste spilforhandler og anskaf dig Swing Away Golf!

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Uhyre fængslende og humoristisk gameplay. Stor variation og mange muligheder.
-
Baggrundsmusikken kan godt blive ensformig i længden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Swing Away GolfScore

Swing Away Golf

ANMELDELSE. Skrevet af Kenneth McNeil

Konceptet i Swing Away Golf ligger så fjernt fra de traditionsrige Links- og PGA-spil som muligt, men alligevel mener vores anmelder, at spillet holder på sin helt egen måde.



Indlæser mere indhold